• berlin topbanner small
  • berlin topbanner small
  • berlin topbanner small
  • berlin topbanner small
  • berlin topbanner small

Medina vinder MTV-pris for tredje gang

Der er ingen over, og der er ingen ved siden af - sådan synes MTV's seere i hvert fald at tænke, når det gælder den danske popdronning Medina.

For tredje gang kan hun kalde sig for "Best Danish Act" - en pris der bliver uddelt til den kunstner, som seerne i en internetafstemning vælger at sætte deres kryds ved.

Medina modtog prisen første gang i 2009, og sidste år var det også hende, der kunne lade sig hylde ved det traditionelle danske pre-party forud for MTV's Europe Music Awards.

Vildt glad for pris

I år skal Medina på scenen ved det danske pre-party den 5. november i Øksnehallen for både at modtage sin pris og for at optræde.

- Jeg er vildt glad for at vinde prisen for tredje gang. Det er virkelig overvældende, at folk igen har valgt mig, siger sangerinden.

- Tusind tak til alle dem, der har stemt - det betyder rigtig meget for mig, og jeg glæder mig til at give jer en god oplevelse i Øksnehallen, fortæller hun.

Den danske sangerinde var nomineret sammen med fire andre kunstnere, nemlig Aura, L.O.C., Nik & Jay og Rasmus Seebach, der i øvrigt løb med prisen i 2010.

Unik mulighed

Som vinder af "Best Danish Act" går Medina desuden automatisk videre til at dyste mod en række europæiske artister i kategorien "World Wide Act European Nominee".

Blandt dem, hun skal kæmpe mod, er russiske Dima Bilan, svenske Loreen og det britiske boyband One Direction.

Lykkes det at vinde her, så er det en exceptionel mulighed for at markere sig overfor resten af Europa.

Vinderen af den europæiske kategori går dernæst videre i konkurrencen om at blive "World Wide Act".

MTV Europe Music Awards bliver i år afholdt i Frankfurt søndag den 11. november klokken 21:00, og det bliver desuden sendt live på MTV.

Kilde: Ritzau

DR VokalEnsemblet får en ECHO Award i Berlin

Søndag den 14. oktober modtager DR VokalEnsemblet en ECHO Award i Berlin for samarbejdet med blokfløjte-virtuosen Michala Petri på udgivelsen af cd’en 'The Nightingale'. Det skriver DR Presse i en nyhedsmail.

Allerede i juli  måned blev det officielt, at udgivelsen havde vundet i kategorien 'World Premiere Recording of the Year'. Men det er altså nu på søndag, at Michala Petri går på scenen i Konzerthaus Berlin for at modtage prisen. ECHO er den største klassiske musikpris i Europa og én af de bedst kendte priser på verdensplan inden for genren.

Har kun udgivet tre cd’er

Chefen for DR’s ensembler, Kim Bohr, siger i nyhedsbrevet:

"Det er en meget stor appelsin i turbanen, når vores stadigt unge kor vinder en så prestigefyldt pris. Koret har indtil videre kun udgivet tre cd'er, så det er svært ikke at være utroligt stolt."

En anden af disse tre cd'er med DR VokalEnsemblet - "Poulenc: Choral Works" - blev oven i købet nomineret til den engelske Gramophone Award i september.

Cd’en "The Nightingale" består af fire værker af komponisterne Ugis Praulins, Daniel Börtz, Sunleif Rasmussen og Peter Bruun. Stephen Layton dirigerer på indspilningen. Flere af værkerne på cd'en har været opført live i DR og andre steder.

Kilde: Jyllandsposten