Formand Michael Justesen

Michael Justesen, Formand

Danmark er i forandring - det er ganske vist

Der er to væsentlige grunde til det. Vi har fået ny regering, Bertel Haarder er blevet Kulturminister – og så er EU og EU samarbejdet, sat under voldsomt pres fra de mange flygtninge og migranter, som på grund af krig og ufred strømmer til Europa.

Der er en væsentlig forskel fra før og til nu, som formentlig vil få stor arbejdspolitisk indflydelse på forholdene her til lands. Mange af de migranter, som reelt nok flygter fra en utålelig tilværelse med krig og ødelæggelse, er arbejdsivrige, de er godt uddannede og de er interesserede i nyt fælleskab og integration, med dertil hørende muligheder for at få et fornuftigt liv sammen med deres familie.
Med det antal flygtninge og migranter, der må forventes at komme til EU og Danmark i de kommende år, vil der blive et endnu større pres på den hjemlige økonomi og det danske arbejdsmarked, end det vi i forvejen kender til i dag.

Jeg håber i den forbindelse, at alle partier i Folketinget indser, at det nu er endnu vigtigere, at få en fornuftig dagpengereform vedtaget. En dagpengereform hvor ledige hjælpes bedst muligt i gang med nye job, men - hvad der også er helt afgørende - sikres mulighederne for at genoptjene dagpengeretten og dermed muligheden for at forblive i dette fælles forsikringssystem, som alt andet lige, letter adgangen til arbejdsmarked.

Kommer forholdene på arbejdsmarked ikke til at virke fornuftigt, er jeg desværre sikker på, at spændingerne imellem befolkningen og de mange nye migranter og flygtninge, på sigt vil udvikle sig i en uheldig retning og skabe endnu større ulighed og frustration i samfundet.

At der prioriteres benhårdt, ser vi allerede nu med vores nye Kulturminister. Bertel Haarder er et kulturelt menneske med stor interesse for kultur. Men han er også venstre mand og Minister, og har derfor en anden indgang til hvordan samfundet og økonomien skal hænge sammen.
Bertel Haarders beslutning om at føre økonomiske midler fra Hovedstaden og hovedstadens omegnskommuner til Aarhus, for dermed at finansiere Aarhus som Kulturby, er en mærkelig beslutning, som Bertel Haarder formentlig selv finder økonomisk ansvarlig.

Ud over den åbenlyse urimelighed – at Storkøbenhavn og beboerne i Storkøbenhavn betale for Aarhus’ i øvrigt udmærkede initiativer – så efterlader det jo en masse problemer – ikke kun økonomiske - til de kulturinstitutioner, der som alle andre institutioner planlægger deres aktiviteter flere år frem i forhold til forestillinger, kontrakter og aftaler.
Alle er bekendte med disse forhold og respekterer omstændighederne. Derfor er den slags ensidige krav og initiativer, heller ikke tidligere blevet foreslået så markant, som nu af Bertel Haarder. Det kan gøre meget bedre.

Ja, Danmark er unægtelig i forandring.

Krakkeleret Regering

Så sprang skålen i tusinde stumper, og regeringen krakkelerede. Det eneste uforudsigelige ved den historie, var tidspunktet. For det måtte ske.

Set udefra har det skabt stor forundring, at den politiske linje kunne lægges så fjernt fra valgløfterne og de vælgere, som stemte politikerne ind, uden at det fik konsekvenser.
Det kunne det så heller ikke, og på sin vis – gud ske tak og lov for det. Så har det dog en vis betydning for politikerne, hvad de siger op til et valg, hvad de vælges på og de forventninger, som befolkningen stemmer dem ind i tinget på.

De mange kameler, som SF har måtte sluge, har som det nu kan ses og høres offentligt, spændt den interne bue så voldsomt, så partiet på det nærmeste nu er sprængt. Halvering af dagpengeperioden, Selskabsskat, Offentlighedslov, Parkeringsring og nu hele sagen om salget af DONG til en køber, som SF ideologisk og politisk kæmper imod, har været for mange og for store kameler, og derfor umulige at sluge for SF.

Når jeg dvæler ved situationen, så er det ikke for at tilføje endnu en analyse af SF, men mere et ønske om at fokusere på politikerne og deres holdninger. Hvor langt rækker de egentlig og i hvor høj grad arbejder og kæmper de for det de siger og det de går til valg på. Jeg selv efterlades oftere og oftere med en dårlig smag i munden, når jeg hører begrundelse og forklaringer på, hvorfor man har indgået den ene vidtrækkende aftale efter den anden, uden skelen til ideologier, valgløfter og vælgere.
Takket være grundloven – kan den enkelte politiker blot vælge at hoppe til et helt andet parti – for der at finde sig til rette med nye synspunkter, eller som det beskrives, ”for mig er indflydelse det vigtigste og jeg vælger det parti, hvor jeg kan få mest mulig indflydelse”.
Det er problematisk fordi vi mister troen og tilliden til vores politikere. Og tillid er ekstrem vigtig, når politikerne til tider er nød til at skære dybt og gennemføre love, som ikke er populære.
Hvis vi ikke har tillid til, at de kæmper politisk ærligt, så har vi heller ikke tillid til, at eks. den dagpengereform der blev gennemført, var den bedste og eneste mulige løsning for samfundet.

Der har været skudt meget på SF. Partierne har mistet tilliden, og de vil ikke fremover kunne komme i regering med andre.
Jeg hæfter mig først og fremmest ved Socialdemokraterne, som i den grad er trukket til højre sammen med de Radikale, og dermed har gjort det nærmest umuligt for SF, at få de politiske beslutninger til af stemme overens med partiets holdninger.

Den næste stor prøvelse, bliver hvordan Regeringen takler Carsten Kock udvalgets indstillinger.
Det vigtigste i den forbindelse vil være, hvordan vi får forbedret arbejdssituationen og mulighederne for arbejde frem for at spare penge. I sidste ende er det vigtigere for den enkelte og for samfundet, at have et arbejde, hvor man kan se sig selv bidrage til samfundet på en positiv måde.

 

Efter en lang politisk proces løb kommunalvalget endeligt af staben den 19. november.

Forud for selve valget var der stor spænding om, hvorvidt især Socialdemokraterne ville holde skansen. I hvert fald på landsplan. I København Kommune har det nok hele tiden været forholdsvis sikkert, at rød blok ville vinde sammenlagt, og at Enhedslisten stod til fremgang.
 
Der har efterfølgende været rejst meget stor kritik af de exit pool-prognoser, som kom meget tidligt, og som i vid udstrækning skød helt ved siden af.  Som så mange andre synes jeg, det er problematisk med exit pools på valgdagen, men det bliver da især kritisabelt, når det er prognoser, som bygger på et umådeligt lille antal adspurgte.
 
Og hvorfor så al denne fokus på kommunalvalget 2013? Jo, det skyldes flere forhold. Det er selvklart, at hvis København som hovedstad skal udvikle sig, så er arbejdspladser meget vigtige. Det at have et arbejde, tjene penge og dermed kunne tilrettelægge sit eget liv er formentlig noget af det vigtigste for os mennesker. Og en by med mange borgere, som selv kan tjene deres penge, skaber fremdrift og velfærd. Pengene kan gå til andet end kontanthjælp, og byen og byens tilbud kan vokse naturligt. Og dermed også de kulturelle muligheder.
 
I de sidste år har Københavns Kommune haft store overskud. Og så skulle man mene, at Borgerrepræsentationen kunne enes om udviklingen i nogenlunde fordragelighed. Men desværre nej.
Politikerne fra København Borgerrepræsentation skændtes højlydt i TV Lorry-debatten - det om selv banale forhold.  Jeg er født i København, og så langt jeg kan huske tilbage, så er mange væsentlige beslutninger på grund af ævl og kævl endt i ingenting. Det er blevet et mantra for politikerne at udtale: ”Jeg vælger naturligvis at lægge min stemme og mit samarbejde der, hvor jeg får det meste af min politik gennemført.”
Ingen ser på helheder eller respekterer, at borgerne i København nok er en broget flok, men at der skal være plads til dem alle. Hvilket også gælder deres synspunkter og ønsker. Som politikken udfolder sig nu, ligner det til forveksling juletræssagen i Kokkedal, hvor et (snævert) flertal udelukkede de øvrige beboere for indflydelse og noget så simpelt som  ønsket om at få lov til at tænde et juletræ!
 
I København er det eneste helt sikre (vel), at Frank Jensen (S) fortsætter som overborgmester. Formentlig fastholder Morten Kabell  (EL) den tildelte post som teknik– og miljøborgmester. 
Kulturborgmesterposten er i skrivende stund ikke blevet besat. Det er naturligvis en meget vigtig post for os, da kulturborgmesteren præger det samlede kulturudbud  væsentligt, og dermed mulighederne for vores medlemmer.
Pia Allerslev (V) har fungeret fint som kulturborgmester, og set i forhold til den nærmest skrigende mangel på interesse fra stort set alle andre kandidater er hun fortsat et godt bud på posten.
Går man hele listen af politikere igennem på Københavns Rådhus, så er der faktisk kun nogle ganske få, som mente, at kulturen var så væsentlig, at den også fremgik af deres valgprogrammer.
 
Kultur fremmer respekt og forståelse for andre og andres synspunkter. Måske er fraværet af kulturentusiasmen blandt de københavnske lokalpolitikere netop begrundelsen for deres intetsigende kævleri, som i længden gør os alle fattigere. Ikke mindst kulturelt.

 

 

Dit DMF – fagligt fællesskab imod social dumping!

Verden ånder tungt. Det har den nu gjort i flere år. Det er svært af få rigtig gang i hjulene. I hele EU tales der om højere effektivitet, nedskæringer og løntilpasningernes indflydelse på det fremtidige arbejdsmarked. Det arbejdsmarked som inden længe skal føre os alle frem til en bedre og mere effektiv verdensorden, hvor hjulene snurrer effektivt.

Tyskland fremhæves ofte i den løbende debat, som det land, hvor det går bedst og altså også langt bedre end i Danmark.

Men I Tyskland er lønniveauet for eksempelvis ufaglært arbejde helt nede på mellem 28 og 42 kr. i timen. Freelance musikere som vi løbende snakker med i Berlin, er ”glade”, hvis de kan få  60–70 kr. i timen for at spille eller ved at undervise. Og på spillesteder får et band måske 500 kr. – til deling for en aften. Der er ikke tilknyttet nogen tillægsydelser, så man kan se frem til en tysk alderspension, som også er lavere end den danske.

Så i Tyskland er løn og ansættelsesforhold generelt væsentlig dårligere end herhjemme, og lige nu diskuteres det som et fremskridt, hvorvidt der skal indføres en mindsteløn i Tyskland på omkring 60 kr. 

I Tyskland er mindre end hver fjerde tysker medlem af en fagforening! I Danmark er det anderledes og det er en stor styrke.

Så en af de vigtigste årsager lige nu til at være medlem af et fagligt fællesskab og Dansk Musiker Forbund, er netop at sikre, at disse europæiske tilstande ikke får fodfæste i Danmark og dermed bliver en del af din og vores fremtid.

Jesper Due, professor ved Københavns Universitet med speciale i arbejdsmarkedet, stiller spørgsmålet om hvorvidt sulteløn er på vej til Danmark. I en artikel fra november 2012 i ”avisen.dk”, agiterer han for fagforeningernes ret til at blokere virksomheder, der bryder overenskomster.

”Hvis man fjerner blokaderetten, så rokker man ved fundamentet i den danske model. Det behøver man ikke være professor for at kunne se, kan have ret omfattende konsekvenser for eksempelvis danske lønninger,” siger han og tilføjer:

”Det er ingen tvivl om, at hvis man har en ambition om at gøre op med den danske model, så er et opgør med blokaderetten et godt sted at starte.”

FTF, LO og AC sætter her i efteråret fokus på social dumpning ved en stor konference, der afholdes i november. 

Det er en vigtig konference. For social dumpning er det alvorligste angreb i nyere tid på vores velfærdsstat, og det demokrati, som vi har opbygget gennem århundreder.

Det danske arbejdsmarked kender allerede til problemet. Østeuropæiske arbejdere, nu EU borgere, kommer til Danmark og arbejder til en løn der ligger langt under den danske. Men de tjener fyrsteligt i forhold til det, de kunne have tjent derhjemme. De er naturligvis glade.

Danskeren mister derimod arbejdspladserne, går på dagpenge, senere kontanthjælp og ender uforskyldt som en økonomisk belastning for samfundet.

Arbejdsgiverne fokuserer på konkurrenceevnen, og føler tilsyneladende ikke ansvar overfor de fælles værdier, som er skabt gennem årtier.

Holdninger, som er helt umoralske spredes selv langt ind i det offentlige rum, og som desværre hjælpes godt på vej af Finansministeriets ideer om ”New public Management”, trækkes også ukritisk ned over hovedet på offentlige ansatte.

Forsvaret, som er arbejdsplads for 70 musikere, tilbyder fremover lønninger til de ansatte, som ligger 26 % lavere end de nuværende. Det er en månedlig løntilbagegang på 5000 kr. – en livsløn som formindskes med halvanden million kroner og væsentlig mindre pension.

Forklaringen er netop, at ”man” ikke ønsker at betale mere for arbejdet, end det man kan købe ydelsen for på ”det nye” arbejdsmarked.

Dansk Musiker Forbund er en del af de det faglige fællesskab, og vi har stor fokus på netop social dumpning. Der er derfor al mulig grund til at vi samler os endnu tættere, så vi kan imødegå fremtidens urimeligheder. Urimeligheder, som efter bedste skøn vil fortsætte så længe verdensøkonomien er stagneret og de politiske evner ikke rækker videre end til det mest banale.

 

 

 

 

Kan Musikerne overleve - selv med en socialdemokratisk regering?

I disse dage er der flere steder fokus på musikernes muligheder for indtjening via streamingtjenesterne og de mere velkendte muligheder, som er afledt af ophavsretten. Altså indtjening som betaling for lovligt køb af den musik du enten skaber eller fortolker, samt indtjeningen fra digitale downloads via Spotify og Wimp.
Debatten forstærkes af den generelt negative situation på arbejdsmarked - herunder musikernes arbejdsmarked, som er ramt af stagnation og tilbagegang.
Når overskriften noget retorisk rejser spørgsmålet, om hvorvidt musikere kan overleve, selv med en socialdemokratisk regering i spidsen, så skyldes det netop denne regerings mange politiske tilbagetog indenfor politiske kerneområder. Kerneholdninger som må stå for skud og helt dør væk, når regeringen enten skal holde sammen på sig selv, eller i øvrigt ikke mener at kunne finde de berømte 90 mandater for sine holdninger, og dermed opgiver at kæmpe for dem.

Og – skal musikkens mangfoldighed overleve sammen med musikerne, så er man nød til politisk, fortsat at sikre kunstnernes ophavsret samt i øvrigt sikre, at de tjenester, som leverer musik, fremover betaler et beløb til kunstnerne, som gør det muligt, at leve eller i det mindste overleve.

Politiken havde den 4. februar en i øvrigt udmærket artikel ”Musikere og pladeselskaber tjener penge på streamingtjenester”, hvori Politikens konklusion på baggrund af en enkelt succeshistorie er, at det er muligt for musikere at tjene penge på streamingtjenester, og at situationen vil ændre sig til det bedre om nogle år.
Hvorfor? Fordi marked – ifølge de store selskaber Sony, Warner og Universal, der alle er medejere af Spotify, konstaterer at der er kommet flere penge på marked, og at disse penge genererer mere omsætning fremover. Det er muligvis ikke forkert, men indtil nu er det altså kun - jf. samme artikel - Shaka Loveless, der har kunne trække større beløb ud af tjenesterne.
Det er isoleret set udmærket, men sagen er jo fortsat, at der skal millioner af downloads til før de 2 øre pr. downloads bliver til et bare anstændigt beløb.
Og dermed vil størstedelen af selv de bedste og mest populære danske kunstnere, forblive underbetalte, hvis ikke reguleringerne ændres og forbedres fremover. Det skal være muligt, at få en anstændig betaling for sit produkt.

Og så er vi tilbage i det politiske spil. Ønsker regeringen at hjælpe den del af arbejdsmarked, kunstnernes, som modsat hele det øvrige arbejdsmarked, må tåle væsentlig andre vilkår. Nemlig accepten af, at det produkt der skal sælges, enten kan hentes gratis eller til spotpris. Skal det overordnede hensyn til Internettet og Internettets brugere, være afgørende for hvorvidt musikere og andre kunstnere, skal have en fair behandling, og dermed også en fair betaling for sine produkter?
Og skal politikerne være med til med at sikre, at de mange smalle genrer fortsat vil have mulighed for at overleve. Det kan de kun, hvis de i det mindste sikres en reel form for indtjening, som står i forhold til produktets kvalitet og ikke alene måles på hvor mange millioner downloads der registreres.

Jeg må derfor opfordre vores politikere til at tage dette alvorligt, og dermed arbejde aktivt for, at vi alle fremover vil have lige så stor mulighed, for fortsat at høre de smalle genrer. De smalle genrer, som sammenlagt er med til at gøre vores kulturoplevelser mangfoldige og rige.