Formand Michael Justesen

Michael Justesen, Formand

Efter en lang politisk proces løb kommunalvalget endeligt af staben den 19. november.

Forud for selve valget var der stor spænding om, hvorvidt især Socialdemokraterne ville holde skansen. I hvert fald på landsplan. I København Kommune har det nok hele tiden været forholdsvis sikkert, at rød blok ville vinde sammenlagt, og at Enhedslisten stod til fremgang.
 
Der har efterfølgende været rejst meget stor kritik af de exit pool-prognoser, som kom meget tidligt, og som i vid udstrækning skød helt ved siden af.  Som så mange andre synes jeg, det er problematisk med exit pools på valgdagen, men det bliver da især kritisabelt, når det er prognoser, som bygger på et umådeligt lille antal adspurgte.
 
Og hvorfor så al denne fokus på kommunalvalget 2013? Jo, det skyldes flere forhold. Det er selvklart, at hvis København som hovedstad skal udvikle sig, så er arbejdspladser meget vigtige. Det at have et arbejde, tjene penge og dermed kunne tilrettelægge sit eget liv er formentlig noget af det vigtigste for os mennesker. Og en by med mange borgere, som selv kan tjene deres penge, skaber fremdrift og velfærd. Pengene kan gå til andet end kontanthjælp, og byen og byens tilbud kan vokse naturligt. Og dermed også de kulturelle muligheder.
 
I de sidste år har Københavns Kommune haft store overskud. Og så skulle man mene, at Borgerrepræsentationen kunne enes om udviklingen i nogenlunde fordragelighed. Men desværre nej.
Politikerne fra København Borgerrepræsentation skændtes højlydt i TV Lorry-debatten - det om selv banale forhold.  Jeg er født i København, og så langt jeg kan huske tilbage, så er mange væsentlige beslutninger på grund af ævl og kævl endt i ingenting. Det er blevet et mantra for politikerne at udtale: ”Jeg vælger naturligvis at lægge min stemme og mit samarbejde der, hvor jeg får det meste af min politik gennemført.”
Ingen ser på helheder eller respekterer, at borgerne i København nok er en broget flok, men at der skal være plads til dem alle. Hvilket også gælder deres synspunkter og ønsker. Som politikken udfolder sig nu, ligner det til forveksling juletræssagen i Kokkedal, hvor et (snævert) flertal udelukkede de øvrige beboere for indflydelse og noget så simpelt som  ønsket om at få lov til at tænde et juletræ!
 
I København er det eneste helt sikre (vel), at Frank Jensen (S) fortsætter som overborgmester. Formentlig fastholder Morten Kabell  (EL) den tildelte post som teknik– og miljøborgmester. 
Kulturborgmesterposten er i skrivende stund ikke blevet besat. Det er naturligvis en meget vigtig post for os, da kulturborgmesteren præger det samlede kulturudbud  væsentligt, og dermed mulighederne for vores medlemmer.
Pia Allerslev (V) har fungeret fint som kulturborgmester, og set i forhold til den nærmest skrigende mangel på interesse fra stort set alle andre kandidater er hun fortsat et godt bud på posten.
Går man hele listen af politikere igennem på Københavns Rådhus, så er der faktisk kun nogle ganske få, som mente, at kulturen var så væsentlig, at den også fremgik af deres valgprogrammer.
 
Kultur fremmer respekt og forståelse for andre og andres synspunkter. Måske er fraværet af kulturentusiasmen blandt de københavnske lokalpolitikere netop begrundelsen for deres intetsigende kævleri, som i længden gør os alle fattigere. Ikke mindst kulturelt.

 

 

Dit DMF – fagligt fællesskab imod social dumping!

Verden ånder tungt. Det har den nu gjort i flere år. Det er svært af få rigtig gang i hjulene. I hele EU tales der om højere effektivitet, nedskæringer og løntilpasningernes indflydelse på det fremtidige arbejdsmarked. Det arbejdsmarked som inden længe skal føre os alle frem til en bedre og mere effektiv verdensorden, hvor hjulene snurrer effektivt.

Tyskland fremhæves ofte i den løbende debat, som det land, hvor det går bedst og altså også langt bedre end i Danmark.

Men I Tyskland er lønniveauet for eksempelvis ufaglært arbejde helt nede på mellem 28 og 42 kr. i timen. Freelance musikere som vi løbende snakker med i Berlin, er ”glade”, hvis de kan få  60–70 kr. i timen for at spille eller ved at undervise. Og på spillesteder får et band måske 500 kr. – til deling for en aften. Der er ikke tilknyttet nogen tillægsydelser, så man kan se frem til en tysk alderspension, som også er lavere end den danske.

Så i Tyskland er løn og ansættelsesforhold generelt væsentlig dårligere end herhjemme, og lige nu diskuteres det som et fremskridt, hvorvidt der skal indføres en mindsteløn i Tyskland på omkring 60 kr. 

I Tyskland er mindre end hver fjerde tysker medlem af en fagforening! I Danmark er det anderledes og det er en stor styrke.

Så en af de vigtigste årsager lige nu til at være medlem af et fagligt fællesskab og Dansk Musiker Forbund, er netop at sikre, at disse europæiske tilstande ikke får fodfæste i Danmark og dermed bliver en del af din og vores fremtid.

Jesper Due, professor ved Københavns Universitet med speciale i arbejdsmarkedet, stiller spørgsmålet om hvorvidt sulteløn er på vej til Danmark. I en artikel fra november 2012 i ”avisen.dk”, agiterer han for fagforeningernes ret til at blokere virksomheder, der bryder overenskomster.

”Hvis man fjerner blokaderetten, så rokker man ved fundamentet i den danske model. Det behøver man ikke være professor for at kunne se, kan have ret omfattende konsekvenser for eksempelvis danske lønninger,” siger han og tilføjer:

”Det er ingen tvivl om, at hvis man har en ambition om at gøre op med den danske model, så er et opgør med blokaderetten et godt sted at starte.”

FTF, LO og AC sætter her i efteråret fokus på social dumpning ved en stor konference, der afholdes i november. 

Det er en vigtig konference. For social dumpning er det alvorligste angreb i nyere tid på vores velfærdsstat, og det demokrati, som vi har opbygget gennem århundreder.

Det danske arbejdsmarked kender allerede til problemet. Østeuropæiske arbejdere, nu EU borgere, kommer til Danmark og arbejder til en løn der ligger langt under den danske. Men de tjener fyrsteligt i forhold til det, de kunne have tjent derhjemme. De er naturligvis glade.

Danskeren mister derimod arbejdspladserne, går på dagpenge, senere kontanthjælp og ender uforskyldt som en økonomisk belastning for samfundet.

Arbejdsgiverne fokuserer på konkurrenceevnen, og føler tilsyneladende ikke ansvar overfor de fælles værdier, som er skabt gennem årtier.

Holdninger, som er helt umoralske spredes selv langt ind i det offentlige rum, og som desværre hjælpes godt på vej af Finansministeriets ideer om ”New public Management”, trækkes også ukritisk ned over hovedet på offentlige ansatte.

Forsvaret, som er arbejdsplads for 70 musikere, tilbyder fremover lønninger til de ansatte, som ligger 26 % lavere end de nuværende. Det er en månedlig løntilbagegang på 5000 kr. – en livsløn som formindskes med halvanden million kroner og væsentlig mindre pension.

Forklaringen er netop, at ”man” ikke ønsker at betale mere for arbejdet, end det man kan købe ydelsen for på ”det nye” arbejdsmarked.

Dansk Musiker Forbund er en del af de det faglige fællesskab, og vi har stor fokus på netop social dumpning. Der er derfor al mulig grund til at vi samler os endnu tættere, så vi kan imødegå fremtidens urimeligheder. Urimeligheder, som efter bedste skøn vil fortsætte så længe verdensøkonomien er stagneret og de politiske evner ikke rækker videre end til det mest banale.

 

 

 

 

Kan Musikerne overleve - selv med en socialdemokratisk regering?

I disse dage er der flere steder fokus på musikernes muligheder for indtjening via streamingtjenesterne og de mere velkendte muligheder, som er afledt af ophavsretten. Altså indtjening som betaling for lovligt køb af den musik du enten skaber eller fortolker, samt indtjeningen fra digitale downloads via Spotify og Wimp.
Debatten forstærkes af den generelt negative situation på arbejdsmarked - herunder musikernes arbejdsmarked, som er ramt af stagnation og tilbagegang.
Når overskriften noget retorisk rejser spørgsmålet, om hvorvidt musikere kan overleve, selv med en socialdemokratisk regering i spidsen, så skyldes det netop denne regerings mange politiske tilbagetog indenfor politiske kerneområder. Kerneholdninger som må stå for skud og helt dør væk, når regeringen enten skal holde sammen på sig selv, eller i øvrigt ikke mener at kunne finde de berømte 90 mandater for sine holdninger, og dermed opgiver at kæmpe for dem.

Og – skal musikkens mangfoldighed overleve sammen med musikerne, så er man nød til politisk, fortsat at sikre kunstnernes ophavsret samt i øvrigt sikre, at de tjenester, som leverer musik, fremover betaler et beløb til kunstnerne, som gør det muligt, at leve eller i det mindste overleve.

Politiken havde den 4. februar en i øvrigt udmærket artikel ”Musikere og pladeselskaber tjener penge på streamingtjenester”, hvori Politikens konklusion på baggrund af en enkelt succeshistorie er, at det er muligt for musikere at tjene penge på streamingtjenester, og at situationen vil ændre sig til det bedre om nogle år.
Hvorfor? Fordi marked – ifølge de store selskaber Sony, Warner og Universal, der alle er medejere af Spotify, konstaterer at der er kommet flere penge på marked, og at disse penge genererer mere omsætning fremover. Det er muligvis ikke forkert, men indtil nu er det altså kun - jf. samme artikel - Shaka Loveless, der har kunne trække større beløb ud af tjenesterne.
Det er isoleret set udmærket, men sagen er jo fortsat, at der skal millioner af downloads til før de 2 øre pr. downloads bliver til et bare anstændigt beløb.
Og dermed vil størstedelen af selv de bedste og mest populære danske kunstnere, forblive underbetalte, hvis ikke reguleringerne ændres og forbedres fremover. Det skal være muligt, at få en anstændig betaling for sit produkt.

Og så er vi tilbage i det politiske spil. Ønsker regeringen at hjælpe den del af arbejdsmarked, kunstnernes, som modsat hele det øvrige arbejdsmarked, må tåle væsentlig andre vilkår. Nemlig accepten af, at det produkt der skal sælges, enten kan hentes gratis eller til spotpris. Skal det overordnede hensyn til Internettet og Internettets brugere, være afgørende for hvorvidt musikere og andre kunstnere, skal have en fair behandling, og dermed også en fair betaling for sine produkter?
Og skal politikerne være med til med at sikre, at de mange smalle genrer fortsat vil have mulighed for at overleve. Det kan de kun, hvis de i det mindste sikres en reel form for indtjening, som står i forhold til produktets kvalitet og ikke alene måles på hvor mange millioner downloads der registreres.

Jeg må derfor opfordre vores politikere til at tage dette alvorligt, og dermed arbejde aktivt for, at vi alle fremover vil have lige så stor mulighed, for fortsat at høre de smalle genrer. De smalle genrer, som sammenlagt er med til at gøre vores kulturoplevelser mangfoldige og rige.

Jeg ønsker alle medlemmer og Jeres familier et godt og lykkebringende Nytår!

 

Jeg håber, at de økonomiske konjukturer vil ændre sig til det bedre i løbet af 2013. Realistisk set, vil der, hvis økonomerne får ret, gå flere år inden den negative udvikling har vendt sig til det bedre.

DMF København vil fortsat tilbyde medlemmerne relevante muligheder, som kan forbedre Jeres aktive muligheder og karrierer i musiklivet.

Vi kan også med sikkerhed love, at vi forfølger enhver mulighed for at påvirke politikerne til at ændre deres holdninger overfor dagpengemodtagere og de muligheder de gives.

Vores andet store issue er og bliver Kulturlivet, som vi mener skal støttes meget bredere og mere generelt. Kultur er det bærende fundament for vores liv og vores samfund. Det må politikerne erkende, og prioritere efter.
Det vil betyde flere midler til Kulturlivet, hvilket er nødvendigt, hvis vi skal opnå en rigere og mere nuanceret Kultur her i landet.

Utopisk? Måske. Men når det er muligt at finde hundredevis af milliarder til bankpakker, redningspakker, krige m.m., så er det ikke et spørgsmål om hvorvidt der er penge, men udelukkende et spørgsmål om hvordan man politisk ønsker at fordele dem.

Og der har du og jeg en stemme lige som alle andre. Jeg vil gerne opfordre dig til at bruge din stemme aktivt, så vi kan få vendt den kulturelle udvikling, og få et rigere samfund og kulturliv.

Med ønsker om et godt Nytår,

Michael Justesen
Formand

I forbindelse med Socialdemokratiets kongres og Socialistisk Folkepartis formandsvalg, har debatten om dagpengeperioden og optjenings perioden været debatteret kraftigt. Clemens har haft problemet oppe i Debatten, og der klinger Regeringspartiernes argumenter efterhånden så hult, at man uforskyldt må krumme tæerne.

Det tog lant tid før der blev taget hul på protesterne. Protesterne imod regeringspartiernes politik, som stædigt fastholder de nye regler, der betyder, at mange tusinde uforskyldte mennesker økonomisk bliver stillet uanstændigt dårligt.

For mig er det helt tydeligt, at Helle Thorning ikke har haft de fornødne evner, da Regeringsgrundlaget i sin tid blev forhandlet på plads i "Tårnet" på Amager. I dag bruger hun så de kræfter hun har, på at slå alle fornuftige argumenter ned hos sine allierede regeringspartnere. Det er beskæmmende! Først og fremmest for de mennesker det kommer til at gå ud over. Men også overfor de mange vælgere, som valgte at stemme på den røde fløj, fordi de ønskede forandringer og respekt. Respekt for det enkelte individ og for et samfund, der skal kunne rumme alle.

Lige nu er der mange fagforeniger, som kraftigt opfordrer Regeringen til at gøre noget fornuftigt ved situationen. Og ikke bare snik snakke om akutpakker, som på ingen måde kommer i nærheden af at løse problemerne.

Den nu lykkeligt forbigåede Astrid Krag - som talte imod nye sikringer af de ledige, som ryger ud af dagpengesystemet - tilkendegav i sine politiske indlæg i forbindelse med formandsvalget i SF, at hun ville arbejde på at gennemføre en større beskatning af Nordsøolien. De mange millioner skulle gå til en grøn fond.

Det viser med al klarhed, at det ikke er et spørgsmål om penge. Men alene om den politiske vilje og forståelse, den enkelte politiker har for problemet. For Astrid Krag var det altså en grøn fond, der vejede tungest.

Jeg håber inderligt, at de kommende måndeder vil føre til en fornuftig løsning for alle, der er i farezonen. Vi er nød til at finde en værdig måde, at skrue vores samfund sammen på. Historien har vist, at urimelige uligheder, som fastholder mennesker i håbløse situationer, er den sikre vej til spændinger og øget konflikter i samfundet.

MJ