Nyheder

Michala Petri ny klassisk radiovært

Blokfløjtespilleren Michala Petri bliver vært på Radio Klassisk.

Radio Klassisk hedder den kommercielle klassiske radiokanal under Radio 100 FM, som begyndte at sende klassiske toner ud i æteren for knap et år siden.

På søndag den 17. september blænder kanalen op for et nyt program med titlen ”Barokkeri”. Her vil den verdenskendte blokfløjtenist Michala Petri sidde bag mikrofonen sammen med sin musikalske partner, guitarist og lutenist Lars Hannibal.

De har også jævnligt optrådt både på tv og i radien. Fremover vil Petri og Hannibal hver søndag i tidsrummet kl. 9.00 – 12.00 spille tidlig klassisk musik og fortælle om oplevelser fra deres egne musikalske karrierer. De vil skabe en god, hyggelig søndag morgen og formiddag med kaffe, basser, god musik og sjove anekdoter, lyder det i en pressemeddelelse fra Radio Klassisk.

Hiver klassisk musik ud af elfenbenstårnet

Petri og Hannibal betegnes som to ”fornemme repræsentanter for det danske musikliv”, og deres opgave bliver at bidrage til at ”hive den klassiske musik ud af elfenbenstårnet”, siger Radio Klassisks redaktør, Morten Ernst Lassen.

Ud over Michala Petri og Lars Hannibal er bl.a. Det kongelige Teaters tidligere operachef Kasper Holten og slagtøjsspilleren fra Safri Duo Uffe Savery værter på Radio Klassisk i løbet af ugen. Kanalen sender værtsbårne programmer morgen og eftermiddag. Resten af døgnet spilles klassisk musik.

Læs mere og lyt til Radio Klassisk her: www.radioklassisk.dk

Kilde/Jyllandsposten