Nyheder

Wundergrund rulles igang med lydbus og DJ

ras-kjrbo-272x153

Der er dømt rullende lyd som herlig elektronisk opvarmning til Wundergrund Festivalens åbningskoncert med Bjørn Svin & Fuzzy på Glyptoteket fredag aften den 26. oktober.

DMF København og Wundergrund er gået sammen om den alternative pre-event hvor du kan glæde dig til at mærke stemningen i Bus 666. I bussen vender DJ Ras Kjærbo plader, mens turen går fra RUC i Roskilde mod København. Der er take-off kl. 15:30 fra RUC med stop ved en guidet tur i anmelderrost lydkunstudstilling i de legendariske Knippelsbro-tårne og endelig destination ved byens magiske historietempel - Glyptoteket kl 18.30.

Lydbussens DJ Ras Kjærbo har siden 90'ernes tidlige danceindflydelse dyrket det magiske spænd imellem det organiske og abstraktelektroniske. Skærende metalliske reaktoruniverser krydres uden hæmninger med blid vokal og rund akustik, alt imens basmusikkens efterklang fra de friske "drum 'n bass" dage udfordres af moderne, nærmest subsoniske, frekvenser. Med stærke rødder i den jamaicanske dub, og et fast tag på den kontemporære elektroniske scene, leveres et sammensurium af ærlige vibrationer.

Så tag med på wunder-busfarten, hvor du også kan vinde billetter til mange andre koncerter under Wundergrund festivalen samt nyde lidt til ganen & maven...!

Fredag 26.10 kl. 15.30

Lydbus 666 & DJ Rasmus Kjærbo

Turen er gratis