Selskabsmusikeren – en uddøende art

Posted in Musikken online 2011 - nr. 4

uddendeby_ved_klaveretHan er placeret i hjørnet med klaveret. Langbordet står midt i rummet, allerede dækket op. Middagens gæster er endnu ikke ankommet. Gundorph venter. Tjenerne venter også. Vi bruger tiden på at snakke. Om gamle dage. Jeg har følelsen af at være til begravelse. Der er bare ingen døde. Men alligevel er der den stemning, som om nogen er gået bort. Eller noget.

En hummerbisque tilovers
Aftens arrangement er Haandværkerstiftelsen, der afholder deres årlige middag for bestyrelsen. Med følge. De er samlet i forværelset til et velkomstglas og en aperitif. Jeg ved ikke, hvor mange gange de har været på Hellerup Parkhotel, men de virker i hjemlige omgivelser. En hummerbisque er tilovers. Den bliver serveret for mig i forværelset, mens selskabet har sat sig til bords og nyder forretten med Gundorphs lette fingre som tilbehør.

Fra 20 til to jobs
Han hedder egentlig Jens Olaf Gundorph Jørgensen, men alle kalder ham Gundorph. Med ph som i phrruuh-hest, som tegnefilmen på hans hjemmeside fortæller. Han er selskabsmusiker. Eller suppe-steg-og-is-musiker, sådan i mere daglig tale.
Men det forestående arrangement er ikke suppe, steg og is, siger Gundoprh. Det er let underholdning under middag og muligvis lidt dans efter maden. Han skal begynde ved 19-tiden og forventer at være færdig omkring midnat. Det er det eneste job i denne uge. Han havde et andet job for en uge siden. For nogle år siden havde han mellem 15 og 20 jobs på en måned. Nu har han to.

Debuterede som 12-årig
Det er derfor, jeg er her. Jeg vil se det med egne øjne. Jeg vil tale med en musiker, der har prøvet det meste. Det har Gundorph. Og jeg vil høre, hvordan det står til i selskabsmusikerbranchen. Men først lidt om Gundorph.

Med på Amerikabåden
Han er født i 1946. Han har altid spillet, fortæller han, siden han kunne komme op på klaverstolen. Han debuterede som 12-årig. Der kom en aflysning på skolen. Så trådte Gundorph til. Meget belejligt. Gundorphs far var apoteker i Silkeborg. Og leder af Silkeborg Motetkor. Så Gundorph lyttede til harmoniseringer, fraseringer og moduleringer lige fra barnsben. Som 19-årig kom han med på Amerika-båden, hvor han underholdt gæsterne. Derefter over på Norgesfærgen. Han stod af i Oslo og spillede Hammondorgel i bandet ’Michelles’. Det blev til tre grammofonplader og en andenplads på Norsktoppen – pendanten til Dansktoppen.

Trak teltpløkkerne op
Men Oslo kunne ikke holde på Gundorph, så han daffede tilbage til Jylland og begyndte i bandet ’Rainbow’, et backingband for forskellige solister. Det gik også meget godt. Men i ’79 var der krise på spillestederne, og de lukkede på stribe. Så Gundorph trak endnu engang teltpløkkerne op og flyttede denne gang til København. Hvor han fik rigtig meget at lave. Fra ’83 spillede han fast med bl.a. Otto Brandenburg og Bengt Roland og havde sine faste jobs på Bakken.

Forlovet seks-syv gange
Hvordan så med kvinderne, spørger jeg. Jo, svarer han skælmsk, det har da været sjovt, men det må jeg ikke skrive noget om. Gundorph har aldrig været gift. Han har heller ikke nogen børn. Til gengæld har han været forlovet seks eller syv gange. Den længste forlovelse er den nuværende, der kører på sjette år.

Kørte Danmark tyndt i Volvo
Jeg spørger om han savner scenen og turnéerne. Han bruger ikke meget betænkningstid. Prompte kommer et ’jo’ ud ham. Gundorph elsker at spille for publikum. Jo mere man giver til musikken, siger han, jo mere får man igen. Han fortæller om turnéen i ’78 med ’The Platters’, hvor de kørte Sverige, Holland og Danmark tyndt i en Volvo Amazone. Han fortæller om Holstebrorevyen i ’77 med Preben Kaas som instruktør, hvor de stadig øvede entréen, mens 130 pressefolk sad uden for salen og ventede på forestillingen.

Dårlige jobs findes ikke
Det var dengang. I dag sidder Gundorph ved klaveret i salen på Hellerup Parkhotel. Én fra selskabet, den yngste mand, rejser sig og takker formanden og resten af bestyrelsen for invitationen. Jeg kigger over på Gundorph og tænker på, hvor mange dårlige taler han må have hørt igennem årene. Han siger, at det dårlige job ikke findes. Men hvis publikum ikke giver noget til musikken, spiller han på et højt niveau af automatik, siger han.

En uddøende race
Men hvordan står det egentlig til i selskabsmusikerbranchen? Gundorph tænker sig lidt om. Og siger så med dæmpet stemme, at han føler sig som en uddøende race. Tidsånden har ændret sig. Festerne suppleres af iPods. Folk sparer. Gundorph kan ikke sætte en specifik finger på problemet. Alligevel er han optimistisk. Det skal nok komme, siger han. Gundorph spiller så længe det er muligt, de skal trække ham væk fra klaveret, griner han.

Lurer tricks af
Gundorph øver sig hver dag. Nogle gange i 20 minutter, andre gange i fem timer. Og han lytter til jazz og klassisk musik. For at lure nogle tricks af. Hvis der lige er en lille, interessant triol i et mellemstykke, siger han, så husker man den lige til næste gang, man spiller.
Hvornår ved han ikke. For der er ikke booket nogle jobs i nærmeste fremtid. Men der skal nok komme noget, det plejer der jo altid.

Comments (0)

Leave a comment

You are commenting as guest.