Undersider om dmfkbh

Referat af Generalforsamling 2017

Referat af ordinær generalforsamling 2017

Søndag den 7. maj 2017 kl. 16:00 afholdt Dansk Musiker Forbund København ordinær generalforsamling på Johan Borups Højskole, Frederiksholm Kanal 24, 1220 København, med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning om afdelingens      virksomhed
  3. Fremlæggelse af regnskab      og beslutning om godkendelse
  4. Indkomne forslag
  5. Valg til ledige      bestyrelsespladser og suppleanthverv (jvf. § 12)
  6. Valg af revisor og revisorsuppleant      (jvf. § 14)
  7. Valg til ledige      bestyrelsesposter og suppleantpost i Understøttelsessamfundet (jf. § 17)
  8. Skovtur for ældre og      arbejdsledige medlemmer
  9. Eventuelt

 

Formand Michael Justesen

Bød velkommen til de fremmødte medlemmer, forbundsformand Anders Laursen samt øvrige repræsentanter fra Hovedbestyrelsen.

Takkede Duo Cherubino, der leverede musikken frem til generalforsamlingens begyndelse.

Generalforsamlingen mindedes med ét minuts stilhed de 13 medlemmer af afdelingen, som var afgået ved døden siden sidste generalforsamling.

Ønskede årets 65 jubilarer tillykke og anmodede de fremmødte jubilarer om at træde frem for at få taget billeder, fortælle om deres musikliv og modtage en vingave.

Bestyrelsen

Tildelte Årets Ildsjælspris 2017 til Alexander Ølgaard med følgende begrundelse:

”Alexander Øllgaard er til daglig Formand og Tillidsmand i Det Kgl. Kapel. Kapellet og Alexander har været udfordret kraftigt i forhold til besparelser, stillingsnedlæggelser, og hertil de kunstneriske og arbejdsmæssige problemer, som dette medfører. Her har Alexander gennemført forhandlinger med et stort engagement, en stor faglig og en faktuel indsigt overfor en hård ledelse, som har ageret hårdt og uprofessionelt overfor kapellets musikere. Musikere, hvis hjerteblod og kærlighed til Kapellet er årsagen til Kapellets engagement og høje kunstneriske niveau.

Alexander har i denne lange og tunge kamp, holdt hovedet og sagligheden højt, og det har derfor været svært for Det Kgl. Teaters ledelse, at fastholde de økonomiske og faglige påstande, som bl.a. skulle danne grundlag for stillingsnedlæggelser. Alexander har formået at samle hele det Kgl. Kapel bag sig, og dermed været i stand til at finde løsninger, som har medført, at Kapellets struktur og stillinger er bevaret.

På grund af dette beundringsværdige og ihærdige arbejde, har Bestyrelsen i KMO indstillet Alexander Øllgaard, til Årets Ildsjælspris 2017.”

Med prisen fulgte en check på kr. 20.000,-.

Ad 1:             Valg af dirigent

Advokat Jacob Goldschmidt blev valgt ved akklamation.

Dirigenten

Takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt og rettidigt indkaldt.

Bemærkede at der var en rettelse til det udsendte særnummer af MUSIKKEN: Understøttelsessamfundets suppleant, Kurt Sømer, var ikke på valg, som det fremgik i bladet.

Dagsordenen blev herefter godkendt.

Stemmeudvalg

Lone Laursen og Lea Meta Larsen fra sekretariatet, samt Jan Østergaard fra Hovedbestyrelsen blev valgt.

Ad 2:             Beretning om afdelingens virksomhed

Michael Justesen

Aflagde sin mundtlige beretning:

Sekretariatet

DMF København er en aktiv afdeling, som mange medlemmer bruger dagligt. Takkede de ansatte for det gode arbejde og altid sprudlende humør. De fleste bestyrelsesmedlemmer har gennem udvalgene en tæt relation til medarbejderne, hvilket giver gode og tætte arbejdsrelationer.

DMF Københavns bestyrelse

Der er et godt sammenhold i Bestyrelsen med stor gensidig respekt. Der er ikke altid enighed, men et generelt ønske om at nå frem til konsensus og resultater. Den gensidige respekt skaber fremdrift og dynamik i beslutningerne. Alle bestyrelsesmedlemmer deltager i processerne, hvilket gør arbejdet både sjovere og mere frugtbart.

DMF’s Hovedbestyrelse

Hovedbestyrelsen (HB) fik en helt ny sammensætning efter Kongressen 2016, hvor otte nye medlemmer blev valgt. DMF København er repræsenteret med Henrik Jansberg, Benjamin Aggerbeck Woll, Jesper Løvdal og Michael Justesen. Det nye HB fungerer godt, og der er store forventninger til det fremtidige samarbejde.

HB har bla. arbejdet med følgende hovedpunkter:

  • Det nye Repræsentantskab, som mødes første gang i juni.
  • Hvervning og fastholdelse af medlemmer.
  • Intern og ekstern kommunikation.
  • Kulturnedskæringer og orkestersituationen.
  • Kulturen i Danmarks Radio

Regeringens kulturpolitik

Trods Danmarks generelt gode økonomi er levevilkårene for musikere så forringede, at det for mange ikke er muligt at opretholde en professionel karriere udelukkende baseret på indtægter fra musikken. Politikernes mantra er, at der skal spares, og kulturinstitutioner skal skæres med 2% årligt over fire år, dvs. 8% i alt. Copenhagen Phil skal desuden spare 8 millioner her og nu, samtidig med at SKAT snydes for milliarder, og boligreformen forventes at koste 20 mia. kroner. DMF vil ikke acceptere denne udvikling, men stille krav til regeringen om at midlerne skal bruges anderledes, så det bliver muligt at få et professionelt musikerliv til at hænge samme.

Rytmiske musikere oplever ofte at spillesteder tilbyder honorering langt under minimumstariffen, og at der ofte fifles med honorarklippene. På orkesterområdet foreslår regeringen store besparelser, som vil volde stor skade på musiklivet og musiklivets fødekæde generelt. DMF er stærkt kritiske over for denne samfundsudvikling, hvor velfungerende og højt estimerede musikere tvinges ud af jobbet og over i deltidsstillinger og understøttelse.

På Orkesterkonferencen i Middelfart fremlagde Kulturminister Mette Bock ingen brugbare modeller, som alternativ til sine foreslåede kulturomvæltninger. Mette Bocks mangelfulde plan for det fremtidige Orkesterområde er et kraftigt angreb på den i forvejen pressede klassiske orkesterkultur. Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen støtter kulturministerens idé om at lukke Copenhagen Phil, og udflytte DR’s orkestre og kor fra DR’s koncerthus. DMF er modstander af disse idéer, kæmper for orkestrene og følger situationen nøje. Stor ros til De Konservative, som lyttede til argumenterne fra forbundsformand Anders Laursen, selvom det endte med en snæver politisk aftale, hvor kulturministeren og DF besluttede beskære Copenhagen Phil med 7,8 mio. kroner, hvilket svarer til 20 % af orkestrets samlede budget. Pengene skal gå til landets fire øvrige landsdelsorkestre, hvilket er en manøvre DMF ikke bifalder. Copenhagen Phil er et innovativt og kreativt orkester der har formået at inddrage nye publikumsgrupper og en kontaktflade på 2,6 mio. borgere. Det er usikkert om de to mio. kroner til hvert af de øvrige landsdelsorkestre vil batte, når orkestrene i forvejen er pålagt besparelser på 2% årligt. DMF har stort fokus på dette område og vil desuden kæmpe for den påtænkte udflytning af DR’s kor. DMF er ikke altid enig med DR, men DR en vigtig medieplatform, som naturligt skal bruges til at formidle kunst og kultur i Danmark. Situationen er endnu uvis, men DMF arbejder på at få et svar fra kulturministeren. DMF stiller sig undrende over kulturministerens manglende dialog, som ellers var hvad hun lagde op til, da hun for nyligt inviterede den danske befolkning til at deltage i debatten om de kommende medieforhandlinger. DMF har intention om at gentagende gange at minde kulturministeren om denne invitation, og har i den forbindelse arrangeret interview med kulturministeren, Mogens Jensen (S), med Zenia Stampe (R), Britt Bager (V) og Naser Khader (K) for at få en uddybning af kulturministerens kulturelle forsøg. Afdelingen har ansat den politiske og kommunikative medarbejder Petrine Jørgensen, som skal formidle DMF’s politiske fokus og medvirke til at få DMF’s synspunkter spredt ud i kampen for kulturen og orkestrene. Håbet er at kunne bringe politikernes svar i juni-nummeret af afdelingsbladet MUSIKKEN, og i det hele taget opdatere medlemmerne om orkestersituationen via afdelingsblad og sociale medier.

Kommunikation og formidling

Forbundsformand Anders Laursen har længe arbejdet på en mere direkte og målrettet kommunikation. Arbejdet er i fælleskab er speedet op efter Kongressen 2016. Henrik Jansberg, Benjamin Aggerbeck Woll og Michael Justesen sidder med i et kommunikationsudvalg, der arbejder på at optimere forbundets kommunikationsprofil, herunder den visuelle identitet og udformningen af DMF’s hjemmeside, hvor informationer og politiske agendaer, skal være lettere tilgængelige og mere synlige.

Der udarbejdes en Facebook-strategi, hvor politiske budskaber vægtes højere, og hvor faglige problemer, sejre og holdninger skal styrkes indadtil og udadtil i organisationen. Denne indsats har betydet øget politisk styring af DMF’s kommunikation og formidling. Ansættelsen af Petrine Jørgensen skal medvirke til at forbedre forbundets fagpolitiske krav og holdninger.

I Københavnsafdelingens sætter magasinet MUSIKKEN fokus på relevante forhold for musikere, såsom musikerkollektiver, den toneangivende ungdom, branding og sceneperformance.

Henrik Jansberg

Fortalte om musikskoleområdet:

Den første sæson af den nye arbejdstidsaftale evalueres på mange musikskoler.

I DMF er der stort fokus på de mange nye online musikskoler, der konkurrerer med kommunale musikskoler. Der er fokus på vilkårene for underviserne på disse skoler, da det er et ret broget marked. DMF opfordrer til at man som underviser får tjekket sine aftalevilkår igennem ift. bla. dagpenge, pension og forberedelsestid.

Der har i halvandet år været nedsat en tænketank på musikskoleområdet, der barsler med nye udmeldinger 1. juni 2017.

Fortalte om den nye genreorganisation TEMPI:

På det rytmiske område findes tre genreorganisationer, ROSA, JazzDanmark og nu TEMPI, der favner verdensmusikken og folkemusikken. DMF er i dialog med TEMPI’s leder, Torben Eik, da forbundet ønsker at hjælpe den nye genreorganisation.

Fortalte om diversitet:

De fem organisationer DMF, DAF, Dansk Live, Gramex og JazzDanmark har det forløbne år afholdt en række succesfulde morgenmøder med fokus på kønsbalancen. Der har været fokus på foreninger og kunstnere, der arbejder med disse problematikker. Der er netop udsendt en samling af tal der belyser kønsbalancen, og rapporten viser, at der ikke er sket det store skred.

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har ligeledes netop udsendt ’Charter for diversitet’ med ønsket om at sætte et bredere fokus, hvor temaer som aldersdiskrimination, genreforskelligheder og etnicitet inddrages. Udvalget ønsker at inkorporere nogle af konklusionerne i Statens Kunstfonds fremtidige puljer.

Morten Højring

Fortalte om dagpengesystemet:

Der er ikke meget opmuntrende nyt på A-kasse-området, selvom der er en stor politisk vilje til at gøre området nemmere og mere gennemskueligt ved at forenkle lovgivningen på området. Nye regler træder i kraft 1. juli, som både medfører forbedringer og forringelser. Dagpengemodtagere skal fremover ikke længere tjene lige så meget for at optjene dagpengeretten, men snubletråde gør at det stadig er et meget kompliceret område. Nye beregningsmetoder vil gøre det sværere at oppebære maksimal dagpengesats. DMF anbefaler stadig at man er medlem af en A-kasse, bla. fordi man får sin understøttelse uden at være afhængig af sin ægtefælles indtægt.

 Jesper Løvdal

Fortalte om Spillestedsudvalget:

Via udvalgsarbejdet kommer bestyrelsen i kontakt med og holder sig orienterede omkring spillesteder i København. Der er bla. fokus på samarbejde, smalle genrer og geografisk spredning. Der afholdes møder og sparres med spillesteder om diverse emner og problematikker. Det er positivt at der arbejdes tæt sammen med spillestederne, til trods for at de er naturlig modpart på arbejdsmarkedet. DMF København byder proaktivt ind med brugbare kompetencer overfor koncertarrangørerne for at optimere spillestedssituationen. Udvalget oplever at spillestederne gerne vil i dialog med DMF ud fra ønsket om at forbedre området. Det er primært de uafhængige arrangører der benytter DMF, mens de spillesteder der modtager stats- og kommunestøtte benytter forbundet i mindre grad. Udvalget rådgiver også den øvrige bestyrelse når afdelingen modtager ansøgninger fra diverse koncertarrangører, som ofte falder uden for øvrige puljers søgekriterier. DMF København har en interesse i og kan være stolte af at støtte arrangementer, der har en social vinkel, fx udsatte områder i København eller musik på tværs af kulturer.

Qua den brede, musikalske indsigt har Spillestedsudvalgets medlemmer mulighed for at rådgive, når der opstår konflikter mellem musikere og arrangører eller arrangør og arrangør imellem.

Udvalgsarbejdet giver desuden mulighed for at belyse nye områder og scener i udvikling, fx rytmisk musik i kirker eller global musik.

Med sammenslutningen Dansk Live har DMF en stærk modpart, som udfordrer DMF’s tarif og musikeres rettigheder og muligheder generelt. Denne udfordring er Spillestedsudvalget meget opmærksom på.

Spillestedsudvalget er et eksempel på, hvordan bestyrelsens medlemmer grupperer sig i underudvalg for at få alle kompetencer i spil.

 Benjamin Aggerbeck Woll

Fortalte om DMF Københavns Ungdomsudvalg:

Udvalget har været super effektive i det forgangne år. Udvalgets populære præsentations-booklet er blevet adopteret af mange andre DMF-afdelinger, så udvalgets arbejde har i høj grad sat sit præg på ungdomsarbejdet i hele landet. Hanne le Fevre og Daniel Engholt Carlsen er udvalgets primære drivkræfter, men flere nye medlemmer er på vej. Udgangspunktet er at mange genrer skal være repræsenteret i udvalget for bredt at kunne belyse hvad problemstillingerne er for unge musikere i København. Udvalget skal snart på arbejdstur til Berlin for at finde ud af hvad fokus skal være det næste, kommende år.

Fortalte om Sangskriverudvalget:

Udvalget støtter op om byens sangskrivermiljøer, og arrangerer hvert år en tur til lejligheden i Berlin for at afholde sangskriverworkshoppen Songwriters Summit. Benjamin er afvikler og inspirator, og turen handler bla. om at danske sangskrivere co-writer, optræder og danner netværk med sangskrivere i Berlin. Bla. afholdes der i 2017 for tredje gang koncert på den danske ambassade i Berlin.

Anne Eltard

Fortalte om Lovudvalget:

Udvalget er nedsat for at opdatere afdelingens vedtægter og forretningsorden, der ikke afspejler virkeligheden og behovene i det 21. århundrede. Arbejdet med at justere lovene er en langstrakt proces, som i første omgang peger hen mod næste års generalforsamling.

Michael Justesen

Fortalte om DMF Københavns lejlighed i Berlin:

Afdelingens medlemmer bruger fortsat lejligheden flittigt og er meget glade for tilbuddet. Samtidig har købet vist sig at være en god investering: Sammenlignet med lejligheder i samme område er afdelingens lejlighed formentlig steget til dobbelt værdi i forhold til købsprisen på ca. 2 mio. kr. for omkring 10 år siden.

 Anders Laursen

Takkede afdelingen og bestyrelsen for det store engagement. Positivt at afdelingens indsatser kan adopteres af mindre afdelinger jf. ungdomsudvalgets booklet. Tidligere har man oplevet modsætninger mellem forbundets store og små afdelinger – det er ikke en tendens man ser for tiden.

Takkede afdelingens fire HB-medlemmer for det gode, målrettede samarbejde.

DMF tjener ikke længere penge på aktivering via kursusvirksomheden Artlab. Forbundet tjente i perioder mange penge Artlab, og disse midler kan anvendes i pressede perioder.

Kommenterede på sidste års ekstremt lange generalforsamling, og opfordrede til at finde en anden procedure inden næste kongres.

Beklagede at velfærden er under pres, mens boligejerne tilgodeses med 20 mia. kr. Det er samtidig et paradoks at vi har et skattesystem, der ikke fungerer. Formentlig mere end 100 mia. kr. er her gået tabt bla. pga. fejlslagne handlinger og manglende gældsinddrivelse. Det skriger til himlen at samfundets finanser håndteres så lemfældigt, samtidig med at der ikke kan findes 7,8 mio. kr. over en treårig periode til Copenhagen Phil. Opfordrede politikere over en bred kam til at komme disse ubalancer til livs.

Understregede at DMF værner om honorarstøtten, som er meget vigtig for det rytmiske område.

Bifaldt at det ser ud til at blive lettere at være freelance musiker i dagpengesystemet. Det er uheldigt at visse satsberegninger og indberettelsesmetoder kan føre til en indkomst under kontanthjælpsniveau. DMF har stor opmærksomhed på dette og er i dialog med ministeriet på området.

Forklarede at DMF er i en brydningstid ift. kommunikation internt og eksternt og fandt det tankevækkende, at kommunikative virkemidler forældes meget hurtigt. Udviklingen og især de sociale medier kræver stort fokus fra DMF’s side, og der er generelt meget stor opmærksomhed på informationspolitikken fra forbundets side.

Beklagede de generelt trange tider for landets symfoniorkestre. De klassiske orkestre og uddannelser skaber fødekæder, som fletter sig sammen med det rytmiske område. Opfordrede rytmiske og klassiske musikere til at kæmpe side om side for at styrke det symfoniske område. Orkestrene forsøger i højere og højere grad generelt at være brobyggere mellem klassiske og rytmiske traditioner. Forklarede at musik, musikere og musikuddannelser hænger nøje sammen på tværs af genrer, hvilket musikere over en bred kam bør værne om. Beklagede Kulturminister Mette Bocks udmeldinger og indsatser for at skære drastisk på det nationale orkesterområde. En del af forklaringen kan findes i blå bloks gamle had til DR. DMF er langt fra tilfreds med alle DR’s beslutninger og handlinger, men DR er den store formidler af musik og en helt afgørende spiller ift. udbetaling af ophavsretsmidler til musikere og andre kunstnere. Bakkede ikke op om Alex Ahrendtsens forslag om at lægge nogle af DR’s orkestre ind under Det Kgl. Teater, bla. fordi denne institution døjer med store ledelsesproblemer. Fandt kulturministerens udspil til beskæringer for uambitiøst, og glædede sig over at politikere fra oppositionen er modstandere af udspillet. DMF er i dialog med både kulturminister og oppositionspolitikerne. Sendte i denne forbindelse en cadeau til de tillidsmænd, der rundt omkring kæmper for at opretholde eksistensen for landets orkestre.

John Jacobsen

Kommenterede på de verserende politiske tanker om at udskille orkestrene fra DR. Sammenlignede med andre lande, hvor der er forhandlet aftaler mellem TV-stationer og symfoniorkestre som omgår rettighedsudbetaling. Anbefalede den nye bestyrelse at kigge på og drage erfaring af disse eksempler.

Beretningen blev herefter taget til efterretning.

Ad 3:             Fremlæggelse af regnskab og beslutning om godkendelse

Michael Justesen

Fremlagde og kommenterede på resultatopgørelse og balance fra afdelingens regnskab:

Regnskabet er gennemgået og godkendt af de statsautoriserede revisorer. Afdelingens bogholder Lea Meta Larsen har ført regnskabet på fremragende vis.

Bestyrelsen prioriterer medlemsaktiviteter højt, og der anvendes en del midler på disse tilbud, som benyttes flittigt af afdelingens medlemmer.

Pga. en årrække med svingende regnskaber, balancerer bestyrelsen hvert år indtægter og udgifter så DMF København i det samlede regnskab undgår alt for store udsving. Afdelingens investeringer er forholdsvis konservative, hvilket kan aflæses i det samlede afkast. Investeringerne er overladt til Nordeas Investeringsforening, som foretager de nødvendige tilpasninger i samråd med bestyrelsen. Det har betydet en årrække med fornuftige afkast trods ekstremt lav rente.

Som lovet er de seneste års underskud 2015 vendt til et samlet overskud i 2016 på kr. 296.886,-, hvilket er fornuftigt.

DMF Københavns soliditet udgør godt 95%.

Kontingentindtægterne er faldet en smule pga. svag medlemstilbagegang og ændringer i fordelingen af medlemskabstyper.

Udgiften til foreningsaktiviteter steg en smule i 2016.

De forholdsvis store udgifter til kongressen 2016 skyldtes at afdelingen valgte at sende 18 delegerede af sted til Helsingør.

Udgifterne til medlemsmagasinet MUSIKKEN er steget, da bestyrelsen har prioriteret at bringe flere relevante artikler og mere gennemarbejdet materiale.

Indtægterne på det grafiske værksted er faldet, da flere medlemmer benytter sig af den gratis time hvert medlem har om måneden.

Der er sparet en del på personaleomkostningerne, hvilket skyldes at en medarbejder var på orlov en del af 2016. Det forventes at udgifterne tilsvarende vil være lavere i 2017, og at de vil stabilisere sig i 2018 efter endt orlov.

 

KMO’s humanitære kasse

Michael Justesen

Fremlagde regnskabet for KMO’s humanitære kasse.

  

KMO's Understøttelsessamfund

 Benny Rosenfeld

Fremlagde regnskabet for de syv legater under KMO’s Understøttelsessamfund.

Efter oprettelsen af Inge Hasselbalch-Larsens mindelegater har det været muligt at uddele en række pæne legater.

Generelt er legatstørrelserne rimeligt små pga. dårligt afkast på værdipapirerne.

Alle regnskaberne blev godkendt.

Ad 4:             Indkomne forslag

Dirigenten

Konstaterede at der var indkommet forslag fra Bestyrelsen om at ændre i DMF Københavns love §8:

”Indkaldelse til generalforsamling sker pr. post, gennem Musikeren og/ eller Musikken.”

Ændres til:

”Indkaldelse til generalforsamling sker enten pr. post, gennem Musikeren og/ eller Musikken, e-mail og/ eller gennem DMF’s informationsplatforme.”

Orienterede om at DMF’s love blev ændret med samme tilføjelse ved DMF Kongressen 2016.

Ændringen i paragraf 8 blev enstemmigt vedtaget.

Ad 5:             Valg til ledige bestyrelsespladser og suppleanthverv

 

Valg af formand:

Dirigenten

Konstaterede at Michael Justesen var på valg som formand for DMF København, og at Michael havde ytret ønske om genvalg.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Konstaterede herefter, at Michael Justesen var valgt som næstformand for 2 år ved akklamation.

Valg til bestyrelsen:

Dirigenten

Konstaterede, at der var 3 ledige pladser som følge af udløb af valgperioden. Benjamin Aggerbeck Woll, Carsten Smith-Nielsen og Sara Nigard Rosendal var på valg, og havde ytret ønske om genvalg.

 

Grit Dirckinck-Holmfeld Westi

Opfordrede til at man ikke pr. automatik genopstiller bestyrelsesmedlemmer, men på demokratisk vis har flere kandidater at vælge mellem.

Bragte Anne Eltard og Henrik Jansberg i forslag til bestyrelsen.

De udtrykte begge ønske om valg.

Dirigenten

Understregede at der ikke er nogen begrænsning på, hvor mange kandidater man ønsker at stille i forslag.

Konstaterede at Benjamin Aggerbeck Woll, Carsten Smith-Nielsen, Sara Nigard Rosendal, Anne Eltard og Henrik Jansberg stillede op til valget som bestyrelsesmedlem.

  

Benjamin Aggerbeck Woll

Begrundede sit kandidatur:

Ønsker at fortsætte arbejdet i DMF København, som er både relevant og spændende. Ønsker at skabe bedre rammer for musikere i København. Vil både i afdelingen og i Hovedbestyrelsen arbejde for ny og bedre kommunikation. Har fokus på arbejdet med unge. Ønsker at inkludere genrer, som traditionelt ikke er blevet inkluderet i DMF, såsom elektronisk musik. Er meget involveret i den københavnske sangskriverscene, og ønsker at støtte op om dette via arbejdet i DMF København.

Carsten Smith-Nielsen

Begrundede sit kandidatur:

Ønsker at synliggøre det vanskelige i at få et freelance-musikerliv til at hænge sammen.

  

Sara Nigard Rosendal

Begrundede sit kandidatur:

Er 26 år og har som yngste medlem af bestyrelsen de bedste forudsætninger for at have fingeren på pulsen ift. de behov og udfordringer unge musikere møder. Ønsker at finde ud af hvordan et fagforbund kan favne den voksende DIY-kultur. Kulturen står for skud, hvilket bla. går ud over orkestrene. Ønsker at skabe forståelse hos politikerne for hvad essensen i kultur er. Mener ikke at kultur skal ses i sit eget lukkede, økonomiske system. Kultur skal prioriteres, da det skaber social mobilitet og derved letter udgifterne i andre dele af samfundet. Vil arbejde for at DMF ikke kun beklager og begræder politikernes dårlige beslutninger, men medvirker til at skabe en helt ny kulturpolitisk dagsorden i samarbejde med medlemmerne. Meget er allerede gjort, men der kan gøres meget mere. Slår til lyd for at DMF skal lytte til og arbejde for sine medlemmer.

Anne Eltard

Begrundede sit kandidatur:

Vil gerne arbejde for at DMF kan sætte en politisk dagsorden. Vil skabe åbenhed og transparens så diversiteten skinner igennem, og DMF Københavns medlemmer føler sig knyttede til afdelingen. Ønsker at DMF København bringes ind i det 21. århundrede.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Dirigenten

Konstaterede efter stemmeoptælling at Sara Nigard Rosendal havde modtaget 33 stemmer, at Benjamin Aggerbeck Woll havde modtaget 24 stemmer, at Carsten Smith-Nielsen havde modtaget 24 stemmer, at Henrik Jansberg havde modtaget 18 stemmer, og at Anne Eltard havde modtaget 14 stemmer.

Konstaterede herefter, at Sara Nigard Rosendal, Benjamin Aggerbeck Woll og Carsten Smith-Nielsen blev valgt som medlemmer af bestyrelsen for 2 år.

De øvrige opnåede ikke valg.

Valg af suppleanter:

Dirigenten

Konstaterede, at der var 4 ledige pladser som følge af udløb af valgperioden.

Henrik Jansberg, Kaspar Parby Vig og Anne Eltard havde udtrykt ønske om genvalg.

Benjamin Aggerbeck Woll

Bragte Daniel Engholt Carlsen i forslag.

Daniel Engholt Carlsen udtrykte ønske om valg.

Michael Justesen

Bragte Marie Helene Bessesen i forslag.

Marie Helene Bessesen havde på forhånd udtrykt ønske om valg

Kaspar Parby Vig

Begrundede sit kandidatur:

Repræsenterer studerende på konservatorierne og unge freelancemusikere. Ønsker at arbejde for ligestilling og unge musikere.

Henrik Jansberg

Begrundede sit kandidatur:

Er 2. næstformand i DMF. Ønsker at fortsætte til arbejdet i afdelingens grafiske værksted for på den måde at være i dialog med medlemmerne. Har stor berøringsflade indenfor musikskoleområdet.

Daniel Engholt Carlsen

Begrundede sit kandidatur:

Har fokus på branchedelen. Repræsenterer ikke noget specifikt miljø, men det samlede unge miljø. Er aktiv i DMF Københavns Ungdomsudvalg.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Dirigenten

Konstaterede efter stemmeoptælling at Henrik Jansberg havde modtaget 26 stemmer, at Daniel Engholt Carlsen havde modtaget 25, at Kaspar Parby Vig havde modtaget 23 stemmer, at Anne Eltard havde modtaget 22 stemmer, og at Marie Helene Bessesen havde modtaget 15 stemmer.

Konstaterede herefter, at Henrik Jansberg blev valgt som 1. suppleant, Daniel Engholt Carlsen som 2. suppleant, Kaspar Parby Vig som 3. suppleant og Anne Eltard som 4. suppleant for 1 år.

De øvrige opnåede ikke valg.

Ad 6:             Valg af revisor

Valg af revisor:

 Dirigenten

Oplyste at Martin Cholewa var på valg som revisor, og erklærede sig villig til valg.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Martin Cholewa blev valgt ved akklamation.

 

Valg af revisorsuppleanter:

Dirigenten

Oplyste at der skulle vælges en revisorsuppleant.

Michael Justesen

Bragte Benny Rosenfeld i forslag.

Benny Rosenfeld erklærede sig villig til valg

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Benny Rosenfeld blev valgt ved akklamation.

Ad 7:             Valg til ledige bestyrelsesposter og suppleanter i Understøttelsessamfundet

Valg til bestyrelsen:

 

Dirigenten

Oplyste at formand Åge Bonde-Larsen var på valg, og ikke ønskede genvalg.

Oplyste at Benny Rosenfeld var på valg, og erklærede sig villig til valg.

Oplyste at Gunner Kirkeby var på valg, og erklærede sig villig til valg.

Benny Rosenfeld

Bragte Flemming Madsen i forslag.

Flemming Madsen erklærede sig villig til valg.

Dirigenten

Konstaterede at der var tre kandidater til Understøttelsessamfundet.

Forklarede at formanden ikke vælges på Generalforsamlingen, da Understøttelsessamfundet konstituerer sig selv.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Benny Rosenfeld, Gunner Kirkeby og Flemming Madsen blev valgt ved akklamation.

  

Valg af suppleant:

 Dirigenten

Oplyste at ingen var på valg i år.

  

Ad 8:             Skovtur for ældre og arbejdsledige

Morten Højring

Fastslog at skovturen afholdes tredje tirsdag i august, dvs. 15. august 2017 kl. 12:00 på Restaurant Hvide Hest på Bakken.

Ad 9:             Eventuelt

 

Dirigenten

Erklærede dagsordenen for udtømt, takkede for god ro og orden og overlod ordet til Michael Justesen for afsluttende bemærkninger.

Michael Justesen

Takkede forsamlingen og dirigenten for medvirken til afvikling af generalforsamlingen. Opfordrede deltagerne til at blive og nyde den lækre gullasch og musik ved Pentango.

Generalforsamlingen sluttede kl. 18:20

København, 24. 08. 2017

 

Referent Mads Mazanti

 

Dirigent Jacob Goldschmidt