Generalforsamling 2012

DMF KØBENHAVNS GENERALFORSAMLING

Særlig invitation og beretning udsendes særskilt.

Søndag den 6. maj 2012, kl. 17:00.
HUSET, Rådhusstræde 13, 1466 København K


Foreløbig dagsorden:
1. Valg af dirigent
2. Beretning om afdelingens virksomhed
3. Fremlæggelse af regnskab og beslutning om godkendelse
4. Indkomne forslag (NB: skal være bestyrelsen i hænde senest mandag den 2. april kl. 18:00)
5. Valg til ledige bestyrelsespladser og suppleanthverv (jvf. § 12)
6. Valg af revisor og revisorsuppleant (jvf. § 14)
7. Valg til ledige bestyrelsesposter og suppleantpost i Understøttelsessamfundet (jf. § 17)
8. Dansk Musiker Forbunds kongres 2012
a) Formandens redegørelse for den kommende DMF kongres
b) Valg af delegerede og suppleanter til DMF kongressen
c) Eventuelt vedrørende kongressen
9. Skovtur for ældre og arbejdsledige medlemmer
10. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal
være bestyrelsen i hænde senest mandag den 2. april kl. 18:00.
Forslag bedes indsendt eller afleveret til:
DMF København,
Sankt Hans Torv 26, 1.
2200 København N

 

Referat af ordinær generalforsamling 2012

Søndag den 6. maj 2012 kl. 17:00 afholdt Dansk Musiker Forbund København ordinær generalforsamling i HUSET, Rådhusstræde 13, 1466 København K., med følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent
2. Beretning om afdelingens virksomhed
3. Fremlæggelse af regnskab og beslutning om godkendelse
4. Indkomne forslag
5. Valg til ledige bestyrelsespladser og suppleanthverv (jvf. § 12)
6. Valg af revisor og revisorsuppleant (jvf. § 14)
7. Valg til ledige bestyrelsesposter og suppleantpost i Understøttelsessamfundet (jf. § 17)
8. Dansk Musiker Forbunds kongres 2012
                      a) Formandens redegørelse for den kommende DMF kongres
                      b) Valg af delegerede og suppleanter til DMF kongressen
                      c) Eventuelt vedrørende kongressen
9. Skovtur for ældre og arbejdsledige medlemmer
10. Eventuelt

Formand Michael Justesen

Bød velkommen til de fremmødte medlemmer og repræsentanter fra Hovedbestyrelsen.

Generalforsamlingen mindedes de 18 medlemmer af afdelingen, som var afgået ved døden siden sidste generalforsamling.

Ønskede årets 60 jubilarer tillykke og anmodede de fremmødte jubilarer om at træde frem for at få taget billeder og modtage en vingave.

Bestyrelsen

Tildelte b til den københavnske singer/ songwriter, guitarist, vokalist og musikalske iværksætter Benjamin Aggerbeck Woll.

Citater fra indstillingen:

…en usædvanlig, allestedsnærværende musikalsk ildsjæl, som gennem de seneste år har haft enorm betydning for skabelsen og udviklingen af den københavnske singer/ songwriterscene.

…en talentfuld og anmelderrost solist med tre albums i eget navn bag sig…

…har vedholdende insisteret på at skabe et stadig voksende antal uformelle musikalske legepladser for københavnske singer/ songwritere på cafeer og spillesteder rundt i byen.

…har inspireret hundredevis af danske og udenlandske sangskrivere i København til at træde op på de skrå brædder.

…Uformel, nærværende, imødekommende og dybt professionel er den gennemgående karakteristik, når talen falder på Benjamin Aggerbeck…

Med prisen fulgte en check på kr. 15.000,-.

Ad 1:             Valg af dirigent

Advokat Jacob Goldschmidt blev valgt.

Dirigenten

Takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

Konstaterede at general­forsamlingen var beslutningsdygtig, da der ikke i foreningens love er bestemmelser om quorum.

Bemærkede, at der ikke var indkommet forslag til behandling under pkt. 4.

Dagsordenen blev herefter godkendt.

Stemmeudvalg

Lone Laursen og Annie Chabert fra sekretariatet samt Erik Damgaard og Lars Kiehn fra Hovedbestyrelsen blev valgt.

Referat

Dirigenten

Mindede om, at generalforsamlingen optages, og referatet udarbejdes af faglig medarbejder Mads Mazanti. Opfordrede til at der kun blev talt i mikrofon af hensyn til referatets udarbejdelse.

Ad 2:             Beretning om afdelingens virksomhed

Michael Justesen

Fastslog indledningsvis at den mundtlige beretning er et supplement til den udsendte skriftlige beretning.

Berettede at bestyrelsen har en målsætning om at hjælpe fagligt og tilbyde de bedste muligheder og tilbud, der kan fremme medlemmernes karrierer som musikere, bl.a. i kraft af målrettede og relevante medlemstilbud.

Forklarede at afdelingen ønsker et stærkt og konstruktivt Hovedforbund, som varetager alle de overordnede beslutninger og specialekspertisen. Bestyrelsen ønsker samtidig en stærk og fremadrettet lokalafdeling, der agerer som lokalpolitisk samarbejdspartner i de københavnske musikmiljøer. Udtrykte håb om at der samlet set er skabt en fagforening, som medlemmerne vil benytte flittigt, og som de er glade for at være medlem af.

Fastslog at personalet og bestyrelsen i lighed med de senere år arbejder meget selvstændigt sammen i dagligdagen. Mange opgaver og projekter løses som samarbejde mellem sekretariatet og bestyrelsesudvalg. Glædede sig over det gode flow i afdelingen, og at alle ansatte hver dag arbejder på at gøre tingene bedre for medlemmerne. Bestyrelsen roste den indsats der generelt ydes på kontoret, og pointerede at uanset hvor travlt og besværligt det måtte være, arbejdes der med stor energi og lyst.

Fortalte at bestyrelsen er bredt sammensat, og samarbejder godt og med stor respekt til trods for forskelligheder både menneskeligt og musikalsk. Dette giver anledning til forskellige indfaldsvinkler og gode diskussioner. Af økonomiske årsager er der de senere år afholdt færre bestyrelsesmøder. Den flade struktur i afdelingen betyder at udvalgene arbejder mere og mere detaljeret, og i højere grad er med til at gennemføre projekter i praksis. For bestyrelsesmedlemmerne er det en stor fordel at være med i hele processen for på den måde at se resultaterne af egne idéer og det arbejde der lægges i opgaverne. Det giver fremadrettede resultater og en god dynamik.

Understregede at arbejdet og samarbejdet i Hovedbestyrelsen (HB) fungerer godt. Københavnsafdelingen er repræsenteret med Morten Højring, Per Lund Madsen, Christine Christiansen og Michael Justesen. Roste de tre øvrige HB-medlemmer for deres saglighed og for altid at være velforberedte. Fremhævede specielt arbejdet med at finde fælles fodslag omkring de strukturmæssige drøftelser i den indeværende periode. Roste HB for at arbejde seriøst med at løse problemer og skabe løsninger i det danske samfund, som har det svært økonomisk, og hvor kulturen oftest kommer i sidste række, når der skal findes løsninger og midler.

Fortalte at der i DMF arbejdes med større synlighed, hvilket bla. har givet udslag i en ny hjemmeside samtidig med at der arbejdes på en mere kommunikativ profil udadtil.

Hilste DMF’s nye direktør Geert Bruno Sørensen velkommen.

Stillede spørgsmålstegn ved om Danmark er blevet bedre hjulpet med den nye regering. Kulturminister Uffe Elbek meldte ud at han ville skære i midlerne til den klassiske musik og overføre disse midler til den rytmiske musik. Sådan gik det ikke i første omgang, hvilket har skabt et lille pusterum, og ingen af landsdelsorkestene har således oplevet nedskæringer. Udspillet til næste års finanslov vil vise, hvordan midlerne fremover ønskes fordelt. Udtrykte skuffelse over at der kun blev bevilget ca. 7 mio. fra tipsmidlerne til det rytmiske område. Havde forventet et beløb i størrelsesordenen 30-40 mio. kr.

Forklarede at i forbindelse med de varslede nedskæringer i forsvaret på 3 mia. kr. årligt har Anders Laursen, Foreningen af Musikere i Forsvaret og de forskellige militærorkestre været i en positiv dialog med politikerne, som har tilkendegivet at de ikke ønskede yderligere forringelser for militærorkestrene. Udtrykte glæde over samarbejdet med DMF i forhandlingerne vedr. militærorkestrene, og forsikrede at man fra DMFs side arbejder målrettet på at undgå yderligere nedskæringer på området. Bifaldt at forsvarsminister Nick Hækkerup bidrager til debatten med mange forskellige synspunkter, og virker meget opsat på at finde varige løsninger for militærmusikken.

Orienterede om de sidste par års medlemstilbagegang i afdelingen. Mange medlemmer er presset hårdt økonomisk, og tvunget over i andre erhverv. Det er ikke overraskende at den største tilbagegang skal findes blandt kernemedlemmer i aldersgruppen 30-45 år, som generelt er hårdest ramt af stramningerne på arbejdsmarkedet. Afdeling og forbundet vil sammen skærpe indsatsen for denne gruppe ved at arbejde for en bredere forståelse af freelance-arbejdsmarkedet, som er helt legitim, og hvor lovgivningen skal indrettes så den tager hensyn til de specielle vilkår på dette arbejdsmarked.

Understregede at afdelingen har intensiveret indsatsen i ungdomsmiljøerne og på konservatoriet, da det er vigtigt at vise de unge musikere at DMF er det rette forbund, hvis man vil noget seriøst med sin karriere.

Christine Christiansen

Fortalte om den daglige kommunikation i afdelingen, som foregår via forskellige platforme:

MUSIKKEN

Har oplevet en naturlig udskiftning i skribentstaben med nye folk som gør det rigtig godt.

Bladet udvikles løbende. Glædede sig over løbende feedback fra medlemmer og opfordrede til at bidrage med inputs og idéer.

Forklarede at hvert blad kredser om et relevant tema.

Nyhedsmail

Benyttes til at kommunikere om nye tiltag og arrangementer. Erfaringen viser at mange medlemmer læser denne form for information.

E-Nyt

Musikerens nyhedsbrev benyttes også til information om begivenheder i lokalområdet.

www.dmfkbh.dk

Opfordrede til at klikke ind på hjemmesiden og holde øje med afdelingens aktiviteter.

Facebook

Opfordrede medlemmer med en facebook-profil til at like afdelingens side og således holde sig orienteret om afdelingens tiltag.

Opfordrede medlemmerne til generelt at komme med inputs til DMF Københavns forskellige medier.

Michael Justesen

Fortalte at HB har prioriteret kommunikationen ved at søsætte en ny DMF-hjemmeside med mange gode og opdaterede informationer og funktioner. Opfordrede medlemmerne til at klikke forbi forbundets hjemmeside.

Kasper Wagner

Fortalte at året på jazzscenen i København specielt har været mærket af at Copenhagen Jazzhouse lukning pga. vandskade i sommeren 2011. Til gengæld er der kommet flere gæster til eksempelvis Paradise i Huset, som har oplevet stor søgning fra både publikum og musikere der ønskede at spille i klubben. Imødeså med spænding genåbningen af Jazzhouse da den nye scene skulle åbne op for en ny type koncerter.

Morten Højring

Berettede at det går godt på alle spillesteder, men at der stadig er brug for flere penge til afholdelse af flere koncerter. Skelnede mellem den musik man kan leve af uden at få offentlig støtte og den musik der skal have offentlig støtte for at fungere. Langt de fleste danske musikere tilhører den sidste kategori.

Fortalte at der i HB arbejdes på, at få Kunststyrelsens Musikudvalg til at forstå ensemblernes store betydning for det samlede rytmiske miljø. En proces der godt kan komme til at strække sig over en lang periode.

Beklagede den meget skævvredne ligestilling i den rytmiske musik, og at det er blevet umoderne for piger at spille et instrument.

Fortalte at forringelserne på dagpengeområdet især rammer rytmiske musikere hårdt, da der næsten ikke findes faste stillinger på det rytmiske område. Mange musikere er således afhængige af offentlige ydelser, og der skal arbejdes på at skaffe flere penge til musikmiljøet generelt.

Henrik Jansberg

Berettede om folke- og verdensmusikken i København:

Verdensmusikmessen WOMEX har præget billedet de seneste tre år med besøg af mere end 4.000 delegerede branchefolk pr. år. Oplyste at WOMEX i 2012 afholdes i Grækenland for derefter at rykke til Skotland. Fortalte om DMF Københavns egen showcase GLOBENHAGEN der, sideløbende med WOMEX, har sat sit præg på byen. GLOBENHAGEN har i høj grad været med til bane vejen for world- og folk-koncerter i København samtidig med at WOMEX-festivalen har været i byen. Fandt det meget positivt at andre tilsvarende showcases de to seneste år er dukket op. Flere af de kunstnere der har optrådt på GLOBENHAGEN har sidenhen optrådt på WOMEX’ officielle Nordic Club-showcase, hvilket siger noget om kvaliteten af den musik der er blevet præsenteret på GLOBENHAGEN. Generelt er musikerne kommet med meget positive tilbagemeldinger på GLOBENHAGEN som udstillingsvindue overfor internationale branchefolk. GLOBENHAGEN er nærmest blevet et brand i miljøet, og der arbejdes i DMF København på at bibeholde og videreføre festivalen enten i samarbejde med andre eller ved selv at afholde GLOBENHAGEN i en eller anden form. Det er vigtigt at udfylde det hul WOMEX-festivalen efterlader, og bevare den synergieffekt og det samarbejde, der er skabt mellem aktørerne indenfor folke- og verdensmusikken.

Michael Justesen

Understregede at det er bestyrelsens klare opfattelse, at de mange afholdte events har stor betydning for afdelingens medlemmer. I det forløbne år afvikledes i alt 19 events og arrangementer trods de økonomisk trængte tider.

Anni Larsen

Berettede om situationen i TIVOLI.

Beklagede at Tivolis Bigband og Tivolis Promenadeorkester stort set er nedlagte. I TIVOLIs nye musikprofil er Big Bandet tildelt i alt 23 lørdage, mens Promenadeorkesteret er tildelt i alt 14 tirsdage på Plænen. Derudover er Promenadeorkesteret blevet tildelt 25 dage spilledage i april/ maj.

Berettede at mange af TIVOLIs aktionærer på årets generalforsamling kritiserede den nye musikprofil og havens nedskæringer af de to orkestre. Der var også kritik af den lønforhøjelse Lars Liebst og den nye bestyrelse har tildelt sig – et samlet beløb på ca. 4 mio. kroner, hvilket svarer nogenlunde til omkostningerne for de to orkestre.

Ridsede historien for Tivolis Promenadeorkester op:

  • Har eksisteret siden 1843
  • Har siden 1906 haft en dobbeltrolle som orkester ved pantomimeteateret og ved at spille i egen pavillon
  • Er det eneste af sin art i Europa og er at betegne som et specialensemble, der varetager den lettere klassiske underholdningsmusik
  • Repertoiret er på over 2000 numre og er bygget op gennem 100 år, hvoraf en stor del af det er skrevet direkte til orkesteret.

Beklagede at denne del af Danmarks kulturarv nærmest er fjernet med et pennestrøg.

Refererede dirigent Flemming Vistesen, der i Politiken opfordrede kulturministeren til at kigge på bredden indenfor den klassiske musik, der indskrænkes kraftigt når specialensembler nedlægges.

Fandt udviklingen meget sørgelig og refererede til en række tilkendegivelser om, at TIVOLI har mistet sin sjæl med de nye prioriteringer.

Jørgen Jangmark

Forklarede at Danish Music Agency (DMA) primært er sat i verden for at skaffe jobs til medlemmer i alle genrer.

Understregede at DMA altid har forsøgt at lave jobs til de ’almindelige’ og mindre etablerede musikere. Siden oktober 2008 har det været vanskeligt at lave jobs, og både bureauer og musikere har gispet efter vejret. Dette gav anledning til at Morten Sidenius blev tilknyttet for at lave aftaler med de mere kendte og etablerede kunstnere. Således kunne man opretholde eksistensen som bureau og bibeholde muligheden for at lave aftaler for de mere almindelige musikere. Glædede sig over at det er lykkedes at lave sorte tal på bundlinjen

Understregede at arbejdet med kendisser som Bent Fabricius Bjerre, Kirsten Siggård og Peter Larsen skaber økonomisk grundlag og dermed muligheder for mange andre musikere. Denne omsadling åbner nye døre for DMA, og det er en positiv udvikling, som firmaet vil arbejde hårdt på at fastholde.

Michael Justesen
Berettede om de to ferie- og studieboliger Citronhuset og lejligheden i Berlin.

Der er rift om pladserne og masser af positive tilbagemeldinger fra medlemmerne.

Prisniveauet på ejerboliger i Berlin er steget meget siden afdelingen købte lejligheden i Prenzlauer Berg, så udover at være en stor medlemssucces har købet også været en god forretning.

Glædede sig over tilslutningen i seniorklubben, og bifaldt at denne medlemsskare følger arbejdet i afdelingen tæt. Opfordrede seniorerne til at forsætte med at binde tingene sammen i afdelingen på tværs af generationer.

Anders Laursen
Takkede afdeling og bestyrelse for det gode samarbejde. Fremhævede de mange arrangementer afdelingen sætter i søen.

Forsikrede at både afdeling og hovedforbund forsøger at hjælpe medlemmerne så vidt som overhovedet muligt både hvad angår lønaspekter og jobskabende aktiviteter.

Krisen
Understregede at DMF er meget opmærksomme på den økonomiske udvikling i Europa, som det danske kulturliv er uløseligt forbundet med. Regeringen mangler 100 mia. i næste finanslovsbudget og danskernes husholdningsbudget er under enormt pres. Dette går i sidste ende ud over kulturen, selvom danskerne ifølge en undersøgelse i Politiken udviser bred velvilje overfor kulturen.
Roste kulturminister Uffe Elbæks handlingsplan for musikken for at være bred, grundig og omfattende, men beklagede at det rytmiske område kun blev tildelt 7 mio. kr. bl.a. pga. intern uenighed i regeringen. Udtrykte stor utilfredshed med ministerens såkaldte Marshall-plan, der bl.a. foreslog mindre musik i kirkerne og nedlæggelse af et symfoniorkester. Beklagede at bl.a. landsdelsorkestrene er under pres pga. pengemangel, til trods for det store arbejde og den høje musikalske kvalitet.

Fremhævede Dansk Folkepartis kulturordfører Alex Ahrendtsen, for at slå et slag for kulturen og bl.a. give support til de kreative fag i grundskolen og ungdomsuddannelserne. DMF er i dialog med DF, men forklarede at regeringspartierne ikke har noget tilovers for DF i forhold til kulturdebatten.

Beklagede situationen i TIVOLI dybt. Fandt det svært at finde logik i TIVOLIs musikpolitik.

Beklagede den store risiko for at militærorkestrene Slesvigske Musikkorps og Prinsens Livregiments Musikkorps nedlægges pga. nedskæringer.

Ophavsret

Understregede at ophavsretten i disse år er en kæmpe udfordring, bl.a. fordi det primært handler om filer på nettet fremfor fysiske medier. Citerede Ivan Pedersen: ’Det har aldrig været nemmere at producere musik – og aldrig har musikerne tjent så lidt’. Ophavsretsdebatten indkapsler en debat i tiden som DMF er med til at rejse i nordiske og internationale sammenhænge. DMF kæmper for at musikerne fortsat betales for deres værker. Musik genererer mange penge, men det er fortrinsvis internet-udbydere, tele-selskaber og lignende der tjener på musikken fremfor musikerne selv og pladeselskaberne. Internationalt har DMF allieret sig med de europæiske musikerorganisationer, mens de amerikanske musikerorganisationer er de værste modstandere i debatten om ophavsretten.

Arbejdsmarkedspolitik

Kommenterede de mange henvendelser DMF får fra medlemmer, der ønsker at forbundet skal markere sig mere synligt i arbejdsmarkedsdebatten: Modsat andre kunstnerorganisationer, ønsker DMF ikke at skrige sine krav ud. Forbundets strategi er målrettet at alliere sig med de store hovedorganisationer med fokus på forholdene for freelancere indenfor alle arbejdsområder – en gruppe der samlet udgør op imod et par hundrede tusinder mennesker.

Fremsatte et dilemma: Hvad kan DMF gøre for at musikere får en større bid af den økonomiske kage?

DMFs politik har altid været at hjælpe musikere med et finansieringsproblematik uden at tage hensyn til overordnede fordelingsmæssige spørgsmål. Påpegede at støttevilkårene i Danmark er ok, men understregede at mange velstillede lande har mere musik og fx flere symfoniorkestre pr indbygger. DMF går på line i dette spørgsmål: hjælper musikerne på den ene side, men blander sig på den anden side ikke i fordelingspolitikken. Påpegede at et forbund hverken skal eller kan tage stilling til den generelle fordeling af midler.

Helge Larsen

Opfordrede til at man som medlem møder op til generalforsamlingen for at debattere og meningsudveksle med kolleger.

Mindede om, at den klassiske musik er fødekæde til den rytmiske musik, eksemplificeret med komponisten Carl Nielsen, der både skrev klassiske værker og folkemusik. Påpegede, at det således er ’den samme spegepølse’ der bliver skåret i hvad enten midlerne tages fra den rytmiske eller den klassiske musik. Fandt det vigtigt at kæmpe for at både rytmiske og det klassiske område tilføres midler.

Ønskede at få afklaret hvor DMF København er ift. Københavns nye folk/ world festival.

Refererede til et møde i Spil Dansk Dagens styregruppe, hvor man arbejdede på muligheden for at sende danske musikere udenlands, fx til de danske kirker rundt omkring i verden.

Kommenterede situationen i TIVOLI og opfordrede til at man tager Dronning Margrethe med på råd. Mente ikke dronningen ville bifalde situationen og Lars Liebsts dispositioner.

Fortalte om arbejdet i Danske Sangskriverklubber, hvor man sidste år foranledigede tre koncerter med kvindelige musikere til Spil Dansk Dagen. Påpegede at der her lå et potentiale, og fortalte at KVINFO meget gerne vil foranledige musik med kvinder.

Steen Finsen

Mindede om at alle professionelle musikere er startet som amatører, og opfordrede til at man huskede dette perspektiv i debatten om nedskæringer på arbejdspladser. Påpegede vigtigheden af at have nogle professionelle pejlemærker i hele landet for de unge musikerspirer.

Henrik Jansberg

Svarede på Helge Larsens spørgsmål om Copenhagen Folk Festival: Der er holdt møder og nedsat arbejdsgrupper, men der er endnu ikke noget konkret at melde ud ift. festivalen.

 

 

Beretningen blev herefter taget til efterretning.

 

Ad 3:             Fremlæggelse af regnskab og beslutning om godkendelse

Michael Justesen

Fremlagde resultatopgørelse og balance fra afdelingens regnskab:

Fastslog indledningsvis at regnskabet er gennemgået og godkendt af både de statsautoriserede og de kritiske revisorer. Fremhævede at afdelingens bogholder Annie Chabert har modtaget særskilt ros fra revisorerne.

Understregede at det fortsat er bestyrelsens beslutning at prioritere medlemsaktiviteterne, og derfor føres en aktiv linje med at fremme og hjælpe medlemmerne med deres karrierer. Denne linje har medført større investeringer i trykmaskiner og andre forhold som flittigt benyttes af afdelingens medlemmer. Pga. disse investeringer og tiltag har afdelingen i flere år haft et kalkuleret underskud.

Understregede at DMF København hviler på et sundt økonomisk fundament, hvor bestyrelsen arbejder langsigtet på at stabilisere aktiviteterne og de økonomiske muligheder til gavn for den samlede medlemsskare.

Fortalte at afdelingens soliditet har ligget omkring 91 % i et par år, hvilket er ualmindeligt fint og udtryk for at DMF København er en rigtig sund forening og forretning. De seneste års nedgang i medlemstallet er stilnet af, og håbet er at antallet af medlemmer nu har fundet et stabilt leje så man kan undgå flere økonomiske tilpasninger.

Berettede at bestyrelsen har reguleret nogle af de mest omkostningstunge foreningsaktiviteter samt tilpasset lønomkostningerne ift. afdelingens faktiske økonomiske muligheder for at forbedre økonomien.

Fortalte at bestyrelsen har fundet det nødvendigt at rette projekter og medlemsaktiviteter til for at få enderne til at nå sammen.

Udtrykte på bestyrelsens vegne tilfredshed med resultatet.

Skitserede herefter hovedresultaterne:

Regnskab for DMF København

Kontingentindtægterne på kr. 4.033.365,- er faldet i takt med det vigende medlemstal.

Omkostningerne udgør kr. 4.416.054,-

Resultatet før de finansielle poster udgør kr. -382.689,-

De finansielle indtægter udgør kr. 244.816,-

Årets resultat før skat udgør -112.881,-

Udtrykte tilfredshed med resultatet set i lyset af årets udfordringer.

Jf. note 1:

Lønninger og gager er steget kr. 115.786,- hvilket skyldes behov for ekstra ansættelser på forskellige områder.

Bestyrelseshonorarer er steget kr. 24.351,-, hvilket skyldes afdelingens ekstraordinære arbejde med DMFs 100 års jubilæum.

jf. note 2:

Administrations- og kontorholdsomkostninger udgør kr. 914.997,- og er steget med kr. 156.568,-. Forklarede at bestyrelsen har reduceret flere poster permanent mhp. at skabe varige besparelser, fx besparelserne på rengøringsomkostningerne, som vil være endnu mere udtalte i 2012.

Forklarede at der er sparet på kursusomkostningerne i de økonomisk trængte tider, og også fremover vil bestyrelsen bestræbe sig på at holde dette niveau lavere.

Bemærkede at der er to væsentlige forøgelser:

  1. 1)Huslejen til DMF har været ureguleret i et par år, hvilket slår igennem i dette regnskab. Fremover vil denne udgift ligge omkring kr. 255.000,-
  2. 2)Posten Juridisk assistance skyldes at afdelingen har haft brug for at inddrage juridisk hjælp ifm. tolkningen og forhandlingen med HK. Der har i denne forbindelse været afholdt en del møder, hvor tilstedeværelsen af afdelingens advokat har været nødvendig. Bemærkede i den sammenhæng at bestyrelsen har en klar forventning om snart at nå i mål med disse forhandlinger og at udgiften til juridisk assistance derfor vil være mindre i 2012-regnskabet.

Jf. note 3:

Henledte opmærksomheden på at omkostningerne til foreningsaktiviteter er reduceret en smule til trods for øgede omkostninger til ekstraordinært mange jubilæer i 2011.

Fortalte at afdelingen har været nødsaget til at skære i antallet af omkostningstunge medlemsarrangementer, hvilket giver udslag i posten Projektarbejde. Samlet set blev der brugt kr. 622.780,- til foreningsaktiviteter.

Jf. note 4:

Mindede om at omkostningerne til medlemsbladet MUSIKKEN blev reduceret kraftigt i 2010, og det er lykkedes at bibeholde omkostningerne til bladet på næsten samme niveau i 2011 til trods for at portoen i mellemtiden er steget kraftigt.

Jf. note 5:

Forklarede at omkostningerne til Grafisk værksted er steget med kr. 45.274,-, hvilket skyldes indkøb af en ny trykkemaskine med større afskrivning. Den nye trykkemaskine er langt mere effektiv, hvilket betyder færre indtægter fra medlemmerne idet timeprisen for udførelsen af trykkearbejdet generelt er faldet. Understregede at bestyrelsen betragter udviklingen med lavere priser for medlemmerne som en succes trods de faldende indtægter til afdelingen.

Jf. note 7:

Bifaldt den positive udvikling for Danish Music Agency Aps som har vendt underskud til overskud på kr. 37.908,- pga. nyt fokus og inddragelsen af nye markeder på bookingfronten.

Jf. note 11-18:

Bemærkede at opgørelsen over hvordan afdelingens midler i øvrigt er placeret er nedskrevet med kr. 103.019,-, hvilket påvirker egenkapitalen.

Fortalte at DMF Københavns egenkapital er faldet med kr. 215.898,- til i alt kr. 8.543.657,- pga. underskud på årets resultat og underskud på årets urealiserede kursreguleringer.

Henviste til punktet Eventualforpligtelser som hidrører en tolkning ifm. afdelingens forhandlinger med HK, som ikke har givet bestyrelsen anledning til at særskilte hensættelser, da man er i positiv dialog med HK og ser frem til en snarlig løsning af problemerne og tolkningen.

Konkluderede at bestyrelsen som konsekvens af den samlede medlemsafgang fortsat vil holde en stram økonomi. Henviste til at bestyrelsen har budgetteret med et 2012-budget i balance, og understregede at bestyrelsen er indstillet på at tilpasse budgettet løbende, hvis udgifterne ændres eller forøges.

Helge Larsen

Roste bestyrelsen for det gode arbejde.

Foreslog at afdelingen tager personlig henvendelse til de medlemmer, der melder sig ud for fx at hjælpe det enkelte medlem med at blive tilsluttet det automatiske betalingssystem Nets.

Michael Justesen

Takkede for rådet om personlig henvendelse, og fortalte at der i HB er en løbende diskussion om fastholdelsen af medlemmer, der melder sig ud af DMF.

Michael Justesen

Fremlagde Understøttelsessamfundets regnskab.

Resultatopgørelsen fremviste et underskud på kr. 1.266,56, som trækkes fra formuen som herefter udgør kr. 1.048.538,31.

 

Fremlagde regnskabet for KMO’s humanitære kasse.

Alle regnskaberne blev godkendt.

Ad 4:             Indkomne forslag

Dirigenten

Konstaterede at der ikke var indkommet forslag.

Ad 5:             Valg til ledige bestyrelsespladser og suppleanthverv

Valg af næstformand:

Michael Justesen

Bragte på vegne af bestyrelsen Per Lund Madsen i forslag og anbefalede han blev genvalgt som næstformand. Betegnede Per som stabil, kløgtig, grundig og ærlig. Roste ham for et sundt mod- og medspil, og for hans solidaritet med alle medlemmer.

Der blev ikke bragt andre kandidater i forslag.

Dirigenten

Konstaterede herefter, at Per Lund Madsen var valgt som næstformand for 2 år ved akklamation.

Valg til bestyrelsen:

Dirigenten

Konstaterede, at der var fire ledige pladser som følge af udløb af valgperioden.

 

Tine Frederiksen udtrykte ønske om genvalg.

Anni Larsen, Carsten Smith-Nielsen og Jonas Vincent ønskede ikke genvalg.

Henrik Jansberg, Kaspar Vig, Helge Larsen og Sune Wedam ønskede at stille op som bestyrelsesmedlemmer.

 

Michael Justesen

Orienterede om hvad det indebærer at være medlem af bestyrelsen:

Ifølge afdelingens love skal der afholdes bestyrelsesmøde ca. én gang om måneden. De sidste år har antallet af møder ligget på ml. 7-9. Til gengæld er der stor mulighed for at indgå i udvalgs-arbejdet, og derigennem opnå større indflydelse indenfor særskilte interesseområder. Oplyste at bestyrelsesarbejdet er honorarlønnet.

Fortalte at alle suppleanter deltager i bestyrelsesmøder og udvalgsarbejde.

Understregede at man i bestyrelsen altid forsøger at snakke sig frem til løsninger, og kun meget sjældent afgør diskussioner ved afstemning.

 

Henrik Jansberg, Sune Wedam og Helge Larsen motiverede deres kandidatur

Morten Højring anbefalede Kapsar Vig, som ikke var til stede.

Stemmerne fordelte sig således:

  • Henrik Jansberg: 42
  • Tine Frederiksen: 39
  • Sune Wedam: 36
  • Kaspar Vig: 35
  • Helge Larsen: 15

 

Konstaterede herefter, at Henrik Jansberg, Tine Frederiksen, Sune Wedam og Kaspar Vig blev valgt som medlemmer af bestyrelsen for 2 år ved akklamation.

 

Valg af suppleanter:

Dirigenten

Konstaterede, at der var fire ledige pladser som følge af udløb af valgperioden.

 

Michael Justesen

Bragte Ketil Duckert, Benjamin Aggerbeck, Marie Bessesen, Rasmus Zeeberg og Helge Larsen i forslag.

 

Ketil Duckert, Benjamin Aggerbeck og Rasmus Zeeberg motiverede deres kandidatur 

Michael Justesen anbefalede klarinettist Marie Bessesen som repræsentant for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Stemmerne fordelte sig således:

  • Ketil Duckert: 37
  • Marie Bessesen: 37
  • Benjamin Aggerbeck: 35
  • Rasmus Zeeberg: 33
  • Helge Larsen: 18

Da Ketil og Marie fik lige mange stemmer blev der foretaget lodtrækning for at få den endelige suppleantrækkefølge på plads.

Dirigenten

Konstaterede herefter, at Ketil Duckert blev valgt som 1. suppleant, Marie Bessesen som 2. suppleant, Benjamin Aggerbeck som 3. suppleant, og Rasmus Zeeberg som 4. suppleant for 1 år.

Ad 6:             Valg af revisor

Valg af revisor:

 

Dirigenten

Oplyste at John Jacobsen var på valg som revisor, og erklærede sig villig til valg

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

John Jacobsen blev valgt ved akklamation.

 

Valg af revisorsuppleanter:

Dirigenten

Oplyste at Leif Johansson var på valg.

Leif Johansson ønskede ikke genvalg.

Michael Justesen

Bragte Carsten Smith-Nielsen i forslag.

Carsten Smith-Nielsen erklærede sig villig til valg og blev valgt ved akklamation.

Ad 7:             Valg til ledige bestyrelsesposter og suppleanter i Understøttelsessamfundet

Valg til bestyrelsen:

Dirigenten

Oplyste at der ikke var bestyrelsesposter på valg.

Valg af suppleant:

Dirigenten

Oplyste at der ikke var suppleantposter på valg.

 

Ad 8:             Dansk Musiker Forbunds kongres 2012

a) Formandens redegørelse for den kommende DMF kongres

 

Michael Justesen

Forklarede at det oprindeligt var besluttet at kongressen i 2012 skulle afholdes i København, men en enig hovedbestyrelse har rykket begivenheden til Helsingør for at holde udgifterne nede.

Fortalte at beretningen endnu ikke var udkommet, men at der bl.a. forelå forslag om ændring af G-medlemsskabet.

Orienterede om de tidligere års strukturuenighed, og fortalte at der nu var god udsigt til at opnå bred enighed om et bestemt strukturforslag, som bl.a. behandler mandatfordelingen mellem de forskellige områder. Dette vil betyde at Københavnsafdelingen beholder de nuværende fire medlemmer i Hovedbestyrelsen, og får to faste pladser i Forretningsudvalget. Betegnede denne løsning som et godt kompromis, og håbede den kommende kongres vil stemme dette igennem.

Forklarede at en enig Hovedbestyrelse har opfordret til en begrænsning i antallet af delegerede på kongressen for at tage hensyn til DMFs pressede økonomi. Foreslog at ni delgerede fra Københavnsafdelingen sendes til kongressen i Helsingør. Henstillede til at bestyrelsesmedlemmer og -suppleanter blev valgt som delegerede, da de har det daglige afdelingsarbejde.

 

Dirigenten

Forklarede at antallet af DMF København-delegerede ikke har indflydelse på antallet af afdelingens stemmer på kongressen. Det er et spørgsmål om hvor mange delegerede stemmerne fordeles på.

Det besluttedes at DMF København vælger 9 delegerede og to suppleanter til kongressen i Helsingør.

b) Valg af delegerede og suppleanter til DMF kongressen

Michael Justesen

Anbefalede at Morten Højring, Christine Christiansen, Per Lund Madsen og Michael Justesen som siddende medlemmer af Hovedbestyrelsen blev valgt som delegerede til kongressen. Ridsede op at også Tine Frederiksen, Henrik Jansberg, Kasper Wagner, Kaspar Vig, Sune Wedam, Helge Larsen, Ketil Duckert og Anni Larsen stillede op.

Stemmerne fordelte sig således:

  • Morten Højring: 37
  • Michael Justesen: 35
  • Per Lund Madsen: 34
  • Christine Christiansen: 32
  • Tine Frederiksen: 30
  • Ketil Duckert: 29
  • Henrik Jansberg: 29
  • Anni Larsen: 26
  • Kasper Wagner: 22
  • Kaspar Vig: 22
  • Sune Wedam: 20
  • Helge Larsen: 10

Da Kasper Wagner og Kaspar Vig fik lige mange stemmer blev der foretaget lodtrækning for at få den endelige rækkefølge på plads.

Dirigenten

Konstaterede herefter, at Morten Højring, Michael Justesen, Per Lund Madsen, Christine Christiansen, Tine Frederiksen, Ketil Duckert, Henrik Jansberg, Anni Larsen og Kasper Wagner blev valgt som delegerede, og at Kaspar Vig og Sune Wedam blev valgt som suppleanter til DMF kongressen 2012.

 

c) Eventuelt vedrørende kongressen

 

Der var intet til punktet.

 

Ad 9:             Skovtur for ældre og arbejdsledige

Morten Højring

Fastslog at skovturen som vanligt afholdes 2. tirsdag i august, dvs. 14. august 2012 kl. 12:00 på et endnu ikke fastlagt sted. Opsummerede at skovturen er for ældre, pensionerede og arbejdsløse medlemmer.

Ad 10:           Eventuelt 

Michael Justesen

Takkede Anni Larsen, Carsten Schmidt-Nielsen, Mikkel Heller, Ida Björg Leisin og Jonas Vincent for deres store arbejde i DMF Københavns bestyrelse. 

Dirigenten

Erklærede dagsordenen for udtømt, takkede for god ro og orden og overlod ordet til Michael Justesen for afsluttende bemærkninger.

Michael Justesen

Takkede forsamlingen og dirigenten for medvirken til afvikling af generalforsamlingen. Opfordrede deltagerne til at blive og nyde den gode Chicken Masala, få lidt at drikke og nyde musikken med Sophisticated Ladies featuring Christina Dahl.

Generalforsamlingen sluttede kl. 20:20.

 

København, den 27. juni 2012

Referent Mads Mazanti

Dirigent Jacob Goldschmidt