Generalforsamling maj 2014

Referat af ordinær generalforsamling 2014

Søndag den 27. april 2014 kl. 18:00 afholdt Dansk Musiker Forbund København ordinær generalforsamling i PH Caféen, Halmtorvet 9A, 1700 København V, med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning om afdelingens virksomhed
  3. Fremlæggelse af regnskab og beslutning om godkendelse
  4. Indkomne forslag
  5. Valg til ledige bestyrelsespladser og suppleanthverv (jvf. § 12)
  6. Valg af revisor og revisorsuppleant (jvf. § 14)
  7. Valg til ledige bestyrelsesposter og suppleantpost i Understøttelsessamfundet (jf. § 17)
  8. Skovtur for ældre og arbejdsledige medlemmer
  9. Eventuelt

Formand Michael Justesen

Bød velkommen til de fremmødte medlemmer, DMFs nye direktør Sara Linell og forbundsformand Anders Laursen.

Generalforsamlingen mindedes de 8 medlemmer af afdelingen, som var afgået ved døden siden sidste generalforsamling.

Ønskede årets 52 jubilarer tillykke og anmodede de fremmødte jubilarer om at træde frem for at få taget billeder og modtage en vingave.

Bestyrelsen

Tildelte Årets Ildsjælspris til guitarist, komponist, journalist, projektleder og radiomand Morten Alfred.

Uddrag af bestyrelsens motivation:

… Morten Alfred har som musiker været en markant skikkelse på den danske folkemusikscene. Han har rejst verden tynd og spillet på de største festivaler. Men i dag skal han hædres for hans ihærdige indsats for at sætte hele den danske folkemusikscene på landkortet … 

… Morten Alfred brænder for folkemusik og de musikere der udøver den og han arbejder utrætteligt for at få budskabet om, hvad folkemusikken i Danmark er i stand til udbredt i hele verden. Derfor skal han have denne pris …

Med prisen fulgte en check på kr. 15.000,-.

Ad 1:             Valg af dirigent

Advokat Jacob Goldschmidt blev valgt ved akklamation.

Dirigenten

Takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

Konstaterede at general­forsamlingen var beslutningsdygtig, da der ikke i foreningens love er bestemmelser om quorum.

Bemærkede, at der ikke var indkommet forslag til behandling under pkt. 4.

Dagsordenen blev herefter godkendt.

Stemmeudvalg

Lone Laursen fra sekretariatet og DMFs direktør Sara Linell blev valgt.

Referat

Dirigenten

Mindede om, at generalforsamlingen optages, og referatet udarbejdes af musikfaglig medarbejder Mads Mazanti. Opfordrede til at der kun blev talt i mikrofon af hensyn til referatets udarbejdelse.

Ad 2:             Beretning om afdelingens virksomhed

Michael Justesen

Aflagde sin mundtlige beretning:

Mindede indledningsvis om at den skriftlige beretning i forvejen var udsendt i bladform.

 

Det daglige arbejde i afdelingen: Bestyrelsen er meget tilfreds med opgavefordelingen mellem forbund og afdeling: den faglige ekspertise er samlet i DMF, de overordnede beslutninger tages i Hovedbestyrelsen, mens afdelingen står for almen rådgivning, daglig kontakt og afvikling af lokale tiltag. Målet er at give medlemmerne en vifte af relevante og karrierefremmende tilbud.

Medarbejderne: Afdelingens arbejdsopgaver er rettet til, og alle medarbejdere har deres specifikke arbejdsområder. Roste de ansatte for at tage nye udfordringer op, og få mest muligt ud af de midler der er til rådighed i en tid med svag medlemstilbagegang. Personalet arbejder meget selvstændigt indenfor de aftalte rammer.

Bestyrelsen: De fleste bestyrelsesmedlemmer har gennem udvalgsarbejdet en god relation til medarbejderne. Der er flow, samarbejde og gensidig respekt i bestyrelsen, som er meget bredt sammensat med mange forskellige indfaldsvinkler.

Af hensyn til økonomien er der de seneste år afholdt færre bestyrelsesmøder, men den flade struktur betyder at udvalgene arbejder mere med detaljen og i højere grad er med til at afvikle projekterne i praksis. Bestyrelsesmedlemmerne er glade for at medvirke i processen og opleve projekterne fra A til Z. Denne arbejdsform skaber dynamik i det daglige arbejde.

Hovedbestyrelsen/ Forretningsudvalget: Ved den seneste kongres i 2012 var der nogle forskellige ændringer i sammensætningen:

DMF København er nu repræsenteret med to medlemmer i FU, hvilket fungerer fint. DMF Københavns repræsentanter bidrager med mange gode indlæg og beslutninger.

HB arbejder seriøst med at løse faglige problemstillinger, og der gives klare retningslinjer til forbundets ansatte i deres arbejde.

Qua politiske reformer er arbejdsvilkårene generelt blevet vanskeligere for forbundets medlemmer og uligheden er stigende. Når kulturen kommer i sidste række på den politiske dagsorden har det indflydelse på medlemmernes karrieremæssige muligheder, og det er en sværere opgave at rådgive medlemmerne

Det er lykkedes DMF og forbundsformand Anders Laursen at få foretræde for skatteministeren mhp. at sætte fokus på de urimeligheder musikerne bliver udsat for i skattesystemet. Det er bestyrelsens opfattelse at DMF generelt er blevet bedre til at få forbundets budskaber igennem til politikerne.

Bestyrelsen ser frem til at Hovedbestyrelsen skal mødes for at tale visioner og idéer for fremtiden.

I DMF Københavns bestyrelse stilles der jævnligt spørgsmålstegn ved regeringens førte politik og gennemførte reformer: er der i virkeligheden blot tale om nedskæringer og kan det gøres anderledes. Bestyrelsen er meget kritisk over for dagpengereformen, som ikke har hjulpet flere i arbejde. Uligheden er vokset, og der er nu mere end 30.000 mennesker på kontanthjælp. Social dumping florerer i Danmark, også på de Københavnske spillesteder som ofte underbetaler musikerne. Regeringen er under pres fra vælgerne, som ikke kan se det positive i de mange gennemførte reformer. Bestyrelsen mener det kan gøres bedre, og opfordrer regeringen til at ændre holdning og politik.

Roste kulturminister Marianne Jelved for oprigtigt at interessere sig for og respektere kulturen. Ministeren har givet udtryk for at kulturen i sig selv har stor værdi, og mener ikke at man detaljeret skal retfærdiggøre de midler der bruges på kulturen. Det er meget glædeligt at Anders Laursen og Marianne Jelved har et godt forhold med stor gensidig respekt.

Konservatorierne: Bestyrelsen har sammen med forbundet evalueret de seneste års indsats overfor konservatorierne i København med fokus på hvad der kan gøres bedre overfor de nye medlemmer. Der er iværksat forskellige initiativer som kan knytte de etablerede musikere med de studerende. Mikael Højris fra DMF er koordinator på DMFs samlede indsats overfor de unge musikere.

Ungdomsudvalget: Afdelingens ungdomsudvalg er meget velfungerende med et bredt udvalg af unge musikere fra det københavnske musikmiljø. Udvalget består af Sara Rosendal, Carlos Demsitz, Nicola Carrara, Sandra Krag-Christensen, Marie Bessesen og Maria Valsølillegård. Benjamin Aggerbeck er tovholder for ungdomsudvalget.

Benjamin Aggerbeck

Ungdomsudvalget: Udvalget har i det forgangne år stået for en række events under navnet TONELEGE, hvor et af aspekterne har været at blande klassiske og rytmiske konstellationer. TONELEGE afholdes som tre små pre-events som leder hen mod et større arrangement i efteråret. Indholdet på TONELEGE er en blanding af livemusik og brancherelaterede speedtalks målrettet unge musikere.

Sangskriverudvalget: Fortalte om sangskriverugen Songwriters Summit som afholdtes i efteråret i afdelingens lejlighed i Berlin. Her blev fire københavnske, to aarhusianske og fire berlinske sangskrivere inviteret til at co-write. Der blev skrevet 30 nye sange og et nyt band udsprang af dette års Songwriters Summit. Hensigten med tiltaget er at skabe netværk for unge sangskrivere.

I det kommende år vil udvalget fokusere på at opdyrke et sangskrivermiljø og en ramme i København for helt unge sangskrivertalenter i alderen 12-18 år.

Christine Christiansen

Fortalte om afdelingens forskellige kommunikative platforme:

  • Elektronisk nyhedsbrev: nyheder om tilbud og arrangementer i afdelingen
  • MUSIKKEN: afdelingsbladet udkommer fire gange om året. Der skiftes løbende ud blandt bladets skribenter. Ambitionen er at finde væsentlige og aktuelle nyheder fra det københavnske musikliv. Opfordrede medlemmer til at byde ind med tips og idéer til bladets indhold.
  • Facebook: DMF København er repræsenteret på de sociale medier med en profil med nyheder og information.
  • Hjemmeside: På afdelingens hjemmeside kan man finde info om afdelingens aktiviteter og nyheder fra det københavnske musikliv. På hjemmesiden kan man også følge medlemmer via blogs.

Henrik Jansberg

Fortalte som nyvalgt medlem om Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Udvalget tiltrådte i januar 2014. I en ny struktur er alle kunstarter samlet i Kunststyrelsen og er finansieret af Kunstfonden. For musikken er der nedsat Projektstøtteudvalget (syv medlemmer) og Legatudvalget (tre medlemmer).

Henrik Jansberg sidder i Projektstøtteudvalget som uddeler og administrerer ca. 100 mio. kr. til bl.a. genreorganisationer, spillesteder, ensembler, musikundervisning, dokumentation og formidling, internationale uddelinger, huskunstnerpuljen, mm. Projektstøtteudvalget er delt op i mindre udvalg som behandler ansøgningerne.

Det nye projektstøtteudvalg har fra starten ønsket at inddrage holdninger og inputs fra de forskellige miljøer og musikere og har i den forbindelse udarbejdet en hvidbog vedrørende DR’s rolle i musiklivet på baggrund af en heldags høring. Hvidbogen er blandt delt ud til alle medieforhandlerne og kulturordførere. Hvidbogen formidler musikmiljøets kritik af DR’s manglende evne til at se ud over det der foregår internt i DR og i København som helhed. Hvidbogen offentliggøres på sigt.

Fandt arbejdet i Projektstøtteudvalget meget spændende. Det nye udvalg ønsker stor gennemskuelighed om udvalgets arbejde og beslutninger til forskel fra det afgående udvalg.

Morten Højring

Fortalte om den rytmiske musik på spillestederne:

Det går godt og fremad på flere fronter med flere festivaler, flere faste scener, generelt flere jobs og mere publikum. Alligevel er muligheden for at leve som freelance-musiker blevet radikalt dårligere pga af de stærkt forringede dagpengeregler. Freelance-musikere er langt hen ad vejen nødt til at supplere deres indkomst med andet arbejde. Frygter at det på lang sigt vil gå ud over bredden og kvaliteten af den rytmiske musik, og mere specifikt jazzen. Det er ikke længere muligt at leve som musiker med løse jobs og supplerende dagpenge. En halvering af genoptjeningsperioden kan muligvis afhjælpe problemerne.

Noterede sig at Montmartre overlever bla fordi kommunen syntes det er en god turistattraktion. Turisme kan muligvis være en fremtidig løftestang for flere jobs til musikere i København.

Michael Justesen

Fortalte om DMA – Danish Music Agency:

Bookingbureauet er ved at skabe en ny profil med ny, opdateret hjemmeside og to nye ansatte, Maia Jochimsen og Anders Havshøj. Bød velkommen til Maia og Anders, som har mange gode idéer, bud på nye kampagner og inddragelse af nye samarbejdspartnere. Det er ikke realistisk at vende firmaets underskud til et overskud i 2014, hvilket er helt acceptabelt så længe DMA til stadighed kan skabe nye arbejdspladser til musikere, og bookingbureauet kan opbygge en fremadrettet profil. Bestyrelsen har stor tiltro til dette projekt.

Fortalte om WMCV – World Music Center Vestegnen:

WMCV er et ambitiøst verdensmusikprojekt skabt i samarbejde mellem Ishøj Kulturskole, projektkoordinator Lars Bo Kujahn og DMF København. Projektet har fået bevilget 500.000 kr. Fra Kunstrådet til etablering og opstart af to nye verdensmusikensembler på professionelt niveau. Bestyrelsen er meget glad for samarbejdet som kan være et foregangseksempel på hvordan afdelingen kan indgå i eksterne samarbejder, som kan gøre en forskel for en hel genre eller musikersegment.

Orienterede om lejligheden Berlin:

Lejligheden i Rykestrasse er siden købet i 2007 steget betydeligt i værdi: Købsprisen var i sin tid ca. 2 mio. kr. – i dag vil lejligheden formentlig kunne sælges for 3-3,5 mio. kr. Lejligheden ligger i et meget attraktivt område af Berlin og har vist sig at være en god investering. Lejligheden bookes stadig af rigtig mange medlemmer, som benytter opholdet i Berlin til mange forskellige formål.

Bød velkommen til DMF’s nye direktør Sara Linell.

Sara Linell

Fortalte om sig selv:

Var meget positiv over at være startet i DMF som ny direktør d. 1. april 2014. Ikke mindst mødet med forbundets mange engagerede medarbejdere har gjort et stort indtryk. Glæder sig meget til arbejdet på Sankt Hans Torv.

Har de seneste 11 år arbejdet i Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsforvaltning med ansvar for musikområdet: det administrative ansvar for KK’s musikudvalg, tilskudsområdet omkring de regionale spillesteder, honorarstøtten, mm. Kender således en hel del til støttemulighederne i KK.

Glædede sig til det fremtidige samarbejde med Københavnsafdelingen og forbundets øvrige lokalafdelinger.

Anders Laursen

Takkede afdelingen for de mange initiativer og det gode samarbejde.

Takkede for det gode samarbejde med DMF Københavns bestyrelse omkring DMFs Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg.

Orienterede om generelle strømninger i tiden:

Tiden er stadig præget af den generelle verdenskrise. Der er tegn i tiden på at opbremsningen er ved at holde op, og den danske økonomi er ved at få det bedre. Opfordrede danskerne til at følge denne tendens og droppe tilbageholdenheden og forsigtigheden med deres opsparede midler. Et tegn på opgangstendensen kan ses i de københavnske huspriser og generelt skal de store byer agere lokomotiv for den danske økonomi og udviklingen af nye jobs.

Fortalte om den politiske situation:

Beskæftigelsesområdet er et vanskeligt emne. De Radikale er tilbageholdende på dagpengeområdet, og skatteministeriet er generelt præget af rod pga mange års dårlig administration. DMF ser frem til et aftalt møde med skatteministeren, hvor musikeres specielle arbejdsvilkår skal drøftes.

DMF og specielt Anders Laursen har en god relation til kulturminister Marianne Jelved, som er vidende om og interesseret i både rytmisk og klassisk musik. Kulturministeren er et entusiastisk og engageret menneske som beskæftiger sig med kulturen set i en større sammenhæng. Hun er samtidig et meget ærlig, og sætter en høj faglig standard, hvilket er godt for musikken i DK og København.

Den nye folkeskolereform rummer mange udfordringer og forhindringer. Folkeskolen og musikskolerne er koblet sammen i en dobbeltforpligtende samarbejdsformel som kommunerne skal få til at fungere. Reformen blev tvunget igennem og er dårlig udført med både frustrerede lærere og ledere. Reformen mangler en klar samarbejdsformel, hvilket ikke er skatteminister Bjarne Corydons stærke side. Marianne Jelved og Christine Antorini kører på for at få tingene til at fungere, og har inviteret flere medlemmer af DMFs Hovedbestyrelse til et møde mhp at få samarbejdet mellem folkeskolen og musikskolen til at fungere.

Takkede Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik for udarbejdelsen af hvidbogen jf Henrik Jansbergs redegørelse. Hvidbogen er skarp og konstruktiv.

Kommenterede på Morten Højrings indlæg om den rytmiske musik på spillestederne, og erklærede sig enig i at der er fremgang at spore.

Fortalte om DMF’s samarbejde med øvrige organisationer:

Der er skabt en fælles linje med de øvrige kunstnerforbund omkring ’atypiske ansættelser’ som musiker- og kunstnerlivet ofte er bygget op omkring. Der er også fælles fodslag i debatten omkring ytringsfrihed og den nye folkeskolereform.

Orienterede om den generelle situation i DMF:

Forbundet udvikler sig til stadighed som organisation. Udtrykte stor glæde og tilfredshed med ansættelsen af DMFs nye direktør Sara Linell.

En af forbundets basisopgaver er at analysere musikernes situation. Også musikerne har været hårdt ramt af verdenskrisen, og den globale liberalisering har udløst forskellige risici: Tjenesteydelser og lønarbejde krydser grænser på en helt ny måde, hvilket giver risiko for social dumping.

Den digitale udvikling er eksplosiv, hvilket DMF traditionelt samarbejder med de nordiske forbund omkring. Nu er udviklingen af nye digitale løsninger udvidet til et samarbejde med det engelske musikerforbund, som har indset at de alene ikke er nogen stor spiller i det felt.

Fortalte om medlemsbladet Musikeren:

Efter Henrik Strubes afgang er Karen Bendix ansat som faglig redaktør, mens Sara Linell bestrider titlen som ansvarshavende chefredaktør.

Som et nyt tiltag skal Musikeren fremover i langt højere grad varetage den ekstern kommunikation og informationsstrøm.

John Jacobsen: Stillede et spørgsmål vedr. internationalt samarbejde og udveksling: Kan internationale musikere, der ønsker at spille i Danmark eller blive udvekslet med danske musikere hente hjælp i DMF? Spurgte til hvem henvendelser og forespørgsler fra internationale musikere vedr. jobs i Danmark skal stiles til?

Anders Laursen: Kommenterede på John Jacobsens spørgsmål vedr. internationalt samarbejde og udveksling: Man skal være opmærksom på stringente retningslinjer i Udlændingeloven, men der er et hul hvis man kan komme med en relevant begrundelse for at musikerne skal arbejde i Danmark. Visa skal oftest søges på den danske ambassade i det pågældende land. Der er en grundlæggende positiv stemning hvis musikerne er interessante for Danmark. Derudover kan det være en god idé at kontakte én af de danske genreorganisationer. De internationale musikere skal desuden kunne redegøre for en relevant gensidig samarbejdsvinkel.

Henrik Jansberg: Kommenterede på John Jacobsens spørgsmål vedr. internationalt samarbejde og udveksling:

I Kulturstyrelsen findes forskellige relevant puljer som støtter op om international kulturudveksling og samarbejde.

Beretningen blev herefter taget til efterretning.

                                    

Ad 3:             Fremlæggelse af regnskab og beslutning om godkendelse

Michael Justesen

Fremlagde resultatopgørelse og balance fra afdelingens regnskab:

Regnskabet er gennemgået og godkendt af både de statsautoriserede og de kritiske revisorer. Roste afdelingens bogholder Annie Chabert der sædvanen tro har styret regnskabet på dygtig vis.

Bestyrelsen prioriterer medlemsaktiviteter og karrieremæssige tilbud, hvorfor der benyttes en del midler med det formål at fremme og hjælpe vores medlemmer aktivt. Disse tilbud benyttes flittigt af afdelingens medlemmer.

Bestyrelsen har i flere år arbejdet på at balancere indtægter og udgifter. Tidens lave rentesatser medfører mindre afkast af afdelingens formue, og dermed færre midler til afdelingens aktiviteter.

DMF København hviler på et solidt fundament, som giver bestyrelsen mulighed for at arbejde langsigtet med planer og aktiviteter.

Overskuddet udgjorde i 2012 kr. 166.107,- mens oveskuddet i 2013 var på kr. 959.848,- hvilket skyldes at afdelingen er blevet begunstiget med en arv.

Soliditeten har ligget omkring 92% de seneste år, men steg i 2013 til 93%, hvilket er ualmindeligt fint.

De seneste års nedgang i medlemstallet er stilnet af, og det ligger nu stabilt omkring 2900 medlemmer. Det er bestyrelsen håb at kunne fasholde dette medlemsniveau i årene fremover.

Indtægter

Kontingentreguleringen slog igennem i 2013 og derfor kom afdelingen ud med en højere kontingentindtægt på kr. 4.113.253,-

Arven fra Asta Nielsen bevirkede at den samlede indtægt udgjorde kr. 4.957.359,-.

Omkostninger

Der blev sparet på årets omkostninger som i 2013 udgjorde kr. 3.737.665,-.

Resultat

Årets positive resultat udgjorde kr. 959.848,-. Hvis man ser bort fra arven fra Asta Nielsen udgjorde årets resultat kr. 115.742,-.

Lønninger er faldet og der har været faldende udgifter til projektansættelser

Jf. note 1: Personale- og bestyrelsesomkostninger

Omkostningerne er faldet med kr. 227.789,- til en samlet udgift på kr. 1.821.754,-, hvilket er et resultat af de tilpasninger, der er gennemført på kontoret de seneste år. Der er ligeledes brugt færre midler på løse projektansættelser.

Bestyrelseshonorarerne ligger stabilt fordi bestyrelsen de seneste tre år har fastfrosset honoreringen mhp at styrke afdelingens økonomi.

Forskellen i lønrefusioner skyldes færre tilbagebetalte sygepenge, samt færre bogføringsindtægter fra Danish Music Agency.

 

Jf. note 2: Administrations- og kontorholdsomkostninger

Udgjorde kr. 729.185,-. hvilket var et lille fald. Dette skyldes at huslejen er reguleret for to år, hvor den tidligere blev reguleret for 1 år. Der er også brugt færre midler til juridisk assistance ifm kontrakter og ansættelsesrådgivning. Udgifter til kontorartikler er faldet i 2013, men man må forvente udsving fra år til år. Der blev i 2013 brugt lidt flere midler på kurser.

Jf. note 3: Omkostninger til foreningsaktiviteter

Omkostningerne var stort set uændrede og udgjorde kr. 644.515 kr.

Der blev brugt væsentligt flere midler på karrierefremmende tiltag, projektarbejder og personlig rådgivning, mens der til gengæld er brugt færre midler på generalforsamling og diverse bestyrelsesmøder.

 

Jf. note 4: MUSIKKEN

Tallene er stort set identiske med 2012.

Jf. note 5: Grafisk værksted

Omkostningerne til afdelingens grafiske værksted faldt en smule og udgjorde kr. 191.742,-. Tallet svinger naturligt en del fra år til år afhængigt af medlemmernes behov for grafisk tryk. Trykkeriet benyttes stadig flittigt af afdelingens medlemmer og er fortsat en succes.

Jf. note 6: Afskrivninger

Afskrivningerne er dalende og udgjorde kr. 74.057,-. Dette billede vil naturligvis ændre sig når afdelingen på et tidspunkt foretager nye investeringer.

Jf. note 7: Danish Music Agency

Årets resultat var meget dårligt: Det pæne resultat for 2012 blev i 2013 forvandlet til et større underskud på kr. 424.789,-. Underskuddet skyldtes først og fremmest, at selskabets direktør var ramt af længerevarende sygdom og DMA i fraværsperioden mistede væsentlige indtægter. Selskabet var atter i fulde omdrejninger i august 2013 og bestyrelsen havde forventninger om at der herefter blev arbejdet målrettet for at stabilisere forretningen igen. Det er ikke bestyrelsens opfattelse at dette skete og bestyrelsen har derfor været kritiske over for den efterfølgende indsats, hvor der i vid udstrækning ikke blev solgt og booket noget nævneværdigt.  

Bestyrelsen ser fremad og har ansat to nye, ihærdige og meget initiativrige medarbejdere. Der er stor tiltro at Anders og Maia vil kunne gøre en positiv forskel i DMA. Det er bestyrelsens forventning at der i 2014 fortsat vil være et underskud, bl.a. fordi salget i sidste halvdel af 2013 var meget lille, og fordi de nye medarbejdere har mødt store udfordringer i forhold til at starte en ny forretning op med en ny profil. Målet er at DMA vil opnå fremgang i 2015, hvor selskabet forhåbentlig vil have stabiliseret sig igen.

Jf. note 8: Finansielle indtægter

De samlede finansielle indtægter er afhængige af det øjeblikkelige afkast og udgjorde kr. 178.903,- hvilket var lidt mindre end 2012.

Jf. note 9: Finansielle omkostninger

De urealiserede og realiserede kurstab udgjorde et underskud på kr. 13.960,-

Bestyrelsens konklusion er at DMF Københavns økonomi er stabil, og at bestyrelsen fortsat vil holde godt fat i økonomien med en stram styring. Der er budgetteret med et mindre underskud i 2014, og bestyrelsen vil tilpasse budgettet løbende gennem året hvis udgifterne af en eller anden årsag ændrer sig markant.

Carsten Smith-Nielsen

Undrede sig over det store underskud i DMA jf. 7 og spurgte ind til hvad der er foregået: blev selskabet lukket ned og er startet op igen?

Michael Justesen

Kommenterede på Carsten Smith-Nielsens spørgsmål vedrørende DMA:

DMA har ikke været lukket ned, men har fortsat booking-virksomheden gennem hele forløbet. Bestyrelsen har undervejs haft en vigtig politisk diskussion om, hvorvidt DMAs ydelse er vigtig for afdelingens medlemmer. Bestyrelsen mener fortsat DMA er relevant og et aktiv for medlemmerne ikke mindst set i lyset af at DMAs profil skal udvikles i en retning der favner flere forskellige grupperinger i medlemsskaren.

Direktøren var sygemeldt i perioden maj-juli og i det tidsrum var det svært at opretholde booking-virksomheden og deraf følgende indtægter. Direktøren havde den direkte kontakt med de musikergrupper der gav de største indtægter i DMA, og det var ikke muligt at opretholde denne indtægt i direktørens fraværsperiode. Der var en gensidig aftale mellem direktør og bestyrelse om at firmaet skulle tilbage på sporet da direktøren vendte tilbage i august. Det var dog bestyrelsens opfattelse at der fra direktørens side ikke blev ydet den indsats der skulle til for atter at få gang i indtægterne, og den manglende indtjening fortsatte året ud hvilket afspejler sig i årets negative resultat.

Selskabet fortsætter med nye kræfter og der er en forventning i bestyrelsen om at DMA atter bliver en positiv forretning i løbet af et-to år. Selskabet er gået i 0, og der er afleveret en handlingsplan til selskabets revisorer for hvordan man ønsker at videreføre selskabet.

John Jacobsen

Kommenterede som DMF Københavns kritiske revisor på Carsten Smith-Nielsens spørgsmål vedrørende DMA:

Der har ikke været grund til at gøre anmærkninger omkring den regnskabsmæssige del af DMA, eller til den politiske beslutning om, hvordan DMA skal drives videre.

Fandt det derimod relevant for generalforsamlingen at diskutere etikken omkring DMA’s tidligere direktørs beslutning om at fortsætte en ny bookingvirksomhed i eget navn, og i den forbindelse at have medbragt kontaktbasen oprettet i DMA-regi.

Steen Finsen

Spurgte ind til hvad forkortelsen WMCV i note 19 står for, og hvad udgifterne på kr. 555.000,- dækker over.

Michael Justesen

Kommenterede på Steen Finsens spørgsmål:

De  kr. 555.000,- som figurerer i note 19 er de tilskud projektet World Music Center Vestegnen er blevet tildelt, som er gået ind i afdelingens kasse og som skal trækkes ud igen og indgå i driften af WMCV.

 

KMOs Understøttelsessamfund

Fremlagde regnskabet for KMOs Understøttelsessamfund.

Understøttelsessamfundet er blevet begunstiget med en arv efter Inger Hasselbach-Larsen på ca. 2,5 mio. kr. hvoraf kr. 1.209.610,- figurerer i regnskabet, da boet ikke var endelig opgjort pr. 31.12.2013.

Det samlede overskud udgjorde kr. 1.199.738,-.

Kommenterede på sidste års spørgsmål vedrørende administrationsomkostninger: Efter et afklarende møde med bestyrelsen er Understøttelsessamfundets mødeaktivitet skåret ned fra tre til to møder årligt.

KMO’s humanitære kasse

Fremlagde regnskabet for KMO’s humanitære kasse.         

Alle regnskaberne blev godkendt.

Ad 4:             Indkomne forslag

Dirigenten

Konstaterede at der ikke var indkommet forslag.

Ad 5:             Valg til ledige bestyrelsespladser og suppleanthverv

Valg af næstformand:

Michael Justesen

Bragte på vegne af bestyrelsen Per Lund Madsen i forslag og anbefalede varmt at han blev genvalgt som næstformand.

Per Lund Madsen udtrykte ønske om genvalg.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Dirigenten

Konstaterede herefter, at Per Lund Madsen var valgt som næstformand for 2 år ved akklamation.

Valg til bestyrelsen:

Dirigenten

Konstaterede, at der var 4 ledige pladser som følge af udløb af valgperioden.

Michael Justesen

Bragte Tine Frederiksen, Henrik Jansberg, Sune Wedam og Kaspar Parby Vig i forslag til bestyrelsen.

Tine Frederiksen, Henrik Jansberg, Sune Wedam og Kaspar Parby Vig udtrykte alle ønske om valg.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Dirigenten

Konstaterede herefter, at Tine Frederiksen, Henrik Jansberg, Sune Wedam og Kaspar Parby Vig blev valgt som medlemmer af bestyrelsen for 2 år ved akklamation.

Valg af suppleanter:

Dirigenten

Konstaterede, at der var fire ledige pladser som følge af udløb af valgperioden.

Informerede om at Kasper Wagner pga. travlhed ikke ønskede genvalg som bestyrelsesmedlem.

Marie Helene Bessesen og Rasmus Zeeberg havde udtrykt ønske om genvalg.

Michael Justesen

Bragte Marie Helene Bessesen, Rasmus Zeeberg, Sara Nigård Rosendal og Carsten Smith-Nielsen i forslag.

Marie Helene Bessesen, Rasmus Zeeberg, Sara Nigård Rosendal og Carsten Smith-Nielsen udtrykte alle ønske om valg.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Konstaterede herefter, at Sara Nigård Rosendal efter lodtrækning blev valgt som 1. suppleant, Carsten Smith-Nielsen som 2. suppleant, Rasmus Zeeberg som 3. suppleant, og Marie Helene Bessesen som 4. suppleant for 1 år.

Ad 6:             Valg af revisor

Valg af revisor:

 

Dirigenten

Oplyste at John Jacobsen var på valg som revisor.

Michael Justesen

Roste John Jacobsens arbejde som kritisk revisor.

John Jacobsen erklærede sig villig til valg.

 

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

John Jacobsen blev valgt ved akklamation.

 

Valg af revisorsuppleanter:

Dirigenten

Oplyste at Carsten Smith-Nielsen som nyvalgt suppleant i bestyrelsen ikke var på valg.

Michael Justesen

Bragte Jeppe Tom Petersen i forslag.

Jeppe Tom Petersen erklærede sig villig til valg.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Jeppe Tom Petersen blev valgt ved akklamation.

Ad 7:             Valg til ledige bestyrelsesposter og suppleanter i Understøttelsessamfundet

Valg til bestyrelsen:

 

Dirigenten

Oplyste at Teddy Andersen var på valg, og erklærede sig villig til valg.

Michael Justesen

Bragte Teddy Andersen og Morten Højring i forslag.

Morten Højring

Motiverede sit kandidatur: Vil fremadrettet arbejde på at skabe og udvikle en bedre forbindelse mellem afdelingens bestyrelse og Understøttelsessamfundets bestyrelse.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Morten Højring blev valgt for 4 år ved akklamation.

 

 

Ad 8:             Skovtur for ældre og arbejdsledige

Morten Højring

Fastslog at skovturen som vanligt afholdes anden tirsdag i august, dvs. 12. august 2014 kl. 12:00 på Restaurant Hvide Hest på Bakken. Opfordrede alle ældre og arbejdsledige medlemmer til at sprede ordet og deltage i arrangementet.

Ad 9:             Eventuelt

 

Dirigenten

Erklærede dagsordenen for udtømt, takkede for god ro og orden og overlod ordet til Michael Justesen for afsluttende bemærkninger.

Michael Justesen

Takkede forsamlingen og dirigenten for medvirken til afvikling af generalforsamlingen. Opfordrede deltagerne til at blive og nyde den gode mad, få lidt at drikke og nyde musikken med Bilal Irshed & Global Tunes.

Generalforsamlingen sluttede kl. 20:17.

København, 13.08.2014

 

Referent Mads Mazanti

 

Dirigent Jacob Goldschmidt