GENERALFORSAMLING || Maj 2015

Generalforsamling maj 2016

NB: Scroll ned efter referatet fra 2016 for at finde referatet fra 2015.


 

Referat af ordinær generalforsamling 2016

 

Søndag den 8. maj 2016 kl. 17:00 afholdt Dansk Musiker Forbund København ordinær generalforsamling i PH Caféen, Halmtorvet 9A, 1700 København V, med følgende dagsorden:

 

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning om afdelingens virksomhed
  3. Fremlæggelse af regnskab og beslutning om godkendelse
  4. Indkomne forslag:
    1. Bestyrelsen indstiller, at Steen Jørgensen udnævnes til Æresmedlem i DMF København.
  5. Valg til ledige bestyrelsespladser og suppleanthverv (jvf. § 12)
  6. Valg af revisor og revisorsuppleant (jvf. § 14)
  7. Valg til ledige bestyrelsesposter og suppleantpost i Understøttelsessamfundet (jf. § 17)
  8. Dansk Musiker Forbunds kongres d. 24. og 25. august 2016
    1. Formandens redegørelse for den kommende DMF kongres
    2. Valg af delegerede og suppleanter til DMF-kongressen
    3. Eventuelt vedrørende kongressen
  9. Skovtur for ældre og arbejdsledige medlemmer
  10. Eventuelt

 

 

Formand Michael Justesen

Bød velkommen til de fremmødte medlemmer, forbundsformand Anders Laursen samt øvrige repræsentanter fra Hovedbestyrelsen.

Takkede musikerne, der leverede musikken i gården frem til generalforsamlingens begyndelse.

Generalforsamlingen mindedes med ét minuts stilhed de 12 medlemmer af afdelingen, som var afgået ved døden siden sidste generalforsamling.

Ønskede årets 65 jubilarer tillykke og anmodede de fremmødte jubilarer om at træde frem for at få taget billeder, fortælle om deres musikliv og modtage en vingave.

 

Bestyrelsen

Tildelte Årets Ildsjælspris til Signe Høirup Wille-Jørgensen med følgende begrundelse:

”Signe Høirup Wille-Jørgensen er en person, det værende i sit eget musikerskab og i rollen som leder af pladeselskabet The Being Music, der favner hele følelsesspektret; fra det stille og sårbare til det vilde og voldsomme. Hun er nysgerrig og stiller spørgsmålstegn ved verden, hvilket tydeligt ses i hendes til tider politiske kunst, i hendes brede udtryksskala og i hendes engagement i forhold til eksempelvis Venligboerne. I det danske musikliv har hun påtaget sig en favnende rolle. Hun favner at nedbryde grænser mellem genrer og hun inspirerer både sig selv og andre til at udforske nye musikalske grænselande. Denne omfavnende rolle kommer mange andre musikere og komponister i mange genrer til gode. Derfor har Bestyrelsen i KMO indstillet Signe, aka Jomi Massage, til Årets Ildsjælspris 2016.”

Med prisen fulgte en check på kr. 20.000,-.

 

Ad 1:            Valg af dirigent

Advokat Jacob Goldschmidt blev valgt ved akklamation.

 

Dirigenten

Takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt. 

Bemærkede, at der var indkommet et forslag til behandling under pkt. 4.

Anmodede om at der blev talt i mikrofon aht. referenten.

Dagsordenen blev herefter godkendt.

 

Stemmeudvalg

Pia Obel og Lea Meta Larsen fra sekretariatet, Lars Kiehn, Jan Østergaard og Bo Jacobsen fra Hovedbestyrelsen, samt Tommy Jo fra DMF Østsjælland blev valgt.

 

Ad 2:            Beretning om afdelingens virksomhed

Michael Justesen

Aflagde sin mundtlige beretning:

Bemærkede at den mundtlige beretning er et supplement til den tidligere udsendte skriftlige beretning. Henviste til at den udsendte beretning var præget af den forestående kongres bla. i form af læserbreve, indlæg fra de to formandskandidater og lovforslag.

Bestyrelsens mål er at DMF København skal være et relevant aktiv for afdelingens medlemmer.

Fordelingen af arbejdsopgaver mellem afdling og Hovedforbund fungerer som aftalt, hvor den faglige ekspertise er samlet i Hovedforbundet. De overordnede, landsdækkende beslutninger træffes i FU (Forretningsudvalget) og HB (Hovedbestyrelsen). Vigtige emner, der drøftes i afdelingens bestyrelse, tages videre til HB og FU. Afdelingens fire HB-medlemmer informerer afdelingens betyrelse om arbejdet i HB til bestyrelsesmøderne.

I DMF København hjælpes medlemmer med de mere jordnære ting. Lokale karrierefremmende, tiltag og tilbud iværksættes. Der er stor travlhed med mange, ofte velbesøgte, arrangementer. Så snart et tiltag er sat i søen og afviklet tages der fat på planlægningen af et nyt.

Arbejdet i afdelingen er tilrettelagt så hver meadarbejder har sit specifikke ansvars- og arbejdsområde. Lone, Lea, Mads, Anders og Maia har taget alle nye udfordringer op i en økonomisk vanskelig tid med svag medlemstilbagegang. De ansatte går til opgaverne med højt humør, og med fælles hjælp er der fokus på det væsentligste. Gennem udvalgsarbejde har de fleste bestyrelsesmedlemmer en tæt relation til medarbejderne, hvilket giver godt flow og samarbejde.

Bestyrelsen benyttede lejligheden til at takke de ansatte for stor velvillighed til at løse store og små opgaver.

I DMF Københavns bestyrelse er der et godt sammenhold og stor gensidig respekt. Der er ikke altid enighed, men et konstruktivt ønske om at opnå fælles koncensus. Der er stor vilje til at opnå resultater, hvor alle i bestyrelsen har haft medindflydelse. Bestyrelsen er bredt sammensat både genremæssigt og hvad angår forskellige indfaldsvinkler. Af økonomiske årsager er der de seneste år afholdt færre bestyrelsesmøder, men med den flade struktur arbejdes der mere detaljeret og engageret med de forskellige projekter, der iværksættes. Resultaterne bliver bedre når man kan følge hele processen og de personlige erfaringer udbygges.

Arbejdet i HB har fungeret godt de sidste mange år. Arbejdet er blevet vanskeligere efter oprettelsen af Facebook-gruppen ’Ny politisk ledelse i DMF’. Diskusionerne er stagneret og er ikke så fremadrettede som tidligere. Som udgangspunkt består HB af den rette blanding af erfaring og ungdom, der kan spille sammen og tage beslutninger. Det har også været tilfældet indtil oprettelsen af ovenstående Facebook-gruppe. DMF København er i HB repræsenteret ved Morten Højring, Christine Christiansen, Henrik Jansberg og Michael Justesen, og Morten og Michael har tillige været medlem af FU. Den nye konstruktion med to faste repræsentanter fra DMF København i FU fungerer glimrende. Der bidrages med mange indlæg fra afdelingen. HB arbejder seriøst med at løse store faglige problemstillinger på landsplan. Problemstillingerne hænger ofte sammen med politiske beslutninger. De politiske reformer har generelt gjort arbejdslivet som musiker vanskeligere. Flere undersøgelser påviser at uligheden blandt danskere er stigende, og der er kommet flere til nederst i skalaen. Kulturen kommer ofte i sidste række, hvilket influerer på musikeres muligheder og antallet af spillejobs. Undersøgelser viser, at befolkningen prioriterer kulturen lavt sammenlignet med øvrige velfærdsydelser. Forbundsformand Anders Laursen har været aktiv i dialogen med politikere, og ikke mindst de politikere, der partipolitisk ikke traditionelt har talt musikernes sag. Anders Laursen har efter bestyrelsens opfattelse placeret sig således i debatten, at de toneangivende politikere har svært ved at komme uden om ham.

DMF er blevet bedre til at få forbundets budskaber igennem til politikerne. Også formidlingen til medlemmerne er blevet styrket. Redaktionen på landsbladet Musikeren arbejder hårdt og er i dag langt bedre rustet og i tættere kontakt med den øvrige presse, hvilket har øget mulighederne for at få DMF’s budskaber igennem. Fx har Anders Laursen og direktør Sara Linell de sidste par år været mere i medierne end tidligere.

Regeringens – og den tidligere regerings – mange reformer har stor indflydelse på debatten i HB og FU, fx den flere år gamle dagpengereform og de nye arbejdstidsregler på musikskolerne. Det er vigtige problemer for medlemmerne, som forbundet arbejder på at løse. Dagpenge-kommissionen har fremlagt en række anbefalinger til de nye dagpengeregler. I forbundet hersker der stor tvivl om de mange reformer og stramninger har hjulpet. Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen mener at generelt lavere støtte-satser er motiverende for viljen til at komme i arbejde. At et stigende antal borgere ryger på kontanthjælp og skal leve på et eksistensminimum er skræmmende og uværdigt for et samfund som det danske. I DMF arbejdes der for at genetablere et system, hvor almindelige mennesker sikres fornuftigt mod arbejdsløshed, konjunktursvingninger, virksomhedskrak, bankkrak, skattespekulation, mm. DMF anbefaler, at politikerne beskæftiger sig med væsentlige emner, frem for den almindelige borgers småproblemer.

Anders Laursen har været utrættelig i sit arbejde med at få de politiske partier og hovedorganisationer til at fokusere på de atypisk ansatte – det tredje arbejdsmarked – hvor en stor andel DMF-medlemmer fungerer som freelancere. Det er på tide, at der sættes fokus på denne del af arbejdsmarkedet. Michael Justesen og Anders Laursen deltog på FTF’s nyligt afholdte kongres, hvor der ikke fremkom reelle bud på løsninger ift. de atypiske ansatte. I den forbindelse markerede Anders Laursen ved flere lejligheder DMF's holdninger fra talerstolen. Anders og Michael snakkede desuden med LO’s nye formand, Lizette Risgaard, om de mange LO-medlemmer, der efterhånden må acceptere nogle af de samme ansættelsesvilkår på det atypiske arbejdsmarked.

Den udbredte underbetaling på spillesteder gør det endnu vanskeligere for musikere at optjene ret til supplerende dagpenge i et omfang der er til at leve af. Problemet betyder, at mange DMF-medlemmer må stykke deres arbejdsliv sammen af mange forskellige jobs. Dette er bla. medvirkende til forbundets medlemstilbagegang.

Social dumping er et reelt problem for danske musikere. Mange får ikke tarifmæssigt honorar ved livejobs, og indtægten fra streaming på nettet er minimal. DR bortvælger ofte danske kunstnere, hvilket gør det ekstra vanskeligt at få tingene til at hænge sammen. DMF skal på den baggrund fastholde den samlede kritik over for politikerne, så de forstår at mulighederne for atypisk ansatte skal moderniseres og tilpasses virkeligheden anno 2016.

Kulturminister Bertel Haarder gennemførte for nylig en generel besparelsesrunde for de fleste kulturinstitutioner på 2 % årligt de næste fire år. Det er samlet set mange penge, og fx har flere af de store orkestre været nødt til at afskedige musikere. Det er ulykkeligt og DMF skal forstå at argumentere mod disse nedskæringer.

DMF er i samarbejde med de faste orkestre ved at samle sig, så der etableres et mere markant talerør for den klassiske musik og orkestrene, der ønsker en dialog med politikerne om nødvendigheden af et stærkt klassisk musikliv.

DMF København har øget kontakten til de studerende på konservatorierne. De studerende har ikke altid forståelse for nødvendigheden i at have en stærk faglig forening i ryggen, når man efter endt uddannelse står alene med de krav der stilles på arbejdsmarkedet. Det er et vigtigt arbejde der fortsætter, og afdelingens ungdomsudvalg er medvirkende til at skabe gode kontakter på konservatorierne.

 

Benjamin Aggerbeck Woll

Fortalte om arbejdet i DMF Københavns Ungdomsudvalg:

Det er en fornøjelse at arbejde med udvalget, som består af en gruppe super dynamiske unge mennesker, der gerne vil engagere sig i det politiske arbejde. Udvalget arbejder på at skabe et ungt DMF-ansigt udadtil, og udvalget fungerer som bro mellem unge musikere og DMF.

 

Hanne Marie le Fevre

Fortalte som medlem af Ungdomsudvalget om sin baggrund som klassisk sanger med en bachelor fra konservatoriet i Aarhus.

Fortalte at Ungdomsudvalget ønsker sig og arbejder for at skabe en overskuelig platform målrettet unge musikere, hvor fx inspiration kan deles og hvor musikere kan mødes over fælles interesser. Målet er at etablere en indgang for unge musikere med relevant info og indhold som henvender sig direkte til målgruppen.

 

 

Daniel Engholt Carlsen

Fortalte som medlem af Ungdomsudvalget om sin baggrund med arbejdet omkring management, booking og andre brancherelaterede aktiviteter.

Fortalte om arbejdet med udviklingen af en booklet, der som fysisk produkt skal formidle alle DMF’s tilbud og muligheder til unge musikere i alle genrer. Bookletten skal være et kortfattet, overskueligt opslagsværktøj til nye og potentielle medlemmer. Målet er at have bookletten færdiggjort og trykt omkring august og skolestart.

Fortalte om udvalgets heldagsevent TONELEGE, som de seneste tre år har været afholdt som en showcase for en række unge bands krydret med fagligt indhold og konkrete brancheværktøjer. Sidste år var der eksempelvis debat om kønsbalancen. Udvalgets fokus på den digitale platform og bookletten skal fremover være medvirkende til at kommende events i stil med TONELEGE kan nå bredere ud. Der er planer om at TONELEGE fremover skal præsentere færre, men mere genrespecifikke kunstnere.

 

 

Benjamin Aggerbeck Woll

Fortalte om arbejdet i DMF Københavns Sangskriverudvalg:

Berettede om 2015-udgaven af sangskriverugen Songwriters Summit i Berlin, som blandt andet bød på koncert i huset med de nordiske ambassader ifm. Spil Dansk Dagen. Songwriters Summit har de seneste år været et samarbejde mellem lokalafdelingerne i København, Aarhus og Odense.

I samarbejde med Hovedforbundet arbejder Sangskriverudvalget på at afvikle en version af Songwriters Summit i 2016 med sangskrivere fra landets øvrige afdelinger.

 

Morten Højring

Fortalte om dagpengesystemet:

Systemet har gennemgået store forringelser de senere år. Det er meget vanskeligt at drive en musikerkarriere med jobs, øvning og brancherelateret involvering på supplerende dagpenge. Med forringelserne fra seneste dagpengereform er det grundlæggende meget vanskeligt at bevare sin dagpengeret. Nye regler og lovforslag er på tegnebrættet, men om det bliver til fordel for musikere afhænger af fortolkning af detaljerne i forslagene. Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen har tilsyneladende indset at det atypiske arbejdsmarked har brug for et udvidet socialt sikkerhedsnet. Atypisk ansatte er en voksende del af arbejdsstyrken, og attituden blandt embedsværket er blødt op i forhold til denne gruppe, da de udgør en større og større pressionsgruppe mod politikerne. Gruppen af atypisk ansatte bliver efterhånden betragtet som en mere almindelig gruppe, hvilket kan gøre forhandlingerne med politikerne nemmere, fx ifm. koordinering af SKAT og A-kasse. Med de nuværende regler er musikere i stadig højere grad nødt til at sammensætte deres arbejdsliv som en kombination af spillejobs og undervisning, hvor supplerende dagpenge ikke tænkes med som en slags uofficiel kulturstøtte.

Fortalte om spillestedssituationen i København:

Byens jazzmiljø har nogle indre stridigheder. Nogle mener at Copenhagen Jazzhouse bør være en national scene for jazzen, andre støtter op om en mere nichepræget profil.

Kulturpengene rykker for tiden vestpå i et nationalt perspektiv, og spillestederne Loppen og Culture Box har netop mistet deres status som regionale spillesteder. Der skal findes alternative finansieringsmuligheder til disse steder.

I lighed med 2015 satser DMF København igen på at afholde et hyldestjam-arrangement under Copenhagen Jazzfestival 2016.

 

Henrik Jansberg

Fortalte om udvalgsarbejdet i Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik:

Udvalget har netop udpeget de regionale spillesteder for den kommende periode. To nye er kommet til, mens to københavnske spillesteder, Culture Box og Loppen, ikke fik forlænget kontrakten.

Forklarede om de to typer spillesteder i kunstloven: regionale spillesteder og honorarstøttede spillesteder. Det regionale spillested skal kort fortalt favne bredt musikalsk og kulturelt, og har nogle opgaver ift. formidling, publikumsudvikling, udvikling af nye koncertformater, mangfoldighed, mm. På de honorarstøttede spillesteder, er størstedelen af støtten traditionelt set gået til de udøvende kunstnere, og ikke til selve driften af spillestedet.

Ved hovedudelingen i indeværende år har et større antal ensembler modtaget flerårige tilsagn for på den måde at kunne skabe sig en mere langsigtet strategi. På den måde har udvalget forsøgt at løfte musikerne.

Udvalget har fået til opdrag at gøre noget for det samlede danske musikmiljø, og derfor har udvalget forsøgt at tænke bredt ift. de puljer udvalget uddeler, for på den måde at skabe øget sammenhængskraft.

Udvalget har iværksat et nyt forskningstiltag på børn og unge området ift. børn og unges møde med kunsten. Danmark halter langt efter de øvrige nordiske lande på dette område. Forskningen er rettet mod Huskunstnerordningen, som handler om at inddrage børn og unge i kunstnerens egne kunstneriske processer for på den måde at skabe nye projekter.

Udvalget har gennem året afholdt en række dialogmøder, hvor udvalget bla. har mødt de regionale spillesteder, genreorganisationerne, organisationer bag amatørmusikken, specialensembler, MGK, festivaler, mm.

 

Jesper Løvdal

Spurgte Henrik Jansberg om de små honorarstøttede spillesteder i har grund til bekymring over, at Culture Box og Loppen er blevet droppet som regionale spillesteder, og derfor formentlig vil ansøge om store beløb via honorarstøtteordningen?

 

Henrik Jansberg

Svarede Jesper Løvdal, at man må forvente at Culture Box og Loppen vil ansøge om og modtage honorarstøtte når de to steders status som regionalt spillested droppes fra 2017. Mente ikke at de øvrige københavnske steder har grund til at frygte, at det vil have indflydelse på deres muligheder for at søge og modtage støtte når ansøgningerne vurderes i efteråret 2016. Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik vurderer i honorarstøtteuddelingen spillestedernes musikalske profiler, og søger at løfte de steder med de stærkeste profiler. Her står mange af byens scener stærkt. Forklarede at honorarstøtteordningens samlede beløbsstørrelse afhænger af indtægten fra Tips- og Lottomidlerne, som varierer fra år til år.

 

Peter Suwalski

Spurgte Henrik Jansberg om der, med Loppen og Culture Box i ansøgningspuljen, var planer om at udvide honorarstøtteordningen?

 

Henrik Jansberg

Svarede Peter Suwalski, at Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik ikke definerer størrelsen på honorarstøtte-puljen, der afhænger af indtægten fra Tips- og Lottomidlerne. Der er ikke aktuelle planer om at udvide puljen.

Fortalte om musikundervisning:

Orienterede om den nye arbejdstidsaftale for musikskolelærere. Mange musikskolelærere betragter aftalen som alt for åben. Eneste sikre holdepunkt er selve ansættelsen, hvor indholdet endnu ikke er defineret. Processen med at definere indholdet er i gang og imødeses med stor spænding. Det er overraskende for mange, at man som lærer under den nye aftale skal præstere flere undervisningstimer med den samme løn. Fandt det ærgerligt at denne kendsgerning ikke er blevet forklaret tydeligere, da det skygger for de muligheder aftalen indeholder. Problemet er at lærerne skal presses ned i en KL-virkelighed med faste timeskemaer, hvor alle skal arbejde på den samme måde, hvad enten man gør rent eller underviser i musik.

Anbefalede at man som musikskolelærer opretholdt et godt forhold til den nærmeste ledelse på musikskolen, for at understøtte den kæmpe opgave det er at omdefinere indholdet af samtlige læreres arbejde. Grundydelsen er stadig musikskoleundervisning, men dertil er kommet en række nye, ukendte opgaver.

En stor del af musikundervisningen er samarbejdet med Folkeskolen, kendt som Den Åbne Skole i den nye Folkeskolelov. Det er positivt at man ikke mindst i København tager dette samarbejde meget seriøst, og der er iværksat forskning på området som skal dokumentere effekten af de nye tiltag. På sigt bør dette udmønte sig i bedre argumenter over for politikerne når der skal findes flere penge på området.

 

Anders Laursen

Takkede bestyrelsen for den udførlige og kompetente beretning.

 

Supplerede og kommenterede beretningen:

Dansk Folkeparti (DF) meldte inden forhandlingerne om Finansloven, at de ville spare på en lang række områder. Det var forstemmende, men DF er et kulturbærende parti, som DMF er nødt til at være i konstruktiv dialog med. Ved forhandlingerne om Finansloven kom det bla. på banen at der kunne spares på musikskoleområdet og i forhold til de rytmiske spillesteder. Disse områder er med andre ord i farezonen.

DMF har en række overenskomster med Danmarks Radio (DR). DMF har de sidste fire år forsøgt at forhandle en aftale for solister hjem med DR.  Forhandlingerne har været besværliggjort af, at DR karakteriserer solister som en faggruppe, der af konkurrenceretslige grunde ikke kan få en overenskomst. DMF bragte uden held sagen til Konkurrencestyrelsen. Sidenhen gik forhandlingsdelegationen bestående af Morten Madsen og Steen Jørgensen direkte til den politiske ledelse i DR, og alt tyder nu på et positivt resultat inden for overskuelig fremtid.

DR betragtes af mange i musiklivet som meget dominante, udialogiske og selvrådige. DR har indtil for nylig fejet denne kritik af bordet, men efter et møde initieret af Kulturminister Bertel Haarder med deltagelse af kunstnerorganisationerne og DR har piben fået en anden lyd. Regeringen presser i det hele taget DR på flere områder. Et kritikpunkt mod DR har været, at DR forsøger at definere virkeligheden uden for DR ud fra sin egen virkelighed. DMF har via Dansk Kunstnerråd rejst et forslag om diskutere DR-problematikken på kulturmødet på Mors, for at være offensive i bestræbelserne på at få kulturen til at fylde mere på DR-fladen.

Hvad angår arbejdet med de store orkestre påtænker DMF at lave en kæmpebegivenhed sammen med de faste orkestre. Begivenheden skal udfolde sig som en stor koncert, og skabe øget opmærksomhed på det symfoniske område der skal højere op på den politiske dagsorden. Ønsket er at skabe en ny fremgangsmåde, ny lobbyisme, og eventuelt tage initiativ til en ny genreorganisation på området.

Dialogen om kønsskævridningen i det danske musikliv som DMF førte med tidligere Kulturminister Marianne Jelved er med den ny Kulturminister Bertel Haarder lagt ned til fordel for et fokus på talent. Det er dog generelt svært at opbygge en konstruktiv dialog med Kulturministeren. Til gengæld har DMF en løbende dialog med Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik, hvor Henrik Jansberg som bekendt sidder. DMF forsøger til stadighed at holde udvalget oppe på at kapitlet om rytmisk musiks i musikloven skal tolkes som en kunsstøttelov og ikke en driftslov. Håbede at de penge, der for København som musikby er mistet efter at Loppen og Culture Box har mistet status om regionale spillesteder, bliver anvendt til musik i København alligevel. Det er fornemmelsen i DMF, at Kulturborgmester i København, Carl Christian Ebbesen, har tiltænkt pengene til andre områder. Kulturborgmesteren har udtalt sig meget kritisk især om spillestedet Loppen.

Hvad angår jazzen i København har DMF og DMF København sammen med JazzDanmark og Dansk Jazzmusikerforening via et indlæg i Politiken støttet de jazzmusikere, der mener, de har mistet Copenhagen Jazzhouse. Indlægget er primært henvendt til musikudvalget i håbet om at udvalget vil tænke i et nationalscene-begreb eller på anden måde samle miljøet i byen, der er i fare for at krakelere med flere lukningstruede spillesteder. Indlægget er ment som et konstruktivt input til Musikudvalget, der bør bestræbe sig på at finde en løsning så danske jazzstjerner ikke skal lede efter et sted at spille.

Orienterede om at Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen har øget fokus på det atypiske arbejdsmarked, da mange meget store faggrupper i stigende grad præges af usikre dag-til-dag-ansættelser. Håbet er, at det at være freelancer på sigt bliver civiliseret i forhold til dagpengeområdet.

Den globale digitalisering har større betydning for musiklivet end nogensinde før, samtidig med at indtjeningsmulighederne på området er forsvindende små. Det er urimelige forhold, som DMF på internationalt plan bla. i samarbejde med FIM - The International Federation of Musicians arbejder på at ændre. GRAMEX-systemet er et velfungerende eksempel på at udøvende og producenter får en rimelig betaling for fremførelse af deres musik. Man er i denne proces i dialog med EU-politikere i håbet om at de indtænker et hensyn om at kunstnerne får højere betaling for fremførelsen af deres værker.

 

Annie Larsen

Undrede sig over at Christine Christiansen ikke var blev takket i den udsendte beretning for sin store indsats i bestyrelsen og i udviklingen af medlemsbladet MUSIKKEN efter at hun tidligere på året trak sig fra bestyrelsesarbejdet.

 

Michael Justesen

Bemærkede at Christine Christiansen ville blive takket for sin indsats senere på Generalforsamlingen.

 

Henrik Strube

Udtrykte indledningsvis sin glæde over at der var nye, unge ansigter i og omkring afdelingens bestyrelse.

Fandt det vigtigt at der i en forening som DMF København foregår en fri og demokratisk debat, hvor man hører synspunkter fra begge sider. Henviste til at Michael Justesen i sin leder i martsnummeret af afdelingens medlemsblad MUSIKKEN plæderede for at genvælge Anders Laursen ved kampvalget om formandsposten til kongressen i august 2016. I lederen kalder Michael Justesen modkandidaten Erik Damgaard en useriøs kandidat. I samme blad roser Morten Højring i en artikel Anders Laursen og argumenterer for genvalg til den siddende forbundsformand. Udtrykte respekt for denne holdning, men savnede spalteplads til andre synspunkter og holdninger i bladet. Henviste til at bladets redaktør gennem 10 år, Christine Christiansen, havde indsendt sin vanlige klumme rettidigt, men at denne var blevet fravalgt. Modtog et svar på et indsendt læserbrev underskrevet hele DMF Københavns bestyrelse, hvori man skriver at Christine Christiansens indlæg ikke var rettidigt indsendt. Citerede fra klummen, der argumenterer for, at det er problematisk at bestyrelsesformænd i DMF både lokalt og nationalt har siddet på deres poster i en lang årrække, mellem 18 og 24 år. Mente at der i en forening, der kalder sig demokratisk, bør være plads til synspunkter fra begge sider.

Stillede et spørgsmål til Michael Justesen:

Hvad var årsagen til at du fravalgte det rettidigt indsendte indlæg fra Christine Christiansen?

 

Michael Justesen

Svarede Henrik Strube:

Henviste indledningsvis til at Christine Christiansens indlæg ikke var modtaget rettidigt.

Forklarede at man på MUSIKKEN arbejder med en intern deadline, der ligger en uge før bladet sendes til trykkeriet. Bladet sendes til trykkeriet senest torsdag inden midnat, og der arbejdes på opsætningen helt frem til denne frist. Modtog Christines klumme torsdag aften kl. 21:39. At postulere at det er sendt til tiden er direkte forkert. Understregede at det er helt i orden at fremføre sine kritiske holdninger i bladet, men med så sen levering er der ikke tid til at give de personer, der udsættes for kritikken, tid til at modsvare de fremsatte kritikpunkter. Efterfølgende er Christine af Michael Justesen blevet opfordret til at bringe sit indlæg sammen med eventuelle svar i både landsforbundets blad Musikeren og afdelingsbladet MUSIKKEN.

 

Henrik Strube

Spurgte hvorfor Erik Damgaard ikke fik mulighed for at svare på den kritik han udsættes for i Michael Justesens leder og Morten Højrings artikel. Henviste til at det er god journalistisk skik at give modparten, der udsættes for kritik, plads til at svare i samme udgivelse, hvilket ikke er blevet overholdt i denne situation.

Argumenterede for at Christine Christiansens klumme var indsendt rettidigt, og citerede en mail fra Christine, hvor det fremgår at indlægget blev sendt til Mads Mazanti, der sætter bladet op, om torsdagen kl. 18:02. I mailen fra Christine fremgår det, at det er kutyme, at den ansvarshavende redaktør og formand kan aflevere henholdsvis klumme og leder den sidste aften inden bladet sendes til trykkeriet. Ifølge Christine er det en praksis Michael Justesen selv benytter ved konsekvent at sende sin leder sent aftenen før bladet sendes til tryk. Christine stiller sig i mailen derfor undrende over for, at dette bruges som argument for at klummen ikke blev bragt i bladet. Fandt ikke grund til at betvivle Christines udsagn.

Spurgte Michael Justesen om han med ovenstående oplysninger in mente, mente at han havde informeret DMF Købehavns bestyrelse korrekt i forhold til at afvise Christines indlæg?

 

Michael Justesen

Svarede bekræftende på Henrik Strubes spørgsmål: DMF Københavns bestyrelse er blevet informeret korrekt i denne sag, og flere bestyrelsesmedlemmer blev også taget med på råd torsdag aften da Christine Christiansens klumme var modtaget. Henviste til at klummen var modtaget for sent i forhold til den interne deadline uanset hvad tid på aftenen indlægget havnede i inboksen.

 

Dirigenten

Afbrød diskussionen med henvisning til at mundhuggeri ikke skal foregå på Generalforsamlingen, og at både Henrik Strube og Michael Justesen havde fremført deres synspunkter. Henviste til at Michael Justesen må forholde sig til et uddybende svar til Henrik Strube.

 

Henrik Strube

Henviste til at diskussionen om Christine Christiansens indlæg var et spørgsmål om ytringsfrihed og balance i debatten.

 

Annie Larsen

Fandt det meget usandsynligt at Christine Christiansen, som mangeårig, ansvarsfuld redaktør af MUSIKKEN, ikke var klar over hvad en deadline er og hvordan den overholdes 

 

Arne Würgler

Proklamerede at især musikere har brug for en fagforening med sammenhold og en fælles stærk stemme, da musikere har mange grunde til at være ”sure, vrede og rasende”:

Beklagede at DR’s arbejdspladser for professionelle musikere forsvinder uden at det fører til arbejdsnedlæggelser og støtte fra beslægtede faggrupper.

Beklagede at samfundet uddanner professionelle musikere som ikke efterfølgende ansættes i DR, og at uforholdsmæssigt mange penge benyttes på udvandede programmer som X-Factor.

Beklagede at DR’s sendeplatforme styres og formateres af meget få personer, og at flere undersøgelser peger på at dette sker i samarbejde med de tre store major-labels: Sony, Universal og Warner.

Beklagede at musik fra DMF’s eget label Gateway er stort set fraværende, og fandt det bekymrende, at denne udvikling er accelereret de seneste år. Havde derfor ved en tidligere lejlighed spurgt Anders Laursen og Michael Justesen, om hvad man fra DMF’s side agter at foretage sig på musikernes vegne ift. tilstande der minder om korruption, men savnede svar på dette spørgsmål.

Savnede protester fra DMF ift. DR’s mangelfulde fejring af Svend Asmussens 100 års fødselsdag.

Beklagede at musikere har meget lille udbytte af online streamingtjenester, hvor bagmænd tjener store summer. Ærgrede sig over at KODA, som velbetalte forvaltere, betragter tjenesterne som en succes og ikke går musikernes ærinde.

Beklagede nedlæggelsen af regionale spillesteder, og at de eksisterende statsstøttede regionale spillesteder ikke efterlever deres forpligtelser om program-diversitet og ofte ikke melder tilbage på musikeres henvendelser.

Beklagede at medlemmerne i Kunstfondens nu sidder i perioder på fire år i stedet for tidligere tre år, og at musikorganisationer over en bred kam ikke anfægtede denne uhensigtsmæssige ændring.

Beklagede at generelt meget få danske bands spiller på sommerens festivaler.

Beklagede at advokat Johan Schlüter har snydt for mere end 180 millioner kroner, og at DMF ikke har gjort indsigelser til at Loven om Forvaltningsselskaber skal ændres. Henviste til fra start at have advaret om Copydan-konstruktionen, men blev dengang banket på plads af daværende forbundsformand Kurt Petersen.

Beklagede at musikere udnyttes af multinationale selskaber, og at DMF er usynlige i den offentlige debat og ikke formår at sætte dagsordenen med kronikker, blokader og strejker. Savnede en debatside på Facebook, hvor musikere kan ytre sig og kommunikere med hinanden.

 

Erik Damgaard

Bekræftede at han kandiderer som forbundsformand ved DMF’s Kongres 2016.

Kommenterede på formandens beretning:

Glædede sig over den store aktivitet i afdelingen.

Mente ikke Facebook-siden ”Ny politisk ledelse i DMF” var årsagen til dårligt samarbejde i DMF, men nærmere et symptom på dette. Facebook-siden er udtryk for et ønske om at skabe et åbent debatforum for DMF-medlemmer. Fandt det paradoksalt at medlemmer af HB på den ene side ønsker et opdateret, digitalt forbund, og på den anden side ikke ønsker en åben debatside. Den politiske debat foregår lige nu kun via forbundets medlemsblad, som har meget lang deadline og kun udkommer seks gange om året.

Udtrykte glæde over, at DMF’s kommunikationsafdeling fungerer bedre end nogensinde, men savnede konkrete resultater i lighed med indlægget fra Arne Würgler.

Roste Michael Justesen for at kommentere på den øgede ulighed i samfundet. Beklagede at stillingtagen til det omgivende samfund historisk set har været mangelfuld i DMF. Appellerede til musikere om at se sig selv som hele mennesker, der skal have holdninger til samfundsdebatten generelt. Savnede forbundets stemme i sager om sygedagpenge, hvor musikere uden normale arbejdsforhold er meget udsatte. Opfordrede medlemmer til at være synlige velfærdsdebatten, idet kultur også bør betragtes som velfærd. Ærgrede sig over at DMF ikke giver sig til kende i dén debat.

Beklagede at DMF ikke betragter de støttemidler, der tilflyder musiklivet, i et større samfundsmæssigt perspektiv. Opfordrede DMF til at sætte offentligt fokus på sammenhængen mellem kulturpolitik og sammenhængskraft. Beklagede at offentligt støttede orkestre mister tilskud og må lukke ned, da dette går ud over sammenhængskraften i samfundet.

 

Anne Eltard

Fandt det tydeligt at der er stormvejr i både forbund og afdeling. Opfordrede alle til at bevare overblikket. Udtrykte forundring over at lederpladsen i MUSIKKEN var blevet brugt til et personangreb på Erik Damgaard. Havde foretrukket et velformuleret, perspektiverende indlæg som ikke var personfixeret. Begrundede med at mange medlemmer ikke er involverede i debatten og derfor ikke ved hvad der bliver snakket om. Fandt det ukonstruktivt og uprofessionelt, og så det som tegn på manglende faglighed. Håbede at dette ville ændre sig i fremtiden.

 

Beretningen blev herefter taget til efterretning.

 

 

Ad 3:            Fremlæggelse af regnskab og beslutning om godkendelse

 

Michael Justesen

Fremlagde og kommenterede på resultatopgørelse og balance fra afdelingens regnskab:

Regnskabet er gennemgået og godkendt af de statsautoriserede revisorer. Afdelingens bogholder Lea Meta Larsen har ført regnskabet på fremragende vis.

Bestyrelsen prioriterer medlemsaktiviteter og karrieremæssige tilbud højt, og bruger en del midler på dette populære område for medlemmerne.

Bestyrelsen balancerer hvert år indtægter og udgifter så afdelingen i det samlede regnskab undgår store udsving. Afdelingens investeringer er forholdsvis konservative, hvilket kan aflæses i det samlede afkast. Investeringerne er overladt til Nordeas investeringsforening, som foretager tilpasninger i samråd med bestyrelsen. Denne fremgangsmåde har givet et fornuftigt afkast trods markedets ekstremt lave rente.

Til trods for udfordringer i Danish Music Agency (DMA) har afdelingen kun et mindre underskud, hvilket er ganske fornuftigt set i lyset af afdelingens høje aktivitetsniveau 

I lighed med de sidste mange år ligger DMF Københavns soliditet på ca. 92 %, hvilket er yderst tilfredsstillende.

Medlemstallet er gået en smule ned, men der er konstateret en opbremsning. Ikke mindst i arbejdet med at hverve nye, unge medlemmer arbejdes der målrettet i afdelingen på at ændre tendensen med faldende medlemstal.

Indtægterne er en smule lavere end året før, hvilket skyldes medlemstilbagegangen.

Omkostningerne er forøget med ca. 50.000 kr.

Lønninger og bestyrelsesomkostninger er faldet, hvilket bla. skyldes at tidligere bogholder Annie Chabert nu er helt ude af regnskabet.

Omkostninger til foreningsaktiviteter er steget med ca. 20.000 kr., da der er brugt flere midler på projekter og medlemsarrangementer. Bestyrelsen mener, at det er en kerneopgave at kunne tilbyde afdelingens medlemmer en bred palette af attraktive, karrierefremmende aktiviteter.

Udgifter til medlemsbladet MUSIKKEN er steget med ca. 18.000 kr., hvilket primært skyldes flere omkostninger til eksterne skribenter.

Forøgelsen af udgifter til grafisk værksted skyldes bla. øgede omkostninger til Copykit, som er den farvetoner, der anvendes. Det grafiske værksted benyttes stadig flittigt af afdelingens medlemmer.

Afdelingens afskrivninger falder, så længe der ikke sker nyinvesteringer i foreningen.

Reorganiseringen af DMA har ført til et større underskud på ca. 627.000 kr. DMA’s initiativrige medarbejdere, Maia Jochimsen og Anders Havshøj, arbejder konstant på at skabe nye kontakter, og dermed øge salget. Det er bestyrelsens forventning, at der også i 2016 vil være et underskud, men der arbejdes på at bringe udgifterne kraftigt ned. Pga. usikkerheden i selskabet har Maia valgt at sige op med udgangen af maj 2016.

Bestyrelsen benyttede lejligheden til at takke Maia Jochimsen for sin store ihærdighed ifm. udviklingen af DMA.

De markant øgede finansielle omkostninger på ca. 199.000 kr. skyldes realiserede kurstab.

Bestyrelsens konklusion er at DMF Københavns økonomi er meget stabil. Bestyrelsen vil fortsat holde godt fat i økonomien med en stram styring, og løbende regulere omkostningerne når og hvis væsentlige forhold ændrer sig.

 

KMO’s humanitære kasse

Fremlagde regnskabet for KMO’s humanitære kasse.

 

KMO's Understøttelsessamfund

Benny Rosenfeld fremlagde regnskabet for de syv legater under KMO’s Understøttelsessamfund.

DMF København har modtaget en arv, hvilket har ført til oprettelsen af ”Inge Hasselbalch-Larsen's mindelegater, enke efter basunist Poul Jørgensen” som i 2016 for første gang uddeles som portioner á 5.000-10.000 kr.

Takkede DMF København for det årlige tilskud på kr. 40.000,-, som fast uddeles til værdigt trængende medlemmer.

 

Alle regnskaberne blev godkendt.

 

Ad 4:            Indkomne forslag

Dirigenten

Konstaterede at der var indkommet et forslag fra bestyrelsen om at vælge Steen Jørgensen som æresmedlem af DMF København.

 

Michael Justesen

Indstillede på vegne af bestyrelsen DMF’s faglige sekretær, Steen Jørgensen, som æresmedlem af DMF København. Steen blev bla. indstillet pga. af sin mangeårige og meget personlige indsats over for både forbund og ikke mindst Københavnsafdelings medlemmer, og sin vilje til altid at stå til rådighed i musikfaglige sager.

 

Dirigenten

Forklarede hvad det vil sige at blive æresmedlem, og henviste til § 4 om Æresmedlemmer i afdelingens vedtægter:

Såvel medlemmer som ikke-medlemmer, der har ydet en fortjenstfuld indsats i afdelingens interesse, kan efter forslag fra bestyrelsen og med generalforsamlingens godkendelse udnævnes til æresmedlem af afdelingen.

Steen Jørgensen blev valgt som æresmedlem af DMF København ved akklamation.

 

Ad 5:            Valg til ledige bestyrelsespladser og suppleanthverv

Valg af næstformand:

Dirigenten

Konstaterede at Per Lund Madsen ikke ønskede at genopstille til posten som næstformand i DMF København.

 

Michael Justesen

Takkede Per Lund Madsen for hans mange år som næstformand.

Bragte Henrik Jansberg og Morten Højring i forslag som næstformand.

 

Anne Eltard blev bragt i forslag af unavngiven person i salen.

 

Anne Eltard

Takkede for tilliden, men ønskede ikke at stille op som næstformand. Bedyrede at hun ønskede at stille op til bestyrelsen som ordinært medlem.

 

Henrik Jansberg

Begrundede sit kandidatur til posten som næstformand:

DMF er på mange måder et bredt forbund, og derfor bør DMF København have en næstformand, der favner bredt både hvad angår genrer og arbejdsforhold for musikere.

Er 38 år og har i en årrække været medlem af bestyrelserne i først DMF Odense og sidenhen DMF København. Har i den forbindelse deltaget i de seneste kongresser.

Har siddet i DMF’s Hovedbestyrelse siden kongressen i 2012.

Sad med i den første udgave af UrU, som var DMF’s ungdomsudvalg, i en lang årrække. Udvalget kom med indspark og konkrete forslag til HB.

Er konservatorieuddannet violinist. Har udgivet albums i eget navn, og turneret rundt i verden med egen musik.

Er underviser på to musikskoler og bestrider her hverv som henholdsvis tillidsrepræsentant og arbejdsmiljørepræsentant.

Sidder i Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg For Musik, hvor store beslutninger tages. Medlemmerne modtager også ind imellem store lussinger for arbejdet, hvilket kan være med til at stive medlemmerne af på det faglige og personlige plan.

Arbejder med diverse tryksager i DMF Københavns grafiske værksted.

Har arbejdet som frivillig på festivaler og til ungdomsstævner, primært inden for folkemusikken.

Ønsker som næstformand at arbejde for mangfoldighed inden for køn og alder for at opnå dualitet i bestyrelsesarbejdet.

Appellerede til forbundet om at tænke fremad og involvere yngre mennesker i beslutningstagning og bestyrelsesarbejde.

 

Morten Højring

Begrundede sit kandidatur til posten som næstformand:

Har siden ungdommen været musikpolitisk aktiv, og sad i Jazzmusikerforeningens bestyrelse.

Var tidligt organisator på forskellige festivaler og events, der havde til hensigt at samle jazzmiljøet.

Var bla. turnésekretær i genreorganisationen for jazz og var med omkring forskellige initiativer der skulle udbrede jazzen.

Har siddet med i DMF Københavns bestyrelse siden år 2000, og sætter stor pris på den sparring og idéudveksling bestyrelsen er garant for.

Ønsker som næstformand at have et tillidsfuldt forhold og være en god sparringspartner for afdelingens formand. Som næstformand skal man kunne stille de rigtige spørgsmål når små og store beslutninger skal tages.

Ønsker at bidrage med sin erfaring fra en bred vifte af musikforeningsarbejde.

Har siddet i HB i en årrække, og har i den forbindelse siddet med i udvalg som Tillidsmandsudvalget og Musikskoleudvalget.

Har i DMF Københavns bestyrelse siddet med i bla. Freelanceudvalget og Spillestedsudvalget.

 

Annie Larsen

Opfordrede generalforsamlingen til at stemme på Henrik Jansberg for at understøtte afdelingens ønske om at få flere yngre kræfter på banen.

 

John Jacobsen

Undrede sig over at ingen af de to kandidater havde fremlagt bud på politiske visioner for DMF København.

 

Dirigenten

Konstaterede efter stemmeoptælling at Morten Højring havde modtaget 79 stemmer, at Henrik Jansberg havde modtaget 37 stemmer, og at der var afgivet 4 blanke stemmer.

Konstaterede at Morten Højring var valgt som næstformand for 2 år ved akklamation.

 

Valg til bestyrelsen:

Dirigenten

Konstaterede, at der skulle vælges fem ordinære medlemmer af bestyrelsen som konsekvens af Christine Christiansens udtrædelse af bestyrelsen midt i en periode og Morten Højrings valg til næstformand. Forklarede, at den person, der blev valgt med færrest stemmer kun ville blive valgt for en periode på et år, mens de fire personer med flest stemmer ville blive valgt for en normal toårs periode.

 

Michael Justesen

Bragte på bestyrelsens vegne Sara Nigard Rosendal, Kaspar Parby Vig, Sune Wedam, Per Lund Madsen og Henrik Jansberg i forslag til bestyrelsen.

De udtrykte alle ønske om valg.

 

Sune Wedam

Bragte Ellen Karberg i forslag.

Ellen Karberg udtrykte ønske om valg.

 

Pernille Bevort

Bragte Anne Eltard i forslag.

Anne Eltard udtrykte ønske om valg.

Undrede sig over valgproceduren til næstformandsvalget som hun fandt uhensigtsmæssig. Anbefalede at man ved kommende generalforsamlinger på forhånd melder ud, hvilke kandidater der er i spil til formandsposter.

 

Dirigenten

Svarede Pernille Bevort, at valgproceduren i DMF København er blevet debatteret tidligere, og er et evigt dilemma uden en åbenlys løsning. Den nuværende procedure har ligget fast i mindst 20 år. Man kan ikke på forhånd sende en liste med kandidater ud, da det vil kortslutte den demokratiske proces, hvor Dirigenten på dagen adspørger Generalforsamlingen, hvem der ønsker at stille op. Hvis proceduren skal ændres kræver det, at der på forhånd stilles et ændringsforslag til vedtægterne.

 

Irene Becker

Bragte Jesper Løvdal i forslag.

Jesper Løvdal udtrykte ønske om valg.

 

Sara Nigard Rosendal

Begrundede sit kandidatur:

Er netop ved at færdiggøre en master i klassisk slagtøj fra konservatoriet i Malmö.

Ønsker at være unge, nyuddannede musikeres stemme.

Vil gerne fokusere på Do It Yourself-tendensen i musiklivet, og finde ud af hvordan DMF som fagforening kan favne dette, og afkode hvad unge musikere har brug for i dag.

 

Kaspar Parby Vig

Begrundede sit kandidatur:

Er sanger og studerende på Det Rytmiske Musikkonservatorium i København.

Oplever at mange unge musikere vælger fagforeningen fra, fordi de ikke kan gennemskue hvad de skal bruge den til. Ønsker at tydeliggøre, at det også som ung musiker er vigtigt at være medlem af en stærk forening som DMF. I en individualiseret tid er det afgørende at kunne tilbyde muligheder for freelance-musikere.

Er meget interesseret i debatten om ligestilling.

 

Sune Wedam

Begrundede sit kandidatur:

Er basunist, freelancer og underviser.

Ønsker at iscenesætte nogle af afdelingens bestyrelsesmedlemmer på den store kulturpolitiske scene.

 

Henrik Jansberg

Begrundede kort sit kandidatur med henvisning til ovenstående begrundelse ifm. valget til næstformand.

 

Per Lund Madsen

Begrundede sit kandidatur:

Ønsker efter mange år som næstformand at fortsætte som ordinært bestyrelsesmedlem.

Arbejder som violinist i Det Kgl. Kapel. Har tidligere siddet i DR SymfoniOrkestret og Aarhus Symfoniorkester.

 

Ellen Karberg

Begrundede sit kandidatur:

Er musiker og underviser.

Oprindelig uddannet på konservatoriet med klaver som hovedinstrument og som korleder. Senere uddannet som organist.

Har læst musik og samfundsfag på Københavns Universitet.

Har været musikskoleleder.

Har været tillidsrepræsentant på forskellige musikskoler.

Har siddet i kommunalt sektorudvalg.

Ønsker at bidrage med erfaringen som musiker og kulturplanlægger.

Har fokus på samarbejdet mellem DMpF og DMF, hvilket der især er brug for med nye arbejdstidsaftale på musikskolerne, hvor underviserne presses på tiden.

Tror på at resultater bedst opnås ved at stå sammen i hele musikfaget.

Har fokus på bedre kønsbalance i musikskole og i musiklivet generelt.

 

Anne Eltard

Begrundede sit kandidatur:

Vil arbejde for, at DMF København træder ind i det nye årtusinde med større aldersdiversitet som afspejler foreningens medlemmer.

Ønsker større transparens, åbenhed og forståelighed omkring det daglige arbejde i DMF, så organisationen kan profilere sig skarpt og fagligt.

Vil arbejde for at tonen skærpes ift. det arbejdsmarkedspolitiske område, og at DMF kommer til at stå for åbenhed, bredde og demokrati.

 

Jesper Løvdal

Begrundede sit kandidatur:

Har beskæftiget sig med kulturpolitik i 15 år.

Har siddet i Københavns Kommunes Musikudvalg og er formand for bestyrelsen i JazzDanmark.

Ønsker at skabe forbindelser og nye venskaber i musiklivet – også med de aktører, der traditionelt har været DMF’s modstandere, fx Dansk Live og DR.

Finder det vigtigt at kende det musikalske landskab godt, hvilket vil hjælpe når DMF fremover skal forhandle på musikernes vegne i kulturpolitiske spørgsmål.

 

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

 

Dirigenten

Konstaterede efter stemmeoptælling at Jesper Løvdal havde modtaget 81 stemmer, at Ellen Karberg havde modtaget 77 stemmer, at Sune Wedam havde modtaget 75 stemmer, at Per Lund Madsen havde modtaget 69 stemmer, at Sara Nigard Rosendal havde modtaget 46 stemmer, at Henrik Jansberg havde modtaget 42 stemmer, at Kaspar Parby Vig havde modtaget 32 stemmer og at Anne Eltard havde modtaget 28 stemmer.

Konstaterede, at Jesper Løvdal, Ellen Karberg, Sune Wedam og Per Lund Madsen blev valgt som medlemmer af bestyrelsen for 2 år, og at Sara Nigard Rosendal blev valgt som medlem af bestyrelsen for 1 år.

De øvrige opnåede ikke valg.

 

Valg af suppleanter:

Dirigenten

Konstaterede, at der var 4 ledige pladser som følge af udløb af valgperioden.

 

Benjamin Aggerbeck Woll

Bragte Maia Jochimsen i forslag.

Maia Jochimsen udtrykte ønske om valg.

 

Arne Würgler

Bragte Anne Eltard i forslag.

Anne Eltard udtrykte ønske om valg.

 

Anders Havshøj

Bragte Katarina Henderson i forslag.

Katarina Henderson udtrykte ønske om valg.

 

Anne Eltard

Bragte Pernille Bevort i forslag.

Pernille Bevort udtrykte ønske om valg.

 

Michael Justesen

Bragte Kaspar Parby Vig, Henrik Jansberg og Vanja Santos i forslag.

Kaspar Parby Vig, Henrik Jansberg og Vanja Santos udtrykte ønske om valg.

 

Maia Jochimsen

Begrundede sit kandidatur:

Har været ansat i Danish Music Agency i to år, og kender således DMF indefra.

Er uddannet Music Manager og har stort branchekendskab.

Er udøvende musiker.

Ønsker at bidrage med viden om fx spillestedsområdet.

Ønsker generelt at bidrage til fremtiden for DMF København.

 

Anne Eltard

Begrundede kort sit kandidatur med henvisning til ovenstående begrundelse ifm. valget til bestyrelsen.

 

Pernille Bevort

Begrundede sit kandidatur:

Er jazzmusiker, kapelmusiker, komponist, mm.

Sidder som suppleant i DJBFA’s bestyrelse.

Ønsker øget åbenhed og en revidering af valgprocesserne i DMF.

 

Henrik Jansberg

Begrundende kort sit kandidatur.

Undrede sig over valgprocedurerne, hvor der ved optælling er afgivet flere stemmer end der er personer til stede i salen.

 

Vanja Santos

Begrundede sit kandidatur:

Er sanger.

Har især fokus på udenlandske musikere i Danmark.

 

 

Anni Larsen

Fandt det udemokratisk, at stemmer tilsyneladende er afgivet før kandidatlisten er endelig, og opfordrede den kommende bestyrelse til at justere denne proces til kommende generalforsamlinger.

 

Benjamin Aggerbeck Woll

Anbefalede at forsamlingen stemte på Kaspar Parby Vig, som har været en god drivkraft i bestyrelsen og ikke mindst omkring afdelingsbladet MUSIKKEN.

 

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

 

Dirigenten

Konstaterede efter stemmeoptælling at Henrik Jansberg havde modtaget 48 stemmer, at Kaspar Parby Vig havde modtaget 40 stemmer, at Anne Eltard havde modtaget 33 stemmer, at Maia Jochimsen havde modtaget 29 stemmer, at Pernille Bevort havde modtaget 25 stemmer, at Katarina Henderson havde modtaget 27 stemmer og at Vanja Santos havde modtaget 5 stemmer.

Konstaterede herefter, at Henrik Jansberg blev valgt som 1. suppleant, Kaspar Parby Vig som 2. suppleant, Anne Eltard som 3. suppleant og Maia Jochimsen som 4. suppleant for 1 år.

De øvrige opnåede ikke valg.

Oplyste, at der ved afstemningen var et ekseptionelt stort antal ugyldige stemmer (45), da stemmesedlerne var påført navne som ikke var opstillet.

 

Ad 6:            Valg af revisor

 

Valg af revisor:

Dirigenten

Oplyste at John Jacobsen var på valg som revisor, og erklærede sig villig til valg.

 

Michael Justesen

Opfordrede på bestyrelsens vegne generalforsamlingen til at stemme på John Jacobsen.

 

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

 

John Jacobsen blev valgt ved akklamation.

 

Valg af revisorsuppleanter:

Dirigenten

Oplyste at Jeppe Tom-Petersen var på valg som revisorsuppleant, og erklærede sig villig til valg.

 

Michael Justesen

Opfordrede på bestyrelsens vegne generalforsamlingen til at stemme på Jeppe Tom-Petersen.

 

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

 

Jeppe Tom-Petersen blev valgt ved akklamation.

 

Ad 7:            Valg til ledige bestyrelsesposter og suppleanter i Understøttelsessamfundet

Valg til bestyrelsen:

Dirigenten

Oplyste at der ikke var nogen medlemmer af Understøttelsessamfundets bestyrelse på valg i år.

 

Valg af suppleant:

Dirigenten

Oplyste at der ikke var nogen suppleanter fra Understøttelsessamfundets bestyrelse på valg i år.

 

Ad 8:            Dansk Musiker Forbunds kongres d. 24. og 25. august 2016

a)    Formandens redegørelse for den kommende DMF kongres

Dirigenten

Forklarede indholdet i dette punkt, og redegjorde for valgproceduren ved valg af delegerede. Uddybede at generalforsamlingen skulle afgøre, hvor mange delegerede afdelingen vil sende til Kongressen. Forklarede, at uanset hvor mange delegerede DMF København sender af sted bærer afdelingen det samme antal stemmer på kongressen, og antallet af stemmer fordeles ligeligt på de valgte delegerede.

 

Michael Justesen

Redegjorde nærmere for selve kongressen:

DMF imødegår en spændende tid, og Forbundets kommende retning skal besluttes på kongressen.

En lang række kulturpolitiske udfordringer skal varetages, og udfordringerne bliver stadigt større i takt med landets øvrige politiske udfordringer.

Kongressen skal forberede DMF på fremtiden, og arbejdet med at udvikle unge talenter til det organisatoriske arbejde skal skærpes.

Fortalte om et nyt lovforslag initieret af Anders Laursen, som DMF Københavns bestyrelse bakker op om. Forslaget indeholder bla. følgende elementer:

1.     Det årlige Tillidsmandsmøde afløses af et Repræsentantskabsmøde med politisk, fagligt indhold med beslutninger HB skal arbejde ud fra.

2.     HB udvides fra 13 til 15 medlemmer for at skabe plads til to ungdomsmedlemmer, der skal vælges på Repræsentantskabsmøderne.

3.     Der skal vælges en 2. Næstformand, der fungerer som”føl”, der kan følge det politiske, organisatoriske arbejde på tæt hold.

4.     Der skal laves en rotationsordning i FU, som sikrer at et HB-medlem roterer for 1 år ad gangen.

Bekræftede at Michael Justesen stiller sit kandidatur til rådighed som næstformand, hvis Anders Laursen genvælges som formand for en ny periode.

Fortalte at det er bestyrelsens indstilling at afdelingen sender 18 delegerede til kongressen, og at det for afdelingen er meget dyrt at sende delegerede til kongres.

Indstillede generalforsamlingen til at stemme på den samlede afdelingsbestyrelse inkl. suppleanter, to medlemmer fra afdelingens Ungdomsudvalg, samt tre repræsentanter fra salen, i alt 18 personer.

 

Anne Eltard

Opfordrede Michael Justesen til også at fremlægge lovforslaget stillet af Erik Damgaard-fløjen med henvisning til at DMF København er en divers forening, og at talerstolen ikke bør benyttes som en ensidig reklamesøjle.

 

Erik Damgaard

Redegjorde for et forslag til lovændringer indsendt af DMF Roskilde med følgende elementer:

1.     Der skal være en grænse for hvor længe man kan sidde som henholdsvis formand og næstformand.

2.     Der skal lovfastsættes et løn for formand og næstformand.

3.     Kongresperioderne skal afkortes fra 4 år til 3 år.

4.     Der skal være et rotationsprincip på formands- og næstformandsposterne med maksimalt tre valgperioder.

Forklarede, at der også er fremsendt forslag fra andre afdelinger.

Beklagede, at det ikke har været muligt at debattere ovenstående lovforslag initieret af Anders Laursen på andre generalforsamlinger i landet, eftersom det er indsendt meget sent. Havde foretrukket at forslaget kunne have været diskuteret på generalforsamlingerne.

 

Anni Larsen

Ønskede at få uddybet forskellen på tillidsmandsmøde og repræsentantskabsmøde.

 

Tim Ewé

Ønskede at få uddybet hvad opgaven som delegeret for DMF København indebærer.

 

Michael Justesen

Svarede på spørgsmålene fra salen:

Forklarede at DMF København ikke har været involveret i lovforslag sendt fra andre afdelinger. De officielt udsendte lovforslag drøftes af de delegerede rundt omkring i landet. I DMF København vil dette ske på et møde inden sommerferien, hvor alle forslag vil blive diskuteret.

Forklarede at man som delegeret på kongressen er med til at lægge den politiske linje, og bla. vælge formand og næstformand.

Forklarede at forskellen på tillidsmandsmøde og repræsentantskabsmøde skal defineres nærmere på kongressen, men at hensigten fra forslagsstillerne er, at deltagerne på repræsentantskabsmødet skal have mere direkte indflydelse på den førte politik i DMF.

 

Dirigenten

Supplerede redegørelsen for hvad opgaven som delegeret for DMF København indebærer med at understrege, at det som udgangspunkt kræver at man er til stede i de fastlagte kongresdage i august. Som delegeret er man en del af en mere afgrænset kreds, som stemmer og beslutter på vegne af alle afdelingens medlemmer.

 

John Jacobsen

Opfordrede til en diskussion om, hvad den stemmeret de delegerede gives, indebærer. Ønskede at der ved kommende lejligheder blev lagt op til diskussion af indholdet på kongressen. Fandt det uhensigtsmæssigt, at de delegerede med den nuværende form medgives en form for carte blanche til at gøre hvad der passer dem.

 

Anni Larsen

Undrede sig over at bestyrelsen anbefaler at sende 18 delegerede af sted, da det er dyrt og der er tradition for at sende langt færre af sted.

 

Michael Justesen

Svarede Anni Larsen, at anbefalingen om at sende 18 delegerede fra afdelingen handler om at give så mange som muligt muligheden for at gøre deres indflydelse gældende på en atypisk kongres med formandsvalg. Gentog bestyrelsens ønske om at sende den samlede bestyrelse, ungdomsrepræsentanter og øvrige interesserede til kongressen, for på den måde at sprede feltet af delegerede ud.

 

b)    Valg af delegerede og suppleanter til DMF-kongressen

Dirigenten

Konstaterede, at der kun var bestyrelsens forslag til antal af delegerede og at DMF København derfor sender 18 delegerede til Kongres 2016.

 

Michael Justesen

Bragte hele den nyvalgte bestyrelse inkl. suppleanter + de to ungdomsudvalgs-medlemmer Hanne Marie le Fevre og Daniel Engholt Carlsen i forslag.

De udtrykte alle ønske om valg.

 

Anders Havshøj

Bragte Mette Bugge Madsen i forslag.

Mette Bugge Madsen havde på forhånd udtrykt ønske om valg via SMS.

 

Tine Frederiksen

Bragte Anni Larsen i forslag.

Anni Larsen udtrykte ønske om valg.

 

Rasmus Juncker

Bragte Tim Ewé i forslag.

Tim Ewé udtrykte ønske om valg.

 

Anni Larsen

Bragte Tine Frederiksen i forslag.

Tine Frederiksen udtrykte ønske om valg.

 

Anne Eltard

Bragte Pernille Bevort i forslag.

Pernille Bevort udtrykte ønske om valg.

 

Sara Nigard Rosendal

Bragte Cæcilie Balling i forslag.

Cæcilie Balling udtrykte ønske om valg.

 

Morten Højring

Bragte Benny Rosenfeld i forslag.

Benny Rosenfeldt udtrykte ønske om valg.

 

Michael Justesen

Bragte Alexander Ølgaard, Grith Westi, Kristoffer Lund Madsen, Rasmus Nørby og René Mathiessen i forslag.

De udtrykte alle ønske om valg.

 

Henrik Strube

Bragte Arne Würgler i forslag.

Arne Würgler udtrykte ønske om valg.

 

Benjamin Aggerbæk

Bragte Helge Larsen i forslag.

Helge Larsen udtrykte ønske om valg.

 

Steen Finsen

Foreslog at bestyrelsen, som arbejder tæt med afdelingens anliggender, vælges som delegerede. Opfordrede de øvrige kandidater til at genoverveje deres kandidatur for at lette valghandlingen og øge overskueligheden.

 

John Jacobsen

Ønskede at vide hvad der sker i det tilfælde bestyrelsen ikke vælges til kongressen. Mente at dette ville skabe et politisk, proceduremæssigt problem.

 

Dirigenten

Svarede John Jacobsen, at det ikke er et procedureteknisk problem, hvis bestyrelsen ikke vælges, da der ifølge lovene ikke er nogen automatik ift. at bestyrelsen skal vælges som delegerede. Forklarede at HB-medlemmer automatisk har adgang til kongressen, selvom de ikke vælges som delegerede.

 

Anders Hvidberg Hansen

Forklarede at man i DMF Roskilde sender sine to HB-medlemmer til kongressen uden stemmeret, og at Generalforsamlingen vælger de delegerede fra afdelingen, der har stemmeret. Ønskede ikke at blande sig i valgproceduren i DMF København, og understregede at indlægget blot skulle ses som et forslag til inspiration.

Opfordrede til at alle delegeret-kandidater kort tilkendegav deres ståsted ift. formandsvalget på Kongressen 2016.

 

Anni Larsen

Mente, som Anders Hvidberg Hansen, at afdelingens HB-medlemmer burde være selvskrevne på kongressen, men så det samtidig som et tegn på lyst til forandring og muligvis svækket tillid til bestyrelsen at ekseptionelt mange medlemmer ønskede at deltage som delegerede på kongressen.

 

Tim Ewé

Begrundede sit kandidatur:

Spiller trompet og er studerende på konservatoriet i Odense.

Har læst musikvidenskab.

Har været involveret i diverse skolebestyrelser.

 

Charlotte Halberg

Udtrykte bekymring over den lange valghandling og faren for at tilfældigheder ville blive afgørende på den meget lange liste af delegerede. Fandt det ulogisk hvis bestyrelsen inkl. suppleanter ikke blev valgt som delegerede, da det er dem, der fremadrettet skal lave arbejdet i bestyrelsen.

 

Helge Larsen

Begrundede sit kandidatur:

Har deltaget i to tidligere kongresser.

Er senior-medlem og repræsentant for denne aldersgruppe.

Har trofast deltaget i afdelingens generalforsamlinger.

Mente at afdelingens samlede bestyrelse burde sendes til kongressen som delgerede.

Tilkendegav sin støtte til Anders Laursen, og opfordrede til sammenhold i det fremtidige DMF-arbejde.

Bifaldt forslaget om at der vælges en, gerne ung, 2. Næstformand.

 

Jakob Thors

Bakkede op om Charlotte Halbergs forslag om, at den netop valgte bestyrelse vælges som delegerede, og således repræsenterer afdelingen.

 

Benjamin Aggerbeck Woll

Bifaldt forslaget om at delegeret-kandidaterne tilkendegav, hvilken formandskandidat de støtter på Kongressen 2016.

Tilkendegav sin støtte til Anders Laursen, med henvisning til at Anders på den måde, i en sidste kongresperiode, kan videregive sin viden og know how, og samtidig arbejde for det fremsatte forslag om foryngelse i DMF’s besluttende organer.

 

Sune Wedam

Tilkendegav sin støtte til Anders Laursen. Opfordrede til at der bliver kigget fremad og arbejdet på at samle kræfterne i forbundet. Bifaldt forslaget om at forny og forynge sammensætningen i HB.

 

Carsten Smith-Nielsen

Tilkendegav sin støtte til Anders Laursen. Glædede sig til debatten om de ti nye lovforslag på kongressen, og ville som udgangspunkt forholde sig åben til denne.

 

Sara Nigard Rosendal

Stillede sig tvivlende ift. formandsvalget. Følte sig ikke godt nok oplyst til at kunne træffe et klart valg.

 

Anne Eltard

Stillede et procedureforslag om at hele bestyrelsen inkl. suppleanter blev valgt som delgerede, og at der kun blev stemt om de øvrige fem pladser, med henvisning til at dette ville kunne lette valghandlingen.

 

Morten Højring

Tilkendegav sin støtte til Anders Laursen, med henvisning til at Anders således har muligheden for at videregive sin viden til yngre generationer. Udtrykte sin støtte til forslaget om at ændre Tillidsmandsmødet til Repræsentantskabsmøde, med henvisning til at det vil løfte selvfølelsen i DMF.

 

Michael Justesen

Tilkendegav sin støtte til Anders Laursen.

 

Per Lund Madsen

Tilkendegav sin støtte til Anders Laursen.

 

Henrik Jansberg

Stillede sig tvivlende ift. formandsvalget. Ønskede at høre mere om de to formandskandidaters politiske agendaer. Opfordrede kandidaterne til tydeligt at tilkendegive deres holdninger og standpunkter, og ikke mindst komme med deres bud på, hvordan DMF skal ledes i fremtiden.

 

John Jacobsen

Kommenterede på Henrik Jansbergs indlæg, og opfordrede til klare tilkendegivelser så man som medlem kunne afgive sin stemme med en vis demokratisk sikkerhed for at vide, hvordan den vil blive forvaltet på kongressen.

 

Henrik Jansberg

Kommenterede på John Jacobsens indlæg, og opfordrede John til at gå forrest som eksempel, og klart tilkendegive hvor han selv stod i formandsvalget.

 

Ellen Karberg

Tilkendegav sin støtte til Anders Laursen.

 

Dirigenten

Svarede Anne Eltard, at det stillede procedureforslag ikke kan lade sig gennemføre, da det vil kortslutte den demokratiske proces, idet det fra generalforsamlingens begyndelse – inden listen af delegeret-kandidater var lavet – har været muligt for medlemmer at afgive sin stemme til stemmeudvalget. Forklarede at afgivne stemmesedler, der indeholder navne på personer der ikke er stillet op, kasseres som ugyldige.

 

Daniel Engholt Carlsen

Opfordrede generalforsamlingen til at stemme på de unge repræsentanter på kandidatlisten.

 

Pernille Bevort

Udtrykte stor forundring på mange planer over at generalforsamlingen var blevet så langstrakt, og at dette havde indflydelse på den demokratiske proces, da mange medlemmer valgte at forlade lokalet i løbet af aftenen. Opfordrede det kommende hold af delgerede til at udvise stor åbenhed, med henvisning til at valgprocesesen både før og under generalforsamlingen havde karakter af studehandel. Håbede at musikken og musikkens sag blev debattens omdrejningspunkt, og ikke interne magtkampe.

 

Dirigenten

Konstaterede efter stemmeoptælling at Michael Justesen havde modtaget 41 stemmer, at Morten Højring havde modtaget 41 stemmer, at Benjamin Aggerbeck Woll havde modtaget 39 stemmer, at Jesper Løvdal havde modtaget 37 stemmer, at Sune Wedam havde modtaget 36 stemmer, at Henrik Jansberg havde modtaget 36 stemmer, at Per Lund Madsen havde modtaget 35 stemmer, at Carsten Smith-Nielsen havde modtaget 34 stemmer, at Kaspar Parby Vig havde modtaget 33 stemmer, at Hanne Marie le Fevre havde modtaget 33 stemmer, at Mette Bugge Madsen havde modtaget 31 stemmer, at Sara Nigard Rosendal havde modtaget 31 stemmer, at Ellen Karberg havde modtaget 31 stemmer, at Daniel Engholt Carlsen havde modtaget 30 stemmer, at René Mathisen havde modtaget 27 stemmer, at Benny Rosenfeld havde modtaget 24 stemmer, at Rasmus Nørby havde modtaget 24 stemmer og at Anne Eltard havde modtaget 23 stemmer.

Konstaterede at disse 18 medlemmer blev valgt som delegerede til Kongressen 2016.

De øvrige opnåede ikke valg.

 

c)    Eventuelt vedrørende kongressen

Der var intet til dette punkt.

 

Ad 9:            Skovtur for ældre og arbejdsledige

Morten Højring

Konstaterede at skovturen afholdes tredje tirsdag i august, dvs. 16. august 2016 kl. 12:00 på Restaurant Hvide Hest på Bakken.

 

Ad 10:          Eventuelt

 

Michael Justesen

Takkede Christine Christiansen for hendes store indsats i DMF København, især ift. medlemsbladet MUSIKKEN, hvor Christine har været redaktør i en længere årrække.

 

Dirigenten

Erklærede dagsordenen for udtømt, takkede for god ro og orden og overlod ordet til Michael Justesen for afsluttende bemærkninger.

 

Michael Justesen

Takkede afslutningsvis dirigenten for medvirken til afvikling af generalforsamlingen.

 

 

Generalforsamlingen sluttede kl. 00:30

København, 09.08.2016 

Referent: Mads Mazanti

Dirigent: Jacob Goldschmidt

 

 


 

 

Referat af ordinær generalforsamling 2015

 

Søndag den 10. maj 2015 kl. 17:00 afholdt Dansk Musiker Forbund København ordinær generalforsamling i PH Caféen, Halmtorvet 9A, 1700 København V, med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning om afdelingens virksomhed
  3. Fremlæggelse af regnskab og beslutning om godkendelse
  4. Indkomne forslag
  5. Valg til ledige bestyrelsespladser og suppleanthverv (jvf. § 12)
  6. Valg af revisor og revisorsuppleant (jvf. § 14)
  7. Valg til ledige bestyrelsesposter og suppleantpost i Understøttelsessamfundet (jf. § 17)
  8. Skovtur for ældre og arbejdsledige medlemmer
  9. Eventuelt

Formand Michael Justesen
Bød velkommen til de fremmødte medlemmer, DMF’s direktør Sara Linell, DMF’s nye regnskabschef Mikkel Rode samt repræsentanter fra Hovedbestyrelsen.

 

Generalforsamlingen mindedes de 7 medlemmer af afdelingen, som var afgået ved døden siden sidste generalforsamling.

 

 

Ønskede årets 65 jubilarer tillykke og anmodede de fremmødte jubilarer om at træde frem for at få taget billeder og modtage en vingave.

 


Bestyrelsen
Tildelte Årets Ildsjælspris til Danmarks UnderholdningsOrkester (tidligere DR UnderholdningsOrkesteret). Klarinettist Mette Bugge Madsen modtog prisen på vegne af orkesteret, og fortalt om planerne for det nyetablerede orkester.

Bestyrelsens motivation:

KMO’s Ildsjælspris 2015 tildeles Danmarks Underholdningsorkester - tidligere

DR UnderholdningsOrkestret. I 2014 blev DRUO - som de dengang blev omtalt - udsat for et pludseligt og frontalt angreb, der skulle vise sig - trods ihærdig kamp - at blive katastrofalt og endeligt for et af vores bedste og mest specialiserede orkestre i Danmark. Hele historikken om forløbet, ledelsens ageren, politikeres forskellige kampe - og til sidst - desværre også Kulturministeren Marianne Jelveds endelige beslutning om, at følge DR’s bestyrelse og nedlægge DRUO, er blevet beskrevet og fortalt tidligere. Men i hele det forløb - og i den kamp orkestret kæmpede - viste orkestret og orkestrets medlemmer - al deres styrke, iderigdom og mangfoldighed i kampen for at bevare orkestret. Beslutningen var og er forkert, hvilket fik samtlige orkestermedlemmer til at rejse sig, som David mod Goliath! Musikerne kæmpede med alle tænkelige argumenter og kunstneriske tilkendegivelser for, at Orkestret skulle bevares, og det var fantastisk at betragte den vilje og entusiasme, som alle blev grebet af. Den fantastiske indsats de lagde for dagen, i kampen for at bevare DRUO og deres arbejdsplads. Et orkester som kunstnerisk var på sit højeste med Award Winning priser for deres fortolkninger og indspilninger. Til trods for de kolossale udfordringer, formåede DR UnderholdningsOrkestret, musikerne, bestyrelsen og selvfølgelig ikke mindst Orkestrets Formand, Mette Bugge Madsen, at bevare optimismen - i det der skulle blive en lang og sej kamp for overlevelse. Kløgtigt tænkt og kløgtigt udført. Og havde det ikke været for Marianne Jelved, så var det også lykkedes. Ærgerligt!

I arbejdet med at videreføre orkestret, tildeles - nu Danmarks Underholdningsorkester KMO’s Ildsjælspris 2015.

Med prisen fulgte en check på kr. 20.000,-.

Ad 1:            Valg af dirigent

Advokat Jacob Goldschmidt blev valgt ved akklamation.

 


Dirigenten
Takkede for valget og konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indkaldt.

Konstaterede at general­forsamlingen var beslutningsdygtig, da der ikke i foreningens love er bestemmelser om quorum.

Bemærkede, at der ikke var indkommet forslag til behandling under pkt. 4.


Dagsordenen blev herefter godkendt.


Stemmeudvalg

Lone Laursen fra sekretariatet samt Mikkel Rode fra DMF blev valgt.

Ad 2:            Beretning om afdelingens virksomhed

Michael Justesen
Aflagde sin mundtlige beretning:

 

Fordelingen af arbejdsopgaver mellem afdeling og forbund fungerer godt. Den faglige ekspertise er samlet i hovedforbundet, og de overordnede, landsdækkende beslutninger træffes i bestyrelsen. Afdelingen hjælper med mere jordnære indsatser overfor medlemmerne: almen rådgivning, støtte og iværksættelse af lokale events, gennemførelse af karrierefremmende tiltag, mm. Der er generelt travlt i afdelingen, og når et arrangement er fuldført sættes der hurtigt gang i nye tiltag. Bestyrelsens håb er, at medlemmerne oplever afdelingen som en lokal fagforening, der spiller en rolle i dagligdagen. Hver medarbejder i afdelingen har sine specifikke arbejdsområder. Medarbejderne har taget de udfordringer op der er fulgt kølvandet på en svag medlemstilbagegang og en generelt svær økonomisk periode. De ansatte går til opgaverne med godt humør, og ved fælles hjælp fokuseres der på de væsentligste arbejdsopgaver. De fleste bestyrelsesmedlemmer har via udvalgene en relation til medarbejderne. Det giver et godt flow og et godt samarbejde.

Takkede på vegne af bestyrelsen de ansatte for en uvurderlig indsats i det forgangne år. 

I bestyrelsen er der god connection og gensidig respekt. Bestyrelsen er bredt sammensat med mange forskellige indfaldsvinkler og holdninger. Af økonomiske årsager er der de seneste år afholdt lidt færre bestyrelsesmøder. Med den fladere struktur arbejder udvalgene mere med detaljerne, og de er i højere grad med til at gennemføre projekterne i praksis. Det er sjovere for bestyrelsen at være med i hele processen og på nært hold opleve resultaterne af det arbejde der er lagt i opgaverne. Resultaterne bliver bedre og mere dynamiske.

Arbejdet i Hovedbestyrelsen (HB) fungerer godt. I debat og beslutningsproces er det en god blanding af erfaring og ungdom, som spiller sammen. DMF København er i HB repræsenteret med Michael Justesen, Morten Højring, Christine Christiansen og Henrik Jansberg, og i Forretningsudvalget (FU) med Michael Justesen og Morten Højring. Den nye konstellation hvor DMF København er repræsenteret med to medlemmer i FU fungerer fint. DMF København bidrager med mange indlæg som fører frem til gode beslutninger. I HB arbejdes der seriøst på at løse faglige problemstillinger, der ofte er under indflydelse af politiske beslutninger. Pga. af politiske reformer er mange medlemmers dagligdag blevet vanskeligere. Nye undersøgelser påviser at uligheden i samfundet er stigende. Der er større forskel på rig og fattig, og der er kommet flere til i den nederste ende af skalaen. Når kulturen kommer i sidste række har det indflydelse på de generelle muligheder og antallet af spillejobs. Det har affødt et stigende behov for faglig rådgivning, og især forbundets A-kasseservice oplever et stort pres. Fra politisk side er der stort fokus på velfærdssamfundet, mens kulturen får sidste prioritet. Men de to ting hænger uløseligt sammen: et rigt liv bør indeholde et rigt kulturliv. Regeringens politik og de mange gennemførte reformer har stor indflydelse på bestyrelsens diskussioner. Som eksempel kan nævnes de problemer der er opstået i kølvandet på dagpengereformen, eller de nye arbejdstidsregler på musikskolerne. Spørgsmålet er om der er tale om reformer eller blot nedskæringer. Dagpengekommissionens anbefalinger imødeses med spænding. Bortset fra Enhedslisten er det meget svært at få klare udmeldinger fra partierne om hvad de støtter og hvordan de forestiller sig et nyt system skruet sammen. Bestyrelsen er meget i tvivl om, hvorvidt de mange reformer og stramninger har hjulpet. Statsministeren har peget på at der er kommet 40.000 nye i arbejde. Men desværre er disse jobs i høj grad studie- og deltidsjobs til en lavere løn. Der er samtidig kommet flere på kontanthjælp. I 2014 rundede tallet 40.000, hvilket er skræmmende. Bestyrelsen arbejder på at genetablere et system, hvor almindelige mennesker sikres fornuftigt mod arbejdsløshed, konjunkturudsvingninger, virksomheds- og bankkrak, mm. Folketing og regering skal anerkende, at der eksisterer et voksende tredje arbejdsmarked. I samarbejde med en lang række andre forbund afholdes mandag d. 27. maj en større konference med det tredje arbejdsmarked som tema. Dagpengekommissionen skal komme med forslag til et nyt tidssvarende dagpengesystem: Det skal fortsat være en attraktiv forsikringsordning mod arbejdsløshed, systemet skal være tidssvarende i forhold til det moderne arbejdsmarked, det skal forenkles og afbureaukratiseres, og være robust nok i forhold til et mere integreret europæisk arbejdsmarked. Anders Laursen og Erik Damgaard fra HB har gjort en stor indsats for at gøre alle ansvarlige politikere opmærksomme på musikeres problemer med at få en daglig økonomi til at hænge sammen. Det vil vise sig om politikerne er parate til at genetablere en fornuftig ordning, så almindelig mennesker ikke risikerer at gå fra hus og hjem. 

Social dumping er også aktuel for danske musikere. Mange musikere er nødsaget til at spille under tariffen eller på døren, og afregning fra de forskellige streaming-tjenester er meget dårlig. Bestyrelsen mener det kan gøres bedre og opfordrer den nye regering til at anerkende de forhold, der eksisterer på arbejdsmarkedet, og tilpasse landets politik og lovgivning herefter.

Anders Laursen
Kommenterede på dagpegekommissionen:

 

Det er dybest set et forslag om at lave et nyt system med egenskaber, der står i modsætning til det nuværende system. Det er håbet at kommissionen kan designe et forslag, der passer nutidens arbejdsmarked, hvor 400-500.000 mennesker befinder sig på det atypiske arbejdsmarked med atypiske ansættelser. Jf. konferencen om det tredje arbejdsmarked ønsker DMF som kunstnerforbund, at udnytte denne mulighed til at opnå nogle bedre og mere tålelige forhold i fremtiden. Der er efterhånden mange faggrupper, der har samme ansættelsesvilkår som musikere, hvilket kan vendes til en fordel, da musikere nu deler vilkår og skæbne med biologer, journalister og mange andre. Hovedbestyrelsen arbejder for at B-honorar-modtagere får generelt bedre vilkår, og i samarbejde med hovedorganisationen FTF forsøger man at påvirke dagpengekommissionen i en for musikere gunstig retning.

Kommenterede på internet og streaming:

Udbuddet af musik på nettet har aldrig været større, og samtidig har det aldrig været sværere for musikere at tjene penge på deres musik på nettet. I samarbejde med de øvrige nordiske, det engelske og det ungarske musikerforbund har DMF lanceret en kampagne vedr. ordentlig og fair behandling på internettet. Kampagnen omhandler blandt andet hele gramex-systemet i Europa, og bygger på samarbejde med det internationale skuespillerforbund og sammenslutningen af verdens musikerforbund, FIM. Det er et nødvendigt og relevant, men også langstrakt projekt som kan komme til at vare årtier. Det nytter at gøre opmærksom på denne problematik, og der er en god stemning i EU omkring problematikken. EU har overtaget på dette område, og hvad angår ophavsrettigheder er det nogen gange mere gunstigt at EU varetager området, fremfor nationalstaten Danmark.

Henrik Jansberg
Fortalte om arbejdet i Statens Projektstøtteudvalg for Musik:

 

Ny Musikhandlingsplan:
Statens Projektstøtteudvalg for Musik har afholdt møder med Kulturminister Marianne Jelved om en ny musikhandlingsplan. Forventningen er at hun ønsker at udarbejde en ny plan inden valget udskrives. Møderne har omhandlet indholdet i en ny musikhandlingsplan, og Kulturministerens fokus har været unge menneskers møde med musikken. Der skal bla. iværksættes bredde-tiltag så flere unge får smag for musik.

 

Evaluering:
Statens Projektstøtteudvalg for Musik er i gang med at evaluere de regionale spillesteder, basis-ensemblerne og genre-organisationerne, som er midt i deres tilskudsperiode. Udvalget har som målsætning at inddrage hele musikmiljøet når områder skal evalueres. Udvalget afholder derfor et stort antal møder med involverede aktører for at få relevante tilbagemeldinger, og afdække behov og strømninger.

Benjamin Aggerbeck
Fortalte om arbejdet i DMF Københavns Ungdomsudvalg:

 

Udvalget består af unge musikere inden for forskellige genrer. Udvalget har fokus på unges specifikke udfordringer ift. at skabe en karrierevej. De unge har brug for værktøjer til at kunne skabe et grundlag inden for musikken. For at afhjælpe dette behov afholder ungdomsudvalget eventet Tonelege en gang om året. Her udvælges en række talentfulde unge bands til at optræde til eventet og musikerne modtager i den forbindelse en pakke fyldt med karrierefremmende værktøjer i form af en musikvideo, et videooptaget interview, live-fotos, feedbacks på deres live-performance, mm.

Ungdomsudvalget laver også kampagner, som bla. omhandler gode råd til øvning og musikersundhed. I år er der fokus på kønsfordelingen i musikbranchen, og det er relevant at få de unges inputs på den verserende debat.

Fortalte om arbejdet i DMF Københavns sangskriverudvalg:

DMF København er hovedsponsor på Copenhagen Songwriters Festival i august, hvor ca. 120 talentfulde sangskrivere optræder.

Til sangskriverugen Songwriters Summit i afdelingens lejlighed i november udvælges seks københavnske sangskrivere til at deltage, netværke og co-write med berlinske sangskrivere. Songwriters Summit er et succesfuldt arrangement, som har kørt i mange år. Bestyrelsen har planer om at kopiere Summit-konceptet til andre genrer, fx folkemusik, klassisk musik, jazz, mm.

Der er blevet etableret en fælles hjemmeside for sangskriver-klubberne i København som afdelingen støtter. Her kan byens sangskrivere let indhente information om hvad der sker i miljøet.

Christine Christiansen
Fortalte om medlemsbladet MUSIKKEN:

 

MUSIKKEN udkommer fire gange om året og er både tilgængeligt som fysisk magasin og online. I bladet sættes fokus på aktuelle og relevante temaer, fx aflønning på spillesteder, det pædagogiske område, nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret, mm. Der sættes også fokus på lokale politiske tiltag, hvor DMF København kan have en stemme. MUSIKKEN har en stab af engagerede skribenter fra mange forskellige områder af musikmiljøet, som er ude i marken og afdække de forskellige temaer. Alle involverede gør deres yderste for at formidle stoffet fængende. Som medlem er man altid meget velkommen til at komme med inputs til bladet.

Orienterede om den kønsmæssige ubalance, som især er udtalt på det rytmiske område:

Debatten er blusset op igen, og forbundets direktør Sara Linell har bla. deltaget i en debat i TV2 News. DMF Københavns bestyrelse følger, diskuterer og kommenterer debatten. Det handler om at rekruttere nye kræfter i musiklivet og allerede på et tidligt tidspunkt få piger til at spille musik, og fastholde interessen også når de når teenageårene. I den proces er det vigtigt at profilere de kvindelige rollemodeller, som findes i branchen. I DMF-regi er det vigtigt at kigge indad når der fx uddeles priser eller profileres bands/ solister. Her er det vigtigt at få de kvindelige musikere i spil.

Morten Højring
Fortalte om dagpengesystemet:

 

Det eneste gode der er at sige om det eksisterende dagpengesystem er, at det kun kan blive bedre. Håbet er at den tidligere omtalte dagpengekommission præsenterer en bedre løsning til gavn for musikere og lignende erhvervsgrupper. Generelt er der i de politiske partier en forståelse for, at det nuværende dagpengesystem er for ringe og for utrygt for dagpengemodtagerne. Der er derfor håb om at genoptjeningsperioden sættes ned, eventuelt i forbindelse med en ny regering. Med de nuværende muligheder i dagpengesystemet er det nærmest umuligt at opretholde et normalt musiker- og familieliv. Mange musikere er meget pressede i det nuværende system.

Orienterede om spillestedssituationen:

Der er en tendens til at spillestederne i højere og højere grad forventer at musikerne populært sagt har deres eget publikum med. Den unge generation af musikere er gode til at sprede budskabet via sociale medier, og til at opfinde nye steder at fremføre deres musik på. Der er et behov for initiativer, der medfører flere spillesteder, som kan betale musikerne honorar.

Fortalte om jazzfestivalen:

DMF København er medarrangør på en række jam-sessions på Sankt Hans Torv ifm. årets jazzfestival, hvor alle byens musikere er velkomne til at byde ind.

Michael Justesen
Fortalte om afdelingens booking-selskab Danish Music Agency:

 

Selskabet er efter et par hårde år på vej i den rigtige retning med Maia Jochimsen og Anders Havshøj ved roret. Der er skabt mange nye kontakter og relationer til nye kunder. I forbindelse med lanceringen af en ny hjemmeside er profilen blevet skærpet, og nye kunstnere er kommet til. Der er gjort et stort arbejde for at målrette annoncering og kommunikation ud ad til mod nye kundegrupper 

Fortalte om samarbejdet med projektet World Music Center Vestegnen (WMCV):

Projektet er et af de mest spændende projekter afdelingen har været involveret i. WMCV er et samarbejde mellem Ishøj Kulturskole, Kunststyrelsen og DMF København, og afsluttes med koncert i HUSET i slutningen af maj. Formålet med WMCV er at udvikle og forankre en platform for interkulturelle musikere i region Hovedstaden. Projektet er i vid udstrækning lykkedes, og begge involverede ensembler – Dunia og Global Tunes – fortsætter efter projektperiodens udløb. Begge bands har udgivet nyt materiale som en del af projektet. For afdelingen har det det været et spændende og lærerigt projekt. DMF København har været glad for samarbejdet med musikerne, kapelmestrene og Ishøj Kulturskole. Lignende samarbejder er en af måderne, hvorpå DMF København fremover kan være med til at præge forskellige musikgenrer 

Fortalte om Berlinlejligheden og Citronhuset:

Begge medlemstilbud fungerer godt og er populære blandt medlemmerne. Berlinlejligheden blev i sin tid købt for ca. 2 millioner kroner og er steget til ca. 4 millioner kroner, hvis den skulle sælges i dag.

Sara Linell
Orienterede om situationen i DMF:

 

Det har været et begivenhedsrigt år med mange store politiske sager. Også internt i forbundshuset på Sankt Hans Torv har det været et dramatisk år. Forretningsudvalget og direktøren har i samarbejde udskiftet stort set hele økonomiafdelingen. I kursusvirksomheden Artlab har man været nødt til at opsige en stribe medarbejdere, hvilket kommer sig af, at hele beskæftigelsesindsatsen har ændret sig væsentligt. Hele kursuskataloget for medlemmer fortsætter uændret, men Artlab kommer fremadrettet til at se anderledes ud.

Som faglig organisation står DMF overfor nogle problemer og udfordringer på arbejdsmarkedet for musikere, som organisationen er nødt til at gøre sig klar til. Da flere af forbundets dygtige medarbejdere nærmer sig pensionsalderen, vil man inden for de nærmeste år se en del naturlige personaleudskiftninger. DMF skal være god til at rådgive og understøtte medlemmerne, som for en stor dels vedkommende befinder sig på det tidligere omtalte atypiske arbejdsmarked. Organisationen står således overfor en store forandringer de kommende år, og de skal imødekommes i et tempo, hvor både medarbejdere og medlemmer kan følge med.


Anders Laursen
Orienterede om ophavsretsreformen:

 

Ophavsretsreformen i EU er på vej, og den kommer til at sætte en ny dagsorden som er svær at overskue for landets politikere.

Kommenterede på musikhandlingsplanen:

Kulturminister Marianne Jelved har til hensigt at fremlægge en ny musikhandlingsplan d. 18. maj. Hendes intention er at booste hele området. Folkeskolereformen slår voldsomt igennem på musikskoler og kunst- og kulturskoler fordi der med reformen er dikteret et direkte samarbejde mellem folkeskolerne og musikskolerne. Fra DMFs side arbejdes der på, at samarbejdet mellem de to systemer skal fungere godt og hensigtsmæssigt.

Kommenterede på spillestedssituationen:

Hele spillestedslovgivningen er til debat og det diskuteres blandt andet i Hovedbestyrelsen om støttekronerne fordeles hensigtsmæssigt med den nuværende model. Den rytmiske musik skal hjælpes ud på alternative venues, og ikke bare de honorarstøttede spillesteder. Det aspekt gør DMF en stor indsats for at forklare de kulturpolitiske ordførere.

Kommenterede på nedlæggelsen af DR UnderholdningsOrkestret (DRUO):

Mange deltagende aktører i miljøet medvirkede til, at der nærmest opstod en folkebevægelse mod nedlæggelsen af DRUO. DMF havde stor andel i støttekoncerten på VEGA, som var en meget vellykket manifestation. Koncerten gav også genlyd for det meget høje kunstneriske niveau. Der blev indsamlet 40.000 underskrifter mod lukningen af DRUO, men selvom Kulturministeren blev sat i forlegenhed, var Jelved ikke til at rokke i sin beslutning. Hendes store dilemma var, at hun i første omgang havde sagt ja til lukningen, og denne beslutning ville hun principielt ikke fravige. Roste Mette Bugge Madsen for sin store indsats, som var medvirkende til at Jelved i første omgang blev stemt ned, indtil hun tog de DRUO-positive partier i, at de i sidste ende ikke kunne finde pengene. Der blev gjort en kæmpe indsats for at bevare DRUO, men det lykkedes desværre ikke at undgå lukningen af orkesteret 

Takkede afslutningsvis DMF København for det høje aktivitetsniveau og de mange arrangementer i afdelingen.


Beretningen blev herefter taget til efterretning.

Ad 3:            Fremlæggelse af regnskab og beslutning om godkendelse

Michael Justesen
Fremlagde resultatopgørelse og balance fra afdelingens regnskab:

Regnskabet er gennemgået og godkendt af både de statsautoriserede og de kritiske revisorer. Afdelingens tidligere bogholder Annie Chabert og hendes efterfølger Lea Larsen har styret regnskabet på fremragende vis.

Bestyrelsen prioriterer medlemsaktiviteter og karrieremæssige tilbud højt, og der bruges derfor en del midler på disse generelt meget populære tilbud.

Bestyrelsen har gennem flere år arbejdet på at balancere indtægter og udgifter, og finde seriøse og konservative investeringer, der kan give et fornuftigt afkast til DMF København. Disse investeringer er foretaget med kyndig ekspert-rådgivning, og det har betydet at afdelingen gennem flere år har fået et pænt afkast til trods for en ekstremt lav rente på markedet. Sidste år havde afdelingen et overskud på kr. 959.848,-, hvilket ikke mindst skyldtes at afdelingen modtog en arv, som kunne tillægges årets reelle overskud. Til trods for udfordringerne i det omstrukturerede DMA, er der skabt et overskud på kr. 260.786,-, hvilket skyldes et ualmindeligt flot økonomisk afkast på kr. 598.027,-. I lighed med de seneste mange år ligger afdelingens soliditet på ca. 92%.

De sidste års svage medlemstilbagegang fortsætter og antallet af medlemmer er nu under 2.900. Afdelingen arbejder på ændre denne udvikling.

Indtægter
Udgjorde kr. 4.060.469,-

 

Indtægterne er en smule lavere end året før, hvilket skyldes den førnævnte medlemstilbagegang.


Omkostninger

Udgjorde kr. 3.788.211,-

Jf. note 1: Personale- og bestyrelsesomkostninger

Lønninger og bestyrelsesomkostninger er steget en smule til kr. 1.852.571,-, hvilket blandt andet skyldes afregning af feriepenge + ekstra honorering til afdelingens tidligere bogholder Annie Chabert. I overgangsperioden havde afdelingen både Lea og Annie ansat.

Jf note 2: Administrations- og kontorholdsomkostninger

Udgjorde kr. 785.103,-

Stigningen skyldes bla. tiltrængt istandsættelse og udskiftning af væsentlige dele i køkken og toilet. Der er budgetteret med yderligere udgifter på denne post i indeværende år.

Posten Juridisk Assistance omhandler sagen med DMA fra året før, samt juridiske skrivelser ifm. lejligheden i Berlin.

Udgifter til kontorartikler er steget, og det er en post der naturligt svinger fra år til år.

Udgifter til kørsel og parkering er steget, da der har været væsentligt mere arbejde ift. afdelingens drift.

Gebyrer og porteføljeudgifter til banken er faldet til trods for årets store afkast.

Note 3: Omkostninger til foreningsaktiviteter

Udgjorde kr. 680.769,-. Stigningen skyldes bla. Seniorklubbens jubilæumsarrangement, og Annies afskedsreception. De øvrige udsving er udtryk for normale variationer, der fremkommer i en årsdrift af denne størrelse. Der anvendes fortsat en del midler på karrierefremmende tiltag, medlemsarrangementer, projektarbejder, o.lign. DMF København er stolt af at kunne tilbyde så mange kvalificerede aktiviteter til medlemmerne, og anser det for en af afdelingens kerneydelser.

Note 4: MUSIKKEN

I arbejdet med at gøre bladet mere attraktivt for medlemmerne, er udgifterne til denne post steget med ca. kr. 10.000,-

Note 5: Grafisk værksted

Udgjorde kr. 123.658,-.

Det markante fald i udgifter skyldes et fald i lønninger og afskrivninger. Trykkeriet benyttes fortsat flittigt af medlemmerne.

 

Note 6: Afskrivninger

Udgjorde kr. 59.348,-.

Beløbet vil naturligvis falde så længe der ikke sker nyinvesteringer i foreningen.

Note 7: Danish Music Agency

I forbindelse med at den tidligere direktør stoppede var DMA forpligtet til at udbetale bonus, feriepenge, mv. Sammenlagt beløb dette sig til ca. kr. 120.000,-, hvilket er medvirkende til underskuddet på kr. 566.763,-. I sidste halvdel af 2013 var den arbejdsmæssige og indtjeningsmæssige indsats af de daværende medarbejdere ikke tilstrækkelig, hvilket havde direkte indflydelse på dette års samlede resultat. Bestyrelsen har ansat to nye og meget initiativrige medarbejdere. Bestyrelsen har tillid til at de vil kunne gøre en positiv forskel i DMA. Det er bestyrelsens forventning at der fortsat vil være et væsentligt underskud på denne post i 2015. Bestyrelsen er parat til dette fordi selskabet genererer musikerjobs, samt viden og omtale der kommer medlemmerne til gode på en meget seriøs måde.

Note 8: De finansielle indtægter

Udgjorde kr. 598.027,-

Note 9: De finansielle omkostninger

Udgjorde kr. 23.087,-
 

Note 10: Årets skat

Udgjorde kr. 19.649,-
 

Note 11-17

Disse noter er de statsautoriserede revisorers opstilling af, hvordan afdelingens midler er placeret. Det skal bemærkes at kapitalen i anpartsselskabet er nedskrevet til 0, da underskuddet var større end selskabets indre værdi. Der er desuden hensat en forpligtelse på kr. 85.307,-.
 

Note 18: Egenkapital

Udgjorde kr. 9.782.859,- til trods for det urealiserede kurstab.
 

Note 20: Kontraktlige forpligtelser

Dette punkt omhandler opsigelsesvarsel ifm. lejemål og kaution for DMA Aps ifm. likviditetslån.


Bestyrelsens konklusion er at DMF Københavns økonomi er meget stabil. Bestyrelsen vil fortsat holde godt fat i økonomien med en stram styring, og løbende regulere omkostningerne hvis væsentlige forhold ændrer sig.

KMOs Understøttelsessamfund

Fremlagde regnskabet for de syv legater under KMOs Understøttelsessamfund.
 

KMO’s humanitære kasse

Fremlagde regnskabet for KMO’s humanitære kasse.

Alle regnskaberne blev godkendt.
 

Ad 4:            Indkomne forslag

Dirigenten
Konstaterede at der ikke var indkommet forslag.
 

Ad 5:            Valg til ledige bestyrelsespladser og suppleanthverv

Valg af formand:

Michael Justesen

Tilkendegav at han genopstillede til posten som formand i DMF København.


Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Dirigenten
Konstaterede herefter, at Michael Justesen var valgt som næstformand for 2 år ved akklamation.

Valg til bestyrelsen:

Dirigenten
Konstaterede, at der var 4 ledige pladser som følge af udløb af valgperioden, samt Tine Frederiksens udtrædelse af bestyrelsen midt i en periode.

Michael Justesen
Bragte på bestyrelsens vegne Morten Højring, Benjamin Aggerbeck Woll, Christine Christiansen og Carsten Smith-Nielsen i forslag til bestyrelsen.

 

De udtrykte alle ønske om valg.

 
Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

 

 
Dirigenten
Konstaterede herefter, at Morten Højring, Benjamin Aggerbeck Woll, Christine Christiansen og Carsten Smith-Nielsen blev valgt som medlemmer af bestyrelsen for 2 år ved akklamation.
 

Valg af suppleanter: 

Dirigenten
Konstaterede, at der var 4 ledige pladser som følge af udløb af valgperioden.

Marie Helene Bessesen, Rasmus Zeeberg og Sara Nigård Rosendal havde udtrykt ønske om genvalg.


Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag, og bestyrelsen fortsætter således med kun tre suppleanter.

Konstaterede herefter, at Sara Nigård Rosendal blev valgt som 1. suppleant, Marie Helene Bessesen som 2. suppleant, og Rasmus Zeeberg som 3. suppleant for 1 år.

Ad 6:            Valg af revisor

Valg af revisor: 

Dirigenten
Oplyste at Martin Cholewa var på valg som revisor, og erklærede sig villig til valg.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Martin Cholewa blev valgt ved akklamation.
 

Valg af revisorsuppleanter:

Dirigenten
Oplyste at Russel Itani ikke ønskede genvalg.

Tine Frederiksen
Tilkendegav at hun stillede op til posten som revisorsuppleant
 

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Tine Frederiksen blev valgt ved akklamation.
 

Ad 7:            Valg til ledige bestyrelsesposter og suppleanter i Understøttelsessamfundet

Valg til bestyrelsen:

Dirigenten
Oplyste at Jerry Kurt Jensen var på valg, og erklærede sig villig til valg.

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.

Jerry Kurt Jensen blev valgt ved akklamation.
 

Valg af suppleant: 

Dirigenten

Oplyste at Kurt Sømer var på valg, og erklærede sig villig til valg.
 

Ingen yderligere kandidater blev bragt i forslag.
 

Kurt Sømer blev valgt ved akklamation.

Ad 8:            Skovtur for ældre og arbejdsledige

Morten Højring
Fastslog at skovturen som vanligt afholdes anden tirsdag i august, dvs. 11. august 2015 kl. 12:00 på Restaurant Hvide Hest på Bakken.
 

Ad 9:            Eventuelt

Dirigenten
Erklærede dagsordenen for udtømt, takkede for god ro og orden og overlod ordet til Michael Justesen for afsluttende bemærkninger. 

Michael Justesen
Takkede Tine Frederiksen for mange års godt samarbejde i bestyrelsen.

 

Tine kom med i bestyrelsen i 1999, og var redaktør for MUSIKKEN i en lang årrække. Hun lagde et kæmpe arbejde i bladet og MUSIKKEN havde ikke været det, det er i dag, hvis ikke Tine havde lagt enorm energi i dette pionérarbejde. Tine blev den første ekspert, der kunne betjene grafisk værksted, og som alle henvendte sig til når de havde problemer med at få det grafiske til at virke. Hun har i en lang årrække været meget engageret i musikskolearbejdet, og har løst mange problemer for sine kolleger og medlemmer på musikskolerne. Hun er anerkendt og respekteret af sine kolleger og medlemmerne af DMF Københavns bestyrelse. Bestyrelsen ønsker at takke Tine for de godt 15 år i bestyrelsen. 

Takkede forsamlingen og dirigenten for medvirken til afvikling af generalforsamlingen. Opfordrede deltagerne til at blive og nyde den lækre karrygryde, få lidt at drikke og nyde musikken med Michael Mølhede Trio.

 

Generalforsamlingen sluttede kl. 19:15.

København, 08. 10. 2015

Referent Mads Mazanti

Dirigent Jacob Goldschmidt