Tidligere modtagere

Årets Ildsjæl 2012


Benjamin Aggerbeck er - udover selv at være en talentfuld og anmelderrost solist med 3 albums i eget navn bag sig - en vaskeægte musikalsk ildsjæl i ordets mest positive betydning. Uge efter uge, måned efter måned og år efter år har Benjamin vedholdende insisteret på at skabe et stadig voksende antal uformelle musikalske legepladser for københavnske Singer/songwritere på cafeer og spillesteder rundt i byen. Legepladser hvor musikalske genrer som jazz, avantgarde pop og rock også har fået tid og sceneplads.


Café Cadeau, Café Retro, Café Chili Pop, Temple Bar, Drop Inn, Blågårds apotek.
I det Københavnske Singer/Songwritermiljø er der ingen tvivl om, hvad Benjamins årelange indsats for at skabe rum, tid og mulighed til Københavnske sangskrivere, har betydet for udviklingen af den opblomstrende Singer/Songwriter genre, der gennem de senere år har udklækket mange nye talenter og aktører her i hovedstaden.

Benjamins åbne og kærlige væsen har inspireret hundredevis af danske og udenlandske sangskrivere i København til at træde op på de skrå brædder. Benjamins open-mic Singer/Songwriteraftener emmer altid af overskud, nysgerrighed og begejstring, fordi både publikum og de optrædende oplever, at der er plads til alle - lige fra dem med en forsigtig, uprøvet sangskriver i maven - til de virkelig dygtige og professionelle.

Uformel, nærværende, imødekommende og dybt professionel er den gennemgående karakteristik, når talen falder på Benjamin Aggerbeck, som DMF Københavns bestyrelse derfor - på vegne af afdelingens medlemmer – med stolthed overrækker årets Ildsjælspris 2012.

Stort tillykke til Benjamin!