Tidligere modtagere

Årets Ildsjæl 2014

Morten Alfred

Guitarist og komponist, journalist, projektleder og radiomand

Morten Alfred har som musiker været en markant skikkelse på den danske folkemusikscene. Han har rejst verden tynd og spillet på de største festivaler. Men i dag skal han hædres for hans ihærdige indsats for at sætte hele den danske folkemusikscene på landkortet.

Morten har god kontakt med folkemusikere i hele landet. Han står altid klar med gode råd og deler gerne ud af sine erfaringer som musiker. Igennem Danish Roots har Morten sørget for, at der blev gjort en indsats for folkemusikere, der gerne ville rejse ud i verden. Danish Roots arbejdet har betydet meget i en periode, hvor der ikke har været gunstige forhold for folkemusikkens interesser i Danmark.

Morten Alfred har faciliteret møder med branchefolk og været med til at skabe en showcase for danske musikere på Tønderfestival, som har gjort det muligt for folkemusikere at skabe netværk og synliggøre deres musik.

Han har også skrevet artikler og lavet radioudsendelser med fokus på folkemusik, som modvægt til den manglende bevågenhed i pressen og ikke mindst Danmarks Radio.

Morten Alfred brænder for folkemusik og de musikere, der udøver den. Og han arbejder utrætteligt for at få budskabet om, hvad folkemusikken i Danmark er i stand til - udbredt i hele verden. Derfor skal han have denne pris.

Henrik Jansberg
Bestyrelsen, DMF København