Tidligere modtagere

Årets Tillidsmand 2000: Bestyrelsen for Foreningen Paradise Jazz

Prisen som Årets Tillidsmand 2000 går til ”Bestyrelsen for Foreningen Paradise Jazz”, som består af musikerne Jan zum Vohrde, Jesper Lundgaard, Morten Højring, Ole Stolle og Torben Kjær. Prisen gives som en påskønnelse af det store frivillige arbejde, som Bestyrelsen for Foreningen Paradise Jazz det seneste år har udført, og som har betydet flere jobmuligheder for DMFs medlemmer og etablering af en kunstnerisk arbejdsplads, hvor musikken kan trives og udvikles. Arbejdet har krævet utallige møder – både internt og eksternt – og har indebåret mange og ofte vanskelige forhandlinger med bl.a. spillestedets bestyrer og Københavns Ungdoms Centre (KUC). Udover at etablere et spillested for den levende musik har bestyrelsen med sine artikler i dagspressen, interviews i TV og landsdækkende blade og sin opbakning til arbejdet omkring spillestedsloven været med til at argumentere for og synliggøre behovet for den spillestedslov, som nu er på vej, og som med en årlig statslig bevilling på 30 mio. kr. giver et første vigtigt løft til den levende musik på spillestederne. Prisen som Årets Tillidsmand er på 7.000 kr. Et stort tillykke til Jan zum Vohrde, Jesper Lundgaard, Morten Højring, Ole Stolle og Torben Kjær! Bestyrelsen, DMF København