Tidligere modtagere

Tillidsmand 1996: Knud Erik Nørgaard

Desværre er der ikke ret mange musikere, der orker at tage sig af de faglige problemer samtidig med, at man skal udføre sit hverv som musiker. Ved siden af dette, er der selvfølgelig også faren for at blive stemplet som brokhoved af arbejdsgiveren, og derved risikerer man ikke at blive spurgt en anden gang. Men vi kan ikke undvære gode tillidsfolk, især ikke i de store orkestre, hvor det jo er lettere og hurtigere for os at reagere, når vi kan få et samlet indtryk af et eller flere problemer ved, at tillids- eller talsmanden henvender sig til os. Vi håber, at der i fremtiden vil være flere, der vil interessere sig for denne vigtige del, således at tingene kommer til at fungere på spillestedet. Vi har i år, ved den første gang prisen skal uddeles, valgt en musiker og talsmand, der har mærket problemer godt og grundigt på sin egen krop. Han har, selvom han er flyttet til København for 3 år siden, akklimatiseret sig meget hurtigt, og det var derfor meget naturligt for ham at involvere sig i de faglige problemer, lige som han har gjort det i den by, han kommer fra. Ofte, når man kæmper med et problem, må man igennem lange og svære forhandlinger med både arbejdsgiver og fagforening. Han har vist, at han magter opgaven langt udover, hvad der egentlig kunne kræves af en tillidsmand. Han har spillet med på Miserable og Folke-teatrets opførelse af Ain’t Misbehavin, hvor han var talsmand for første gang i København. Siden Blues Brothers på Bellevue Teatret er det blevet til medvirken i Jesus Christ Superstar på Det Ny Teater, og han var som tidligere omtalt dybt involveret i opførelsen af La Cage aux Folles, nogle forhandlinger, der førte til, at han sammen med flere andre kendte teatermusikere måtte erkende, at hvis ikke der kunne skabes rigtige aftaler med bl.a. prolongationsregler, så var det ikke ham, så derfor kostede det ham kontrakten. Aktuelt spiller han i dag med gruppen TV2 og medvirker på Amagerscenen (talsmand). Nu må det vist være tid til at afsløre, hvem han er, hvis I ikke allerede har gættet det. Men denne prægtige musiker og stædige talsmand er Knud Erik Nørgaard. Med prisen følger 7.000 kr. Bestyrelsen, DMF København